Anmeldelser · Politik og samfund

Pia Søltoft: Kunsten at vælge sig selv

Nye veje til det personlige lederskab

Kierkegaard er hot. Coaching er hot. Erhvervsrelevant forskning er hot. Så hvad er mere naturligt end at slå de tre ting sammen og introducere Kierkegaard som coach til den moderne (erhvervs)leder? Det er for så vidt, hvad Pia Søltoft forsøger i Kunsten at vælge sig selv. Det kunne nemt blive søgt, men projektet lykkes faktisk, og bogen er både en inspirerende introduktion til Kierkegaards tænkning og et godt refleksionsrum for ledere.

Pia Søltoft: Kunsten af vælge sig selv - forside

Hele tanken om coaching og selvudvikling er omstridt. Nogle opfatter det som navlepilleri og personliggørelse af samfundsmæssige problemer. Søltoft er helt bevidst om dette forhold, og bogen igennem skriver hun sig op imod og reflekterer aktuelle tendenser i selvudviklings- og ledelseslitteraturen. Det er afgjort et af de gode træk ved bogen.

Indledningsvis diskuteres, hvad et selv overhovedet er. Grundlæggende er der tre tilgange til det: Enten opfatter man selvet som en kerne dybt inde i mennesket, som personen måske, måske ikke har mistet kontakten til, men som i hvert fald findes inderst inde. Eller også går man i den modsatte grøft og ophæver selvet som andet end en social konstruktion, der viljeløst udtrykker diskursive positioner uden mulighed for at frigøre sig fra disse bindinger og foretage egentlige personlige valg. Endelig er der den fænomenologiske tolkning, hvor selvet er knyttet til netop denne krop, der har gennemlevet netop disse oplevelser og er fysisk adskilt fra andre kroppe med deres selv. Stephen Covey og Sven Brinkman diskuteres som repræsentanter for de to første retninger.

Dernæst diskuteres Kierkegaards syn på selvet, der i Søltofts fremstilling kombinerer de tre tilgange. For ham er selvet en opgave, hvor den enkelte skal blive bevidst om og vælge det særegne og sociale, der tilsammen udgør grundlaget for den enkeltes eksistens. Det afgørende er subjektiviteten, hvordan vi forholder os til os selv og vores bevidsthed, hvordan vi skelner mellem ting der er af absolut og relativ betydning for den enkelte. Alle fødes med muligheden for det subjektive, dvs. med muligheden for at blive et individ bevidst om sin egen eksistens. Men det er netop kun en (for Kierkegaard: gudgiven) mulighed, som det er op til det enkelte menneske at forløse, og det kræver færdigheder eller livskunst. Udfordringen er, ifølge Kierkegaard og Søltoft, at vi i virkeligheden ikke har lyst til at være os selv – vi foretrækker at forklare ting med objektive faktorer i stedet for at påtage os den ubekvemme opgave at blive bevidste om os selv.

For Kierkegaard er æstetikeren et nøgleeksempel på det menneske, der mangler fast grund under fødderne og dermed mening i livet. Han kan gå op i det ene eller det andet, men han ved ikke hvorfor, og i sidste ende betyder det heller ingen ting. Alle muligheder er lige-gyldige, fordi han mangler en bevidsthed om sig selv og sine værdier at vælge ud fra, og fordi de er lige gyldige, ønsker han at holde alle muligheder åbne. Den æstetiske livsanskuelse er ifølge Søltoft stærkt udbredt, eller ligefrem dominerende, i det senmoderne præstationssamfund. For at komme ud over denne elendighed må man vælge sig selv og en livsanskuelse. At leve etisk vil netop sige at leve i overensstemmelse med sin livsanskuelse. Vejen dertil er en dobbeltbevægelse, hvor man først stopper op og betragter sin fortid, herunder alt det, man ikke har haft indflydelse på, og derefter tager den på sig, som sin egen historie. Ikke som determinerende for fremtiden, men som det udgangspunkt man må agere ud fra.

