Anmeldelser · Nyere dansk

Helle Stangerup: Bag skodderne

Erindringer fra et liv i begivenhedernes centrum

Godt stof er forudsætningen for at skrive interessante erindringer, og selv for en læser der ikke er specielt optaget af de kendte og kongelige, må man sige, at Helle Stangerup havde meget stof at tage af, da hun udgav sine erindringer i 2011. Datter af Hakon Stangerup og Betty Söderberg, bror til Henrik Stangerup, gift med Adam Knuth, livslang veninde med dronning Margrethe og forfatter til en lang række romaner. Der er nok at tage fat på, og særligt forfatterskabet og tiden frem til omkring 1980 står skarpt.

Helle Stangerup: Bag skodderne

Hjemmet var interessant. Betty Söderberg trak sig tidligt tilbage fra karrieren som skuespiller, men Hakon Stangerup var en fremtrædende litteraturkritiker og intellektuel. Han var også konservativ, men det var ikke afgørende for valget af gæster. De skulle først og fremmest være interessante, og der var altid en livlig debat til selskaberne. Noget Helle Stangerup sætter pris på, og noget som hun langt senere ser udfordret af politisk korrekthed. Det fremgår aldrig tydeligt, hvad det er man ikke må tale om, men hun opfatter tydeligvis den frie samtale som under pres.

Et medfødt handicap betød, at hun måtte tilbringe et helt år i gips på hospitalet. Manøvren lykkedes, for hun kom til at gå almindeligt, men prisen var – i hvert fald i hendes tilbageblik – at broren Henrik følte sig overset og tilsidesat i familien. Han blev rastløs, havde svært ved at finde sin plads i skolen og tilbragte flere år som rodløs intellektuel og stud.teol. inden han slog igennem som forfatter. De to søskende var aldrig rigtigt tætte, heller ikke selvom de begge blev forfattere, men hans vilde fester og sammenkomsterne med Anders Bodelsen, Hans Hertel og andre litteraturbegavelser har sat krydderi på tilværelsen.

Ved et tilfælde endte Helle Stangerup i klasse med prinsesse Margrete, og det udviklede sig til et langt venskab. Passagerne fylder ikke meget i erindringerne, men tilsammen giver de et billede af Margrete som et menneske, der både er loyal, bevidst om sin position og meget intelligent. Hun dukker f.eks. op ved sygesengen i Silkeborg mange år senere, og da de to samtidig havde filosfikum og skulle læse op til eksamen, flyttede Helle ind på Fredensborg. Det er ikke afsløringer bag facaden, blot et forsøg på at vise kongefamilien som det de også er: mennesker med venskaber og relationer. Hvad hun måtte have set af mindre flatterende sider, holder hun for sig selv.

Karrieren som forfatter startede mens hun var ansat i det, der senere blev erhvervs- og selskabsstyrelsen. Mogens Glistrups selskaber væltede hen over hendes bord, mens hun skrev på en kriminalroman. Den solgte vældig godt, og krimierne udgjorde første del af forfatterskabet med titler som Gule handsker og Gravskrift for Rødhætte. Ægteskab og småbørn betød en pause i forfatterskabet, men da hun vendte tilbage var det med den skarpe psykologiske thriller Ulvetid, der flirtede med det okkulte længe før det blev moderne, og derefter de historiske romaner, som hun nok er særligt kendt for i dag.

Den historiske interesse havde dybe rødder – hun læste kun jura for ikke at ende som gymnasielærer – og da hun endelig fandt sit stof, var vejen banet for den største succes: Christine. Det målrettede arbejde med research, hvor særligt Troels-Lunds Dagligliv i Norden var med til at give tidsbilledet detaljer og kolorit, strakte sig over flere år, men da romanen endelig udkom var det til lunkne anmeldelser. På sin vis var det den største triumf af alle, at det var læserne og ikke etablissementet, der bar hende frem til de gyldne laurbær.

Helle Stangerup mødte Adam Knuth mens hun skrev en artikelserie om moderne godsejere. De opdagede hurtigt, at de svingede sammen, og inden længe blev de også gift. Han var i færd med at opbygge Knuthenborg Safaripark, og det var ikke nemt, for økonomien var presset. Medlemskabet af EF hjalp, og det gjorde en effektiv markedsføring af parken også. Helle giver sig selv en god del af æren for succesen, og der er vitterligt også mange gode anekdoter om alt fra undslupne bavianer til besværet med at transportere giraffer fra Østafrika til Lolland.

Sammen fik de sønnerne Christoffer og Marcus, der i dag er henholdsvis ejer af Knuthenborg og medlem af Folketinget for Venstre. De bliver selvfølgelig en kilde til glæde og bekymring, sådan som børn nu gør. Omstændighederne er specielle, men det meste kan genkendes fra andre familier – inklusive lørdagskyllingen, når der ikke lige er overskud til at lave mad efter en lang dag på kontoret.

Forud for deres opvækst i Virum går en dramatisk skilsmisse. Ansvaret lægger hun helt og holdent på Adams skuldre – det er hans utroskab der starter det hele, det er hans advokat der gør bodelingen grim, og det er hans tidligere elskerinde, der rykker ind på slottet og behandler drengene som en ond stedmoder, når de er på besøg hos faren. I pressen blev Helle Stangerup dengang hængt ud, og man fornemmer behovet for endelig at fortælle sin del af historien. Og det er da også svært ikke at have sympati med hende, da hun blev kørt hjem i ambulance efter flere måneders ophold på Rigshospitalet for blot at opdage, at elskerinden var flyttet ind, og at Adam stod på gårdspladsen og tvang redderne til at tage hende med igen.

Bogen slutter med Christoffers bryllup, der bliver holdt i Hunseby Kirke med efterfølgende fest ved Svanesøen i Knuthenborg. Stoltheden over at have fået drengene godt i vej er naturligvis stor, og det bliver også en forsoning med den mest traumatiske del af fortiden. Mens hun sidder med benene oppe for at skåne dem, sidder Adam Knuth ved siden af og plejer sin sukkersyge. Der er løbet meget vand i åen siden skilsmissen. Fjendskabet er brugt op, og det er også livsbekræftende.

Erindringer er ofte præget af anekdoter om stort og småt, og det bliver kun værre, når hovedpersonen har oplevet så meget som Helle Stangerup. Jeg var godt underholdt af fortællingerne om barndomshjemmet, ægteskabet og forfatterskabet, men mod slutningen af bogen forfalder hun stadigt mere til namedropping og egne idiosynkrasier. Der kunne de redaktører, som hun hylder så højt for deres arbejde, godt have skåret lidt mere i.

En kommentar til “Helle Stangerup: Bag skodderne

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s