Halfdan Pisket: Desertør

Den ansigtsløse undertrykkelse

Desertør er første bind af Piskets Dansker-trilogi, hvor han beskriver sin fars vej fra det østlige Tyrkiet til Danmark. Udtrykket er med det samme på plads i denne fortælling om vold og undertrykkelse, der driver en ung mand ud i et fortvivlet oprør, mens samfundet omkring ham falder fra hinanden.

Åbningsscenen slår tonen an. En ung mand sidder frysende og forslået i sin fængselscelle. Han kigger ud på træerne, fuglene og snevejret mens han venter på, at vagterne skal hente ham til endnu et forhør med rå vold og forsøg på at knække ham. Samtidig tænker han tilbage på opvæksten i en lille by. Det var et samfund præget af tolerance, hvor folk giftede sig på kryds og tværs af religiøse og etniske skel, og hvor det vigtigste drama var kampen om retten til at stå og hænge uden for de smukkeste pigers huse.

Resten af bogen veksler mellem de to perspektiver og folder ud, hvordan den stigende tyrkiske undertrykkelse får lokalsamfundet til at bryde sammen. Agenterne er det tyrkiske militær, der optræder maskerede, så de ikke risikerer at blive genkendt. Men det gør også undertrykkelsen mekanisk og ansigtsløs, og det er med til at understrege venner og families menneskelighed.

Det pikante er, at fortællerens far er etnisk tyrker og glødende tilhænger af Atatürks vision om en moderne republik. Han må hjælpeløst se til, mens landsfaderens efterfølgere tyer til vold og undertrykkelse. Samtidig stiger forventningerne til fortælleren, fordi familiens ældste søn har valgt en vej som musiker og kunstner langt fra landsbyens krav om at overtage faderens plads.

Han er altså allerede låst af forventninger fra alle sider, da hans bedste ven bliver skudt af soldaterne for en banal forseelse. Det er kun starten på den blodige undertrykkelse, og helt umuligt bliver det, da han selv skal aftjene værnepligt og sendes til et andet grænseområde med anonym maske. De andre soldater kan se, at han er anderledes, og den eneste kur militæret kan komme i tanke om er tæsk og mobning.

Selvom historien er voldsom, så er teksten reflekterende og tilbageskuende. Der er en knugende fornemmelse af magtesløshed og uundgåelighed, og det afspejles i de sort/hvide tegninger. Der er store sorte og hvide felter kombineret med en helt tynd streg, og ofte hviler billedet på bygninger, landskabet eller personernes ansigter. Spændingen mellem den voldsomme handling og tekstens reflekterende rum genfindes på billedsiden.

Jeg var fascineret af fortællingen. Det kan garanteret indvendes, at forholdene i Tyrkiet i starten af 1980’erne ikke var helt se sort/hvidt, og idealiseringen af den tolerante landsby bliver måske en anelse karikeret. Men det betyder ikke så meget, for Desertør er en personlig fortælling om den undertrykkelse og den fortvivlelse, der i sidste ende tvinger en ung mand til at gøre oprør og desertere – også selvom der er en høj pris at betale.