Modigt vidnesbyrd om et svær opvækst
Det er svært at læse Camilla Johnsons erindringer og ikke tænke, at hun er blevet svigtet. Samtidig må man beundre hendes ærlighed og den kraft, der får hende til at søge en bedre tilværelse og i sidste ende gør det muligt for hende at komme ud på den anden side.
Da Camilla blev født 6. december 1975 var udsigterne dårlige. Hendes forældre var misbrugere, og der gik kun to måneder før hun blev anbragt på børnehjem, fordi hendes mor ikke kunne magte hende og havde brug for at gå på druk. Faderen, der kom fra en velfungerende familie, var også trukket ned i sølet af stofmisbrug, så der var kun det offentlige system tilbage. Det prøvede, men det lykkedes tydeligvis ikke. Ikke helt i hvert fald, for selvom svigtene er mange, så grundlægges relationer, der trods alt holder ved.
I første omgang bliver Camilla for længe på børnehjemmet, hvor det er svært at få ordentlig voksentilknytning. Det tager tid at finde en plejefamilie, og da det lykkes sker det måske største svigt. Efter at have boet hos familien Sørensen i Hørsholm fra hun var to til fire, giver de op, og hun afhentes uden videre i børnehaven og flyttes til en børnerig, kristen familie i Vejby. Det er hjerteskærende at læse om.
I Vejby bliver hun boende til hun bliver teenager og selv derefter kommer familien til at bevæge sig ud og ind af hendes liv. Det er en tilværelse, hvor Camilla aldrig kan slippe muligheden for at blive sendt væk, hvis hun er fræk, og samtidig bliver det hendes første skridt ind i de radikale kristne miljøer i Danmark. Familien er stærkt troende, og hun bliver selvfølgelig taget med til gudstjenester og sommerlejre. Fællesskabet er bekræftende, men det er selvfølgelig også med til at lægge grundlaget for den senere vej ind i Faderhuset.
Gennem årene bliver hun misbrugt af stedbroren Lars, og da hun endelig finder modet til at fortælle om det, bliver hun sendt på kristen efterskole. Også her får hun venner og et godt forhold til flere af lærerne, men hun har mere uro i kroppen, end skolen kan og vil håndtere, og gennem et par år bor hun på en ungdomsinstitution i København, hvor de ansvarlige voksne ikke fylder meget. Tværtimod virker det til, at de mest belastede unge sætter tonen for resten.
Camilla fastholder kontakten til det kristne miljø og bliver kæreste med Kenneth, og da de er blevet forældre, trækkes hun længere og længere ind i kredsen omkring KBC, Københavns Bibelcenter, hvor det ikke er usædvanligt at tale i tunger og spekulere i verdens snarlige undergang. For de fleste danskere er hendes verdensbillede allerede temmelig alternativt, da hun møder Ruth Evensen og gradvist bliver en del af Faderhuset.
Årene i frimenigheden bliver en stadig kamp. Ruth har store forventninger til Camilla, som hun ser som en profet, der blot skal hjælpes på vej, men samtidig er der hele tiden spændinger mellem dem. Menigheden bygger på fuldstændig underkastelse, og det har Camilla svært ved at acceptere. Hun har det også mere end almindeligt vanskeligt med at blive ”adopteret” af Ruth og hendes mand Knut, som hun skal kalde mor og far.
Ruth var optaget af ”endedagene” og opbygningen af en hær, der kunne kæmpe mod Satan ved Jesus’ snarlige genkomst, og hun fandt et perfekt spejlbillede i de endnu mere voldelige aktivister omkring Ungdomshuset. Camilla forstår aldrig helt, hvad formålet med købet er, men der er ingen tvivl om, at konfrontationen er med til at radikalisere og isolere menigheden yderligere. Presset er enormt, medlemmerne flyttes hele tiden, og andre kæmper også med at finde den absolutte tro.
Der tages voldsomme metoder i brug for at træne menigheden til den kommende kamp, og da menigheden beslutter at købe Bandholm Hotel og flytte til Lolland bliver det hele for meget. Camilla og Kenneth nægter at flytte med, og en dag magter hun heller ikke at køre hjem til familien. Da de prøver at konfrontere Ruth, bliver de smidt ud, og Camilla må endnu engang prøve at bygge sig selv op.
Camilla Johnsons erindringer er interessant læsning. Fortællingen om barnet, der svigtes af forældrene og kun delvist reddes af det system, der skulle træde til, er gribende, og hendes blik ind i en den parallelle verden, som det radikale kristne miljø udgør, er både fascinerende og bekymrende. Det er svært at forstå en så anderledes verdensforståelse. Bogen er ikke stor litteratur, men den er velkomponeret og let læst.
Mest om bøger 