Disse overvejelser om pligten til at vælge sig selv fører til en gennemgang af Kierkegaards syn på dét etiske. Dét etiske er beslægtet med samvittigheden, og det præsenteres som noget både personligt og alment. Hver især har vi pligt til at vælge mellem det gode og det onde i vores omgang med andre mennesker, og pligten til at gøre det gode og ansvaret for vores handlinger kan vi aldrig undsige os. På den måde lægges et stort – måske et ubærligt? – pres på den enkelte, hvad både Kierkegaard og Søltoft gør opmærksom på. Derfor skal kravet om at agere etisk afbalanceres af barmhjertighed mod andre, når de ikke lykkes. Bekymringen er givetvis velment, men jeg tvivler på, at det er nok til at forhindre udbrændthed og depression som følge ad de voldsomme forventninger, mennesket præsenteres for i konkurrencestaten og gennem mediernes strøm af rigtige måder at leve livet på.

Grundlæggende mener Kierkegaard da også, at mennesket IKKE vil være sig selv, og at det drives til fortvivlelse i sit forsøg på at undslippe det etiske valg. Mulighederne er næsten uendelig: Individet kan miste sig selv i fortravlet aktivitet eller ved at blive en ”spidsborger” der bevidstløst følger modens luner. Ved at miste forbindelsen til det nære liv eller ved at gøre hverdagen til livets mening. Ved at fornægte enhver nødvendighed i sit liv eller ved at påstå at alt er bestemt af nødvendigheden. Alle udspringer de af, at mennesket ikke elsker sig selv, som det bør – dvs. tager det på sig som et opgave at blive sig selv.

Når det nu er så svært, så er der behov for hjælp, og her er det så, at Kierkegaard kommer på banen som coach for den moderne leder i særdeleshed og for mennesket i den senmoderne verden i almindelighed. Nu er coaching jo ikke noget, der ubetinget opfattes som en gode, men for Søltoft er ”hjælp til selvhjælp gennem en styret samtale mellem en coach og en coachee” grundlæggende et gode. Kierkegaard var inspireret af Sokrates’ talent som åndelig ”fødselshjælper” eller jordemoder. Når han stillede spørgsmål, fik han samtalepartneren til at erkende noget, som han i virkeligheden godt vidste i forvejen, ligesom fødselshjælperen hjælper kvinden til at føde, selvom hendes krop allerede ”ved”, hvordan den skal gøre.

Heldigvis er dét etiske alment og derfor til stede i alle mennesker. Det kan ikke vækkes med præk eller ved at fortælle, hvad dét etiske er for noget. Det kan kun vækkes gennem gøren, og derfor skal fødselshjælperens tale inspirere til handling. For at nå dertil, er det i orden af holde sine intentioner skjult og ”forføre” den anden, f.eks. ved at bruge ironi eller ved at stille spørgsmål, der åbner for en bestemt form for refleksion.

I sidste kapitel vender Søltoft sig mod indholdet af det personlige lederskab og gennemgår en række spørgsmål, som Kierkegaard stiller sin læser. Det er vigtige spørgsmål, der er af betydning for alle, men overvejelser om f.eks. mål og midler er af særlig betydning for ledere. Hvad er egentlig grundlaget for de beslutninger, man tager? Så vidt, så godt, men Søltoft går videre. Hvor medarbejderen skal bedømmes på deres handlinger, så skal lederen også bedømmes på sin person, for netop lederen kan aldrig lægge ansvaret fra sig, så længe han har rollen i organisationen. På den måde bliver hendes tolkning af det personlige lederskab ganske radikal.

Kunsten at vælge sig selv stiller spørgsmål og vækker til eftertanke. Den handler ikke bare om coaching, den ER coaching for den læser, der tør at tage Kierkegaard (og Søltoft) alvorligt. Jeg var i hvert fald meget inspireret, og jeg kan varmt anbefale bogen, uanset om du er leder eller ej.

4

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s