Anmeldelser · Klassikerhjørnet · Lyrik

Tove Ditlevsen: Pigesind

Debutdigte er overraskende dystre

Bortset fra et par noveller læst for mange år siden blev Ditlevsens debutsamling også mit første møde med hendes forfatterskab. Er det så det rigtige sted at starte? Det er jo svært at sige, når man ikke har stiftet bekendtskab med andet, men samlingen har i hvert fald ikke afskrækket mig fra mere.

Pigesind. Titlen lyder af teenageværelser anno 1939, men i så fald har det været et teenageværelse med en del sorger og bekymringer. Efter endt gennemlæsning var jeg overrasket over, hvor mange af digtene, der handlede om tab og død.

Tag for eksempel digtet ”Til mit døde barn”, hvor Ditlevsen netop ikke forestiller sig et lykkeligt moderskab, men derimod det grusomme tab det vil være at miste et barn:

”Aldrig hørte jeg din spæde stemme,
aldrig smilte dine blege læber til mig,
men de bitte, bitte fødders spark
vil jeg aldrig nogensinde glemme.” (s. 12)

Man vil bemærke den traditionelle opbygning med bogstavrim og fire strofer i hvert vers – noget som Ditlevsen senere blev kritiseret for, da den modernistiske bølge efter krigen havde brug for at positionere sig – men opbygningen udelukker altså ikke et skarpt blik ned i sjælens ubehagelige dybder.

Kærlighedsdigtene er også skrevet ud fra en sårbar position. Det er kvinden, der må se kæresten forelske sig i Marlene Dietrich i biografens mørke og kun nødtvungent stille sig tilfreds med hende (”En slange i paradis”) eller den kvinde, der ser sin mand drømme sig væk til andre steder og store projekter, men alligevel føler sig lykkelig, når hun betragter hans ansigt med det fjerne blik. (”Det skønneste jeg ved”)

Tydeligst formuleres den kvindelige erfaring måske i digtet ”En kvindes frygt”, hvor fortællerstemmen, netop i det øjeblik, hvor kærlighedsforholdet er perfekt, må se i øjnene, at hun kan blive udskiftet med en yngre konkurrent:

”Vi elsker hinanden, og alting er godt,
over dagene råder kun du,
men måske vil du elske en kvinde engang,
der ikke er født endnu.

Der er mænd, der skal gå ad en tankeløs vej
og plukke de blomster der står,
og lykkeligst de der, endnu ikke født,
først plukkes om tyve år.

Men knæl for den ungdom, der lever i nat
så kort som en sommerfugls leg,
og kys mig og elsk mig og kast mig så bort
mellem blomsternes skår på din vej.” (s. 56-57)

Havde alle digtene været af denne kaliber, ville læsningen have været en udelt fornøjelse, men i andre tekster mærker man, at det er en debutsamling. Nogle digte har et stærkt anslag, men rummer så passager uden den samme sproglige spændstighed, andre som ”Skygger” og ”Erindringens blomster” virker enten fortænkte eller refererende til debatter, der er gået i glemmebogen.

Når det er sagt, så er Pigesind stadig værd at læse og netop interessant, fordi digtene så entydigt er skrevet fra en kvindelig position.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s