Anmeldelser · Klassikerhjørnet

Joseph Conrad: Lord Jim

At leve med sine handlinger

Den europæiske kolonialisme var på sit højdepunkt, da Conrad skrev og udgav sin roman i 1900. Den mærker man tydeligt. Den imperiale tænkning løber som en blodig rød tråd gennem hele romanen, der også trækker på Conrads erfaring som søofficer i østen. Nogle af de bedste elementer i romanen er faktisk små indflettede fortællinger om livet på havet. Historiens fortæller er Marlow, der er kaptajn i handelsflåden, men hovedpersonen er den unge sømand Jim. Marlow møder ham første gang under et søforhør, og han bliver så optaget af Jims historie og usædvanlige karakter, at han prøver at finde ham en ny plads i livet.

Joseph Conrad: Lord Jim - forside

Jim har som ung styrmand taget hyre på den gamle damper Putna. Den er lastet til bristepunktet med pilgrimme på vej til Mekka, da den i det Røde Hav sejler på et flydende vrag. Skibet tager øjeblikkeligt vand ind i det forreste hulrum og i det store lastrum trykkes de rustne plader så langt ind, at det tilsyneladende kun er spørgsmål om sekunder, før skibet er på vej mod havets bund. Katastrofen synes uafvendelig og muligheden for at redde alle lig nul. Så hvad gør man?

Det ansvarlige er selvfølgelig at blive på skibet og redde hvad reddes kan, men kaptajnen har andre planer. Han gør en redningsbåd klar til sig selv og de øvrige hvide officerer, og selvom Jim ved, at det er moralsk forkert og helt i modstrid med hans værdier og selvforståelse, så springer han alligevel ned i båden og overlader Putna og de mange passagerer og besætningsmedlemmer til deres skæbne.

Problemet er bare, at ulykken aldrig fuldbyrdes, og det er derfor, at Jim og de andre nu er havnet i søforhør. Dvs. de tre andre stikker af, så Jim alene må stå til ansvar for, at de ikke bare har svigtet almindelig menneskelig anstændighed og deres ansvar som søofficerer, men i en vis forstand også hele kolonialismens grundlag. For hvordan kan man tage europæisk dominans og lederskab alvorligt, hvis de hvide – trods al snak om moralsk og intellektuel overlegenhed – bare stikker af og overlader de andre til sig selv, når det brænder på?

Jim kæmper med sine valg og sine handlinger. Han ved, hvad han har gjort, men han kan ikke acceptere det, og han kan ikke tåle, at andre ved det eller minder ham om det. Han finder småjobs i havnebyerne i østen – at tage tilbage til England og forældrene er selvfølgelig umuligt med sådan en plet på æren – men hver gang hans historie kommer op til overfladen, må han bryde op og flygte endnu længere væk.

Noget må gøres, hvis han ikke skal gå til grunde, og Marlow finder tilsyneladende den perfekte plads til ham i form af den lille stat Patusan. Landet er blevet koblet af handelsruterne og sunket ned i indre stridigheder, men det får Jim hurtigt rettet op på. En-to-tre så er han blevet til Tuan/Lord Jim, stedets uformelle leder, der har skabt fred, velstand og åbnet landet for international handel.

Endnu et arketypisk billede på den koloniale ideologi og endnu engang identificerer Jim sig fuldstændigt med sin opgave og sit ansvar. Endnu engang påtager han sig villigt den hvide mands byrde. Endnu engang kommer virkeligheden i vejen for idealets renhed.

Som moderne læser er det let at blive irriteret på Conrad, fordi den europæiske imperialismes selvretfærdighed lyser ud af hans personer og hans historier. Jims fikse oprydning af det politiske kaos i Patusan var f.eks. næsten ikke til at holde ud. Men det gode ved Conrad er, at ideologien aldrig får lov til at stå ubesmittet tilbage. Tværtimod viser han, hvordan retfærdiggørelsen æder sig selv op inde fra. De få mænd, der som Jim eller den tragiske kaptajn Brierly er villige til at tage ansvaret på sig, bukker under for presset, og det store flertal er bare ganske almindelig mennesker, der er mest optaget af at mele deres egen kage.

Conrad skriver om havet som få andre, og hans studie af Jim er fascinerende læsning. Der er noget fremmed, fanatisk og enormt selvoptaget i ham, og det interessante er, at det både er kilden til det gode han gør og til hans undergang. Kompositionen er lidt irriterende – som i så mange andre viktorianske romaner har Conrad / Marlow travlt med at gøre rede for, hvor han har historien fra – men fortællingen er fundamentalt spændende.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s