Charlier og Giraud: Blueberry – De samlede eventyr 1

Westernserie med kant og dybde

Jeg læste meget Blueberry, da jeg var dreng. En tirsdag var ikke komplet uden en cykeltur ned til bogbussen, hvor en hastig gennembladring af de medbragte tegneserier altid stod på menuen – og hvor der ofte var Blueberry med hjem. Derfor var der heller aldrig tvivl om, at jeg skulle have den nye samleudgave, når den kom, og jeg gik til det første bind med en klar forventning om at genlæse nogle af de velkendte historier.

Sådan gik det ikke. De tre første albums i serien, der er kommet med i bind 1, var helt nye for mig – sikkert et resultat af seriens kaotiske udgivelseshistorie på dansk, som Carsten Søndergaard fint redegør for i indledningen. Det gjorde nu kun fornøjelsen større: Helt nye fortællinger og jeg har stadig klassikerne at se frem til.

Fort Navajo

Den unge løjtnant Craig kommer til en støvet nybyggerby på grænsen mellem New Mexico og Arizona. I saloonen møder han en støvet cowboy med braktud, der er i fuld gang med at vinde i poker til de lokales store fortrydelse. To sider inde er den første revolverduel i gang, og seriens hovedperson introduceret. Den støvede cowboy er nemlig ingen ringere end løjtnant Blueberry, og da de begge skal til fort Navajo, ender de med at gøre hinanden følgeskab på diligencen.

Uden problemer forløber turen ikke. På vejen opdager de familien Stantons nedbrændte ranch, hvor de hurtigt kan konstatere, at indianere har angrebet stedet og dræbt alle undtagen sønnen, der er blevet bortført. Endnu inden Craig og Blueberry er nået frem til fortet, møder de major Bascom, der er rykket dem til undsætning. Bascom er næstkommanderende på fortet, nærer et ubændigt had til alle indianere, og da de tilfældigvis møder en apache-stamme på vandring blæser han nådesløst til angreb. Det bliver starten på den store indianerkrig, der binder de første fem albums sammen, for selvom oberst Dickson er mere forsonlig, så bliver han sat ud af spillet, inden han kan indlede fredsforhandlinger med høvding Cochise.

Torden i vest

Næste kapitel tager tråden op, hvor det første album sluttede. Garnisonen er indespærret på Fort Navajo, og Blueberry melder sig til en nærmest umulig mission. Han skal snige sig igennem til Tucson for at skaffe hjælp og medicin, og selvom han må kæmpe med både sol og tørst i ørkenen når han frem – kun for at opdage, at byens indbyggere allerede er flygtet fra de angribende indianere. Efter en dramatisk flugt når han langt om længe tilbage til fortet, der nu OGSÅ er blevet forladt.

Kun løjtnant Crowe gemmer sig i fortet, og han ved tilsyneladende, hvad der er sket med Stantons ranch. Det er ikke navajoer men mecaleroer, der står bag overfaldet, og de er nu flygtet tilbage over grænsen til Mexico. Sammen drager de to mænd ud for at befri Stanton-drengen og samtidig skaffe beviser for, at hele krigen bygger på en fejltagelse.

Ensomme ørn

Blueberry vender tilbage fra Mexico. Han mener at have de nødvendige beviser, men han skal have fat i den ansvarlige general Crook for at overbevise ham om fornuften i endnu en omgang forhandlinger. Vejen dertil er lang og vanskelig, og Blueberry bliver sat til at lede en konvoj af forsyninger fra Pesco på grænsen til Texas og hele vejen til Camp Bowie i New Mexico, hvor Crook har sit hovedkvarter. Eskorten er utilstrækkelig, så Blueberry beslutter sig for at bruge list for at undslippe den overlegne apachehær. Problemet er, at en forræder prøver at hjælpe forfølgerne på vej, og konvojen må igennem hårde kampe og store tab på sin vej mod målet. Undervejs får Blueberry en dødsfjende, som garanteret dukker op igen i bind 2.

Som forfatter er Charlier kendt for at planlægge lange og komplicerede fortællinger på en tid, hvor serier nok blev udgivet som albums, men hvor den store omsætning lå i ugebladene. Serierne udkom som føljetoner, og det var almindeligt at improvisere plottet undervejs. Charlier havde større ambitioner. Den gennemgående historie i de tre første albums fortsætter i de næste to, og det er tydeligt, at den er tænkt som et samlet værk. Hvert album hænger sammen og har sin egen spændingskurve, men samtidig sår det kimen til den næste historie og flytter den overordnede fortælling fremad.

Blueberrys ansigt er inspireret af skuespilleren Jean-Paul Belmondo, og det er bare et eksempel på Girauds inspiration fra film, fotos og sine egne rejser til Amerikas ikoniske landskaber. Stilen er gennemført realistisk, og det har utvivlsomt krævet både flair og hårdt arbejde at ramme vestens udtryk så præcist. Selvom serien er Girauds debut, så er kvaliteten i top fra starten. Det bliver en fornøjelse at følge hans videre udvikling i de næste bind.

Serien om Blueberry var fra første side usædvanligt helstøbt, og det gør det til en sand fornøjelse at læse det første bind af hans samlede eventyr. Jeg glæder mig til fortsættelsen, for det bedste er endnu i vente.