Anmeldelser · Klassikerhjørnet

Johan Skjoldborg: Gyldholm

Arbejderroman fra landet

Gyldholm er et stykke politisk litteratur. Baggrunden var en tragisk hændelse på et gods i Jylland, og formålet var eksplicit at sætte landarbejdernes elendige forhold på dagsordenen. Men man må også sige, at forfatteren gik alvorligt til sagen, bl.a. ved selv at tilbringe tid som hårdtarbejdende karl. Den virkelighed er heldigvis for længst fortid i Danmark, men romanen lever stadig som vidnesbyrd om armod og om nødvendigheden af at kæmpe for sin ret.

Gyldholm er et fiktivt gods i Østjylland. Kammerherren kører i hestevogn og fester med andre godsejere – som godt kan lide at komme på besøg på pigernes sovesale – men derudover ser arbejderne ikke meget til herskabet. De må nøjes med forvalteren, der bærer kravene om lydighed og hårdt arbejde videre til folkene, der er bogens hovedpersoner.

Romanen er en fortælling om gruppen, men karlen Per Holt er den gennemgående figur. Da vi møder ham er han en ung mand i sin bedste alder. Arbejdet er hårdt, men han kan overkomme det, og da han gør pigen Sofie gravid, flytter de med stolthed fra karle- og pigekammer til et af godsets små husmandssteder. Her bor de gifte arbejdere med nyttehave, en enkelt gris og masser af børn, der kan se frem til den samme skæbne, når de bliver store.

Efter stavnsbåndets ophævelse voksede den danske gårdmandsstand til en selvbevidst middelklasse på landet. De ville ikke lægge under for godsejernes traditionelle tyranni, og med grundloven og andelsbevægelsen opnåede de efterhånden både velstand og politisk magt. Den udvikling gik uden om de fattige på landet, og Skjoldborg skelner fornemt, hvordan særligt godserne forblev deres egen verden:

”Gyldholm ligger ude i det danske bondeland som en ø, omflydt af sine brede marker.
Dér leves et liv for sig selv. Dér svarer århundredgamle overleveringer på slottet, hvis korridor prydes med billedrækken af gyldholmske jorddrotter i mange slægtled, til overleveringer i kælder og folkestue som lys svarer til skygge. Dér findes et samfund, hvis underklasse på sine krummede rygge bærer et fodstykke af trinvis stigende overordnede og øverst oppe kammerherren, hvilende i ophøjet ro og ensom majestæt. …
Den er et sted, hvor bonden ikke kommer, og hvorfra ikke nogen kommer til bonden.
Der er mere forbindelse mellem herregård og herregård, mellem den ene ø og den anden.” (s. 79)

Håbet om et værdigt liv med kone og børn brister hurtigt. Trods det hårde arbejde, kan familien kun lige holde skindet på næsen, og selvom folkene fra godset elsker at håne og slås med bønderne, så er det en vildskab, der udspringer af desperation. De kan nok sige ”fanden-rasme” og slå på tæven, men et værdigt liv har de ikke. Værst er det, at børnene må klare sig selv, for ikke bare mændene men også konerne må afsted til godset for at arbejde. Det er næsten dømt til at gå galt, når ti-årige skal passe deres mindre søskende, og en dag går det frygteligt galt. Per og Sofie mister næsten alt, men Skjoldborg lader det også være en ny begyndelse: I længden kan Gyldholms brede marker trods alt ikke holde bevidstheden om eget værd og kampen for en værdig behandling på afstand.

Gyldholm er en kort roman, hvor det kollektive næsten fylder for meget. Skjoldborg har tydeligvis indsamlet en mængde stof og iagttaget en række typiske skikkelser, der hver især skal have deres plads i historien. Heldigvis spidses historien til i anden halvdel, hvor personerne for alvor får selvstændig skikkelse. Romanen er stadig værd at læse for skildringen af menneskelig tragedie og for dens tro på, at en bedre verden er mulig, hvis man vil kæmpe for den.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s