Kvindekamp og gangstervælde
Egan har tidligere markeret sig med formeksperimenterende værker som Tæskeholdet banker på, der indbragte hende Pulitzerprisen. I det lys er Manhattan Beach en mere traditionel historisk roman, der i høj grad bygger på lokalhistoriske studier af 1930’ernes og 1940’ernes New York. Der er meget stof i bogen, og det er måske en af grundene til, at den virker lidt – lidt – lidt … Jeg flirtede med ordet tung, men det passer ikke helt. Det er måske rigtigere at se romanen som en dieselmotor? Støt, rolig, men ikke så eksplosiv.
Anna Kerrigan vokser op i New York med sin far Eddie, sin mor og sin handicappede lillesøster Lydia. Rundt om dem kredser Eddies søster Brianne, der uden blusel lever af sine mandlige bekendtskaber. Familien har klaret sig godt frem til depressionen, hvor økonomien sander til. Helt galt går det dog ikke, for Eddie har gode forbindelser til de irske havnearbejderes fagforening. Problemet er, at Lydia har brug for en særlig stol, og det rækker indtægterne slet ikke til. Der skal ske noget nyt, og Anna er med, da Eddie opsøger natklubejeren Dexter Styles. Hvad der kommer ud af det, må hun og vi vente med at finde ud af.
I næste scene er meget forandret. Eddie er forsvundet, og den lille familie kæmper for at få tingene til at hænge sammen. Krigen er brudt ud, og for kvinder som Anna betyder det helt nye muligheder på arbejdsmarkedet. Hun bliver ansat på det store orlogsværft i New York, hvor hun i første omgang arbejder med kvalitetskontrol af instrumenter sammen med andre kvinder. I længden er det ikke nok. Hun er dybt fascineret af dykkerne, der inspicerer og reparerer skibene under vandet, og takket være en god portion stædighed lykkes det hende at blive optaget i korpset.
I et andet spor følger vi Dexter Styles. Han er lykkeligt gift med Harriet, har sunde børn og en blomstrende forretning. Det eneste problem er, at den i vid udstrækning er illegal, og han er i et afhængighedsforhold til den mystiske bagmand mr Q., der som en ægte Godfather nusser rundt med hjemmedyrkede grøntsager, mens han trækker i trådene. Det er næsten en kliché, og det samme er svigerfarens forbindelser ind i det officielle magtapparat. Han er tidligere admiral, nu bankdirektør, og det antydes, at der er et usynligt punkt, hvor den legale og den illegale magt løber sammen. Styles er betroet partner i organisationen, men han er trods alt ikke familie, og en enkelt fejltagelse bliver ved med at forfølge ham: Eddie Kerrigan.
En dag går Anna i byen med en veninde fra værftet. Hun møder Dexter Styles på hans natklub og genkender ham straks fra udflugten med faderen. Det fortæller hun ikke, men hun er nysgerrig efter at lære ham nærmere at kende for mysteriet om faderens forsvinden plager hende fortsat. Er han stukket af fra ansvaret for Lydia? Er han gået i hundene? Er han død? Måske kender Styles nogle af svarene.
Mere skal ikke røbes her, men der er selvfølgelig en forbindelse. En gangsterhistorie, en krigshistorie og en ung kvinde, der bevæger sig ind på fremmed grund – der rigelig basis for dramatiske begivenheder, men selvom der vitterligt sker voldsomme ting i bogen, så føles den ikke specielt dramatisk. Forsvindinger, attentater og forlis er vævet ind i personernes hverdagsliv. Det giver fylde, men måske også fornemmelsen af, at historien tøffer afsted uden at nå et absolut højdepunkt.
Da bogen udkom, kritiserede mange anmeldelser oversættelsen, og der er vitterligt mange passager, hvor teksten er oversat så mekanisk, at det virker komisk. Alligevel var den ret let læst.
Jeg holdt meget af tidsbilledet og karaktertegningen. Dexter Styles er en sammensat person, og selvom Annas uforbeholdne kærlighed til Lydia næsten er for meget, så er hendes indtog i dykkernes mandeverden interessant. Romanen er som et godt selskab. Man møder nogle interessante mennesker, har en god aften og lærer lidt nyt. Det er bare ikke en fest, der fejer benene væk under én, så man husker den mange år efter.
Mest om bøger 