Anmeldelser · Nyere dansk

Hanne Højgaard Viemose: Mado

Stærkt sprog og stærk hovedperson

Hovedpersonen Hanna har en del tilfældes med forfatteren – som i øvrigt træder direkte frem og diskuterer, hvorfor Hanna nogle gange har kaldt sig selv Anne i stedet – så det er ikke så underligt, at den blev inddraget i den heftige debat om autofiktion for et par år siden. Den diskussion førte ikke mange steder hen, så det har været fint at læse den nu og ”bare” se den som litteratur.

Hanne Højgaard Viemose: Mado - forside

Hannah er et rastløst gemyt. Efter gymnasiet er hun hurtigst muligt flyttet fra Frederikshavn til Århus, men udlængslen rækker meget længere. Vi møder hende, da hun rejser rundt i New Zealand og Australien, hvor hun er sæsonarbejder på farmene og forelsker sig hovedkulds i koreaneren Kyung Sik. De boller som kaniner – selv i frokostpausen lister de hen i deres folkevognsrugbrød for at lette trykket – og resultatet udebliver ikke: Hannah bliver gravid, og de rejser hjem til ham, hvor hun skal føde barnet.

Vegetaren afdækkede et undertrykkende, patriarkalsk samfund, og det bliver Hannah også en del af. Titlens ”Mado” er koreansk for både moder og morder (!) og i et samfund, der skammer sig over at bortadoptere enlige mødres børn til vesten, bliver Hannah en mulighed for at gøre gengæld. Symbolsk er hendes hænder bundet fast til lejet under fødslen, og forholdet til svigerfamilien bliver aldrig godt. Selvom hun prøver at lære koreansk, må hun sande, at hun ikke kan falde til – så hun beslutter sig for at forlade Tal og rejse hjem til Danmark og starte forfra. Vi hører kun lidt om savnet, men hun føler sig jævnligt opsøgt af hans ånd, og valget af titel gør det klart, at det er dette tab, der flyder som en mørk understrøm gennem resten af historien.

På overfladen kommer Hannah videre. Hun læser antropologi, og drømmer samtidigt om at komme til at leve af skrive. Studiet fører hende dybt ned i forskellige kulturer – hun kommer bl.a. også til Peru, som Hannah ”ikke gider tale om”, hvilket pirrer nysgerrigheden, men altså forgæves – og specialet skal handle om menneskets forhold til deres heste. Konkret skal spørgsmålet undersøges på Island, der bliver omdrejningspunktet for resten af historien.

Hannah møder Stein (der vil kaldes Jussi for ikke at blive genkendt) som hun forelsker sig i. Inden længe er hun igen gravid, og sammen får de to sønner. Tilværelsen drejer sig om børnenes basale behov, men også om den umulige kærlighed mellem Hannah og Jussi. Han er psykisk syg, og i længden bliver det for hårdt at være sammen – men han er jo hendes børns far, og det er heller ikke holdbart at være væk fra ham.

Rastløs rejser hun frem og tilbage mellem Danmark og Islands barske natur, der spejler Hannas vilde indre. Hun er desperat og presset, til tider liderlig, men hele vejen igennem også en stærk og handlekraftig kvinde.

Viemoses sprog spejler historien i sin vildskab, og undervejs fletter hun både digte og tekstfragmenter fra fortællerens tid på forfatterskolen ind. Det giver et råt og umiddelbart indtryk, og jeg var meget begejstret for den første del af romanen. Desværre mistede den lidt kadence i sidste del, hvor flytningerne til og fra Island giver lidt for mange gentagelser.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s