I afdelingen for gamle nyheder: Ja, det er en god krimi
Som bogblogger bilder man sig nogle gange ind, at man kan slå et slag for en bog, der ikke har fået den opmærksomhed, den fortjener. Det kan man ikke sige om Jussi Adler-Olsens serie om Afdeling Q, der for længst er etableret på bestsellerlister over hele verden, og endda også blev fremhævet i Informations forsøg på at skrive en litteraturhistorie for det 21. århundrede. Ikke desto mindre er jeg altså først nu kommet til serien.
Carl Mørk er en klassisk, nordisk krimihelt. Hans privatliv er noget rod. Han bor fint nok i Allerød med nogle omgængelige naboer, men konen Vigga er stukket af med en tvivlsom kunstnertype for at realisere sig selv, og det åbenbart så irriterende at være vidne til, at hendes søn hellere vil bo hos Carl. Denne ville utvivlsomt være endnu mere på vej i hundene, hvis han ikke havde en lejer i kælderen, Morten Halland, der holder husholdningen kørende i hverdagen.
På jobbet går det heller ikke for godt. Under opklaringen af et mord på Amager bliver Carl og to kolleger skudt ned. Anker dør og Hardy Henningsen bliver lammet fra halsen og nedefter af en kugle i ryggen, mens Carl både er ramt af en strejfende kugle i hovedet og dårlig samvittighed over ikke at have udrettet nok. Da han vender tilbage fra orlov er han en pestilens for drabsafdelingen, der heldigvis får serveret en løsning på et politisk sølvfad: I Folketinget er der stemning for at afsætte en solid bevilling af til et fornyet kig på gamle uløste sager. Det bliver Afdeling Q’s opgave, og det bliver Carl, der står i spidsen for den. Eneste kollega er den uskolede men effektive assistent Assad. Resten af pengene ryger i politigårdens fælles kasse.
Carl opfatter stillingen som en fornærmelse og han ser i udgangspunktet på opgaverne med ligegyldighed. Alligevel bliver hans efterforskningsmæssige nysgerrighed vakt af en af de gamle sager. Fem år tidligere, i 2002, er den fremtrædende folketingspolitiker Merete Lynggaard forsvundet på færgen til Tyskland. Hun var en populær og fremadstormende skikkelse i oppositionen, men hun var også en mystisk kvinde, der sjældent viste sig i offentligheden og ikke havde mand eller børn. En overgang blev hendes handicappede bror Uffe mistænkt for at have smidt hende overbord, men det spor ender blindt, og efterforskningen lukkes med den konklusion, at hun har begået selvmord. Liget bliver aldrig fundet.
Romanen krydsklipper mellem to spor: I det ene er en kvinde, som snart viser sig at være Merete Lynggaard, blevet kidnappet og spærret inde i et mystisk rum i 2002. Hun får mad og vand og kan holde sig i live, men kidnapperne ser hun ikke, og selvom de tydeligvis er drevet af had og foragt, får hun ingen forklaring på, hvorfor de har taget hende. Hun ser selvfølgelig også tilbage på sit liv, både til de sidste dage før rejsen til Berlin og til den frygtelige bilulykke, hvor hun mistede sine forældre, og hvor Uffe godt nok overlevede men med frygtelige skader.
I det andet spor er vi i romanens nutid. Carl konstaterer hurtigt, at der er løse ender i efterforskningen, og da han og Assad først begynder at grave i sagen, vokser antallet af spørgsmål hastigt. Skridt for skridt får de afdækket, hvordan nogen omhyggeligt har arbejdet sig helt ind på livet af Merete for at lokke hende i en fælde – og da det først står klart, går jagten ind.
Som kriminalroman har Kvinden i buret mange fortrin. Jussi Adler-Olsen bygger komplekse og modsætningsfyldte personer op, så de er både genkendelige og værd at interessere sig for. Det gælder selvfølgelig Carl, men der gemmer sig også mere under Assads muntre overflade, og både Merete Lynggaard og kidnapperne er mennesker man som læser lære at kende. Opklaringen skrider metodisk frem, spor afprøves, detaljer fastlægges, og selvom der er gennembrud, er der ingen påklistret afslutning, der vender det hele på hovedet til sidst. Sådan foretrækker jeg mine krimier.
Mest om bøger 