Anmeldelser · Fra den vide verden · Klassikerhjørnet

Christina Stead: The Man who Loved Children

Dysfunktionel familie med irriterende overhoved

I starten var jeg ikke videre imponeret over bogen, men efter et par hundrede sider blev jeg trukket ind i den dysfunktionelle Pollitt-familie, hvor det kun er børnene, der agerer som voksne. Stead udgav bogen i 1940, men dynamikkerne kan givetvis stadig genfindes i mange familier. Dog forhåbentlig uden en person som Sam Pollitt, der er en af de mest irriterende hovedpersoner, jeg nogensinde har læst om.

Christina Stead: The Man who Loved Children - forside

Familien består af Sam Pollitt, der kommer fra en fattig men talrig familie og endelig har fået etableret sig som embedsmand takket være svigerfarens forbindelser, Henny Collyer, der er den forkælede yndlingsdatter fra en rig købmandsslægt, Louie, Sams datter fra et tidligere ægteskab, og deres fem fælles børn.

Da vi møder familien er ægteskabet allerede i opløsning. Sam og Henny taler stort set ikke sammen – i stedet sender de hinanden skriftlige beskeder eller bruger børnene som mellemmænd – og familien er presset på økonomien. Henny har vænnet sig til et for stort forbrug, og hun har opbygget gæld, som hendes far får sværere og sværere ved at redde hende ud af. Forbruget skyldes bl.a. hendes behov for at komme ud af huset for at se andre mænd. Henny er konstant rasende, og når hun ikke lægger kabale, udgyder hun lange tirader og truer med selvmord den ene gang efter den anden.

Sam forstår øjensynligt ingenting omkring økonomien, men insisterer på at tale babysprog med børnene. Det er usandsynligt irriterende, og det er ikke kun læseren, der bliver provokeret. Det samme bliver Louie og den ældste dreng Ernest, der er blevet for store til hans drømmeverden. Sam kan stadig fange dem ind, men efterhånden som de bliver ældre, fører hans manglende vilje til at anerkende dem som selvstændige individer til stadigt voldsommere reaktioner. Sam bilder sig selv ind, at han gør det, fordi han elsker børn, men det handler mere om at kontrollere dem.

Sam er en slags Peter Pan, der nægter at blive voksen. Børnene – især de små børn – skal være en uskyldig og ureflekteret flok af hjælpere, mens voksenlivets forpligtelser afvises. På arbejdet stoler han blindt på sin egen værdi og overser fuldstændigt, at en arbejdsplads også er et socialt system, hvor det ikke nytter noget at trampe på dem, der har et andet syn på sagen og har indflydelse til at ramme ham.

Da Sam bliver fyret, flytter familien til Annapolis i Maryland, og her bliver fattigdommen for alvor det grundvilkår, som alting drejer sig om. Forældrenes skænderier tager til, det gør Hennys fortvivlelse også og Louie er ved at blive vanvittig. Noget må ske, og det står hurtigt klart, at historien kommer til at slutte både voldsomt og ulykkeligt.

Jeg havde som nævnt svært ved at komme ind romanen. Stead skal tydeligvis skrive sig varm, og når hun er i tvivl om historiens retning, fylder hun sine beskrivelser med enorme mængder af adjektiver. Det gjorde det svært at blive fanget ind, og indtil man lærer karaktererne at kende, er deres mærkelige opførsel også afskrækkende. På den anden side er det også familiens og især Sams særheder, der gør fortællingen svær at slippe, når man som læser først er blevet suget ind i Pollitt-familiens mærkværdige dynamik.

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s