Godmodig velfærdssatire
Finn Søeborg udgav i efterkrigstiden en lang række humoristiske romaner, der satte samtiden under lup og muntert kritiserede den småborgerlighed og materialisme, der fulgte med velfærdsstatens etablering. I Bare det løber rundt fra 1957 møder vi en gruppe ærketypiske karakterer, der hver især bliver taget under kærlig behandling – uden at det dog bliver rigtig farligt før den lidt abrupte slutning.
Omdrejningspunktet er de udefinerede forstæder, der skød op omkring de større byer, da økonomien endelig kom op i gear efter besættelsen. Hr. Momberg og hans kone repræsenterer de gamle dyder. De sætter tæring efter næring og ønsker sig ikke så meget af tilværelsen. Det er også, hvad de får, for Vomberg sælger annoncer for Forstadstidende, der drives idealistisk og kolerisk af redaktør Didreksen. Han sværger til kritisk journalistik, går gerne i kødet på sine annoncører og er hastigt på vej mod fallit.
Konkurrenten er Omegnsbladet, hvor redaktør Bertelsen ikke har de samme skrupler. Han kaster sig gladelig over brevkasser, sportssider og bilstof, hvis bare det skaffer læsere og annoncører. Tante Tulles brevkasse bestyres af fru Johannesen, der bor sammen med sønnen Niels, der drømmer om at blive kunstmaler, og den højtråbende og drikfældge stud.theol. Otto Bruun. Da Otto holder en fest og lader Kylle, en ung kvinde i indianerkostume flytte ind, er vejen banet for en stribe komiske situationer.
Blandt de ivrige læsere af brevkassen er Lissie, der lige er blevet færdig med skolen, og som nu drømmer om at blive filmskuespiller. Hendes far, hr Trauberg, er ivrig (og aggressiv) bilist, og da Mombergs datter og svigersøn flytter ind ved siden af, presser familien Trauberg på for, at de da selvfølgelig hurtigst muligt skal have både bil og fjernsyn. Familien Jakobsen, som de hedder, er da også nemme at presse, da de nødigt vil falde uden for i det nye nabolag.
Personerne støder ind i hinanden på kryds og tværs, og gang i sagerne kommer der for alvor, da Momberg får tilbudt en solid pris i dollars for et gammelt patent på en gasbrænder. Han og konen mest er optaget af at gøre det godt folk omkring dem, og de er er på deres side ikke længe om at se en ny mulighed for at få et tilskud til at få deres drømme opfyldt.
Der er sjove passager i romanen, som i øvrigt er glimrende indlæst af Tommy Kenter. Personerne er velkendte, og Søeborg formår at forlene dem med så meget personlighed, at de ikke fremstår som rene karikaturer. Det mærkes dog, at romanen har nogle år på bagen, og afslutningen er mærkeligt uforløst. Det virker som om forfatteren har haft svært ved at finde en afslutning, der kan binde enderne sammen, så i stedet stopper historien uden videre, da han er løbet tør for ideer. Måske endda noget tid efter.
Mest om bøger 