Michel Houllebecq: Kortet og landskabet

Om kunst, kunstnere – og Houellebecq

Dette var mit første bekendtskab med Houellebecq, og det var lidt af en overraskelse. Jeg ved ikke præcist, hvad jeg havde forventet fra tidens mest berømte og berygtede intellektuelle, franske forfatter, men det var i hvert fald ikke det her: En fascinerende og relativt let læst fortælling om en kunstners udvikling garneret med krimi-krydderi og lidt selvudlevering ved at lade forfatteren Michel Houellebecq optræde som en vigtig person i romanen.

Jed Martin er billedkunstner, og hans karriere er markeret med nogle få, markante skift. Han starter med at fotografere industriens produkter, bryder igennem med affotograferinger af klassiske Michelin-kort, så skifter han til malerier af professioner fra det moderne samfund og slutter med mærkelige videoinstallationer, der viser de menneskeskabte tings opløsning og vegetationens ubønhørlige tilbageerobring af verden. Det er en dokumentation af menneskets skaberkraft og dets skrøbelighed, af det hårde, målrettede arbejde som livets mening – og af alle frembringelsers flygtighed i planetens tidsperspektiv.

Historien foregår fra nu og frem, men det er ikke fremtidens samfund, der optager Houellebecq. Snarere er det prisen for kunsten, der står i centrum. Jed Martin er en dybt ensom sjæl, der aldrig rigtig har haft venner og som lader sine to eneste rigtige kærlighedsforhold glide ud mellem fingrene. Som lille mistede han moderen, der begik selvmord, hvorefter faderen trak sig mere og mere ind i sit arbejde som arkitekt, selvom det var dybt utilfredsstillende at opgive de idealistiske planer for fremtidens økologiske samfund til fordel for hotelbyggerier på Middelhavskysten.
Jeds liv er både en opfyldelse af faderens kunstneriske drømme og en videreførelse af hans syn på arbejdet som livets egentlige mening. Jeds værker bliver til i årelange cykler af ensomhed og arbejdsraseri, succes og tomhed. Han ofrer alt for kunsten uden overhovedet at tænke over, at det er det han gør, og han fortolker det moderne samfund ved at stå uden for det.

Man aner nogle paralleller mellem Jed Martin og Michel Houellebecq. Eller nogle paralleller mellem Jed Martin og Michel Houellebecqs selvopfattelse. Eller måske nogle paralleller mellem Jed Martin og offentlighedens opfattelse af Michel Houellebecq. Det hele er indlejret i lag på lag af ironi og distance.

”Forfatteren til Elementærpartikler”, som han hyppigt betegnes i romanen, skal skrive kataloget til Martins store udstilling af malerier om simple metiérer. Det er hans egentlige hovedværk, og som tak for indsatsen lover han at male et portræt, der bliver til seriens sidste værk, Michel Houellebecq, forfatter. På den måde lader den rigtige Houllebecq såmænd sig selv sætte det sidste punktum for modernitetens store professioner. Det er da alligevel noget!

Handlingen i Kortet og landskabet er langt hen af vejen såre simpel. Vi følger Martin fra gennembruddet med Michelinkortene til den succesfulde maleriudstilling ti år senere, og undervejs får vi hans opvækst i tilbageglimt med det uforløste forhold til faderen som omdrejningspunkt.

Men i tredje del skifter bogen karakter. Perspektivet er nu kommissær Jasselins, en ældre politimand, der skal opklare et bestialsk dobbeltmord på en eneboer og hans hund. En sag, der trækker spor til den berømte kunstner Jed Martin, og straks er man fanget ind i kriminalromanens univers med dens jagt på spor og sammenhæng – kun for at opdage, at Houellebecq leger med én. Som i Mordet på Halland er krimiformen kun en maske.

Kortet og landskabet er en stor intellektuel roman om kunsten og dens væsen med masser af spidse iagttagelser af tidens tendenser. Det er let at udlægge Houllebecq som misantrop, for han er dybt skeptisk over for næsten alt, men hans skrift er også meget menneskelig. Den er fyldt med fine iagttagelser og humoristiske indslag, og så var romanen altså både spændende og lige til at læse.