Romantik og sprogkunst i tidligt skuespil
Den nye oversættelse af Shakespeares skuespil er bygget kronologisk op, og det første stykke i første bind er De to herrer fra Verona. Det anerkendes da også almindeligvis som et af hans tidligste værker, bl.a. fordi det dramaturgisk er ret simpelt.
Det er en præcis karakteristik. De to unge herrer i titlen er Valentin og Proteus fra Verona. Begge sendes til hertugens hof i Milano, hvor de skal modnes til rigtige adelsmænd. Mere vigtigt er det, at de angribes hårdt af kærlighedens pinsler, og inden længe kæmper de med både ærlige og knap så ærlige midler for deres elskedes gunst. Det mest overraskende i den historie er rivaliseringen mellem de to venner, da de begge falder for hertugens datter Silvia.
I Romeo og Julie er kærligheden tragisk, men De to herrer fra Verona er anderledes let. Det er en romance, hvor man aldrig for alvor tvivler på den lykkelige slutning, og hvor tonen fra start til slut er let og livlig. Det betyder også, at karaktererne savner dybde og kant, for de friske ungersvende adskiller sig ikke meget fra tusinder af andre unge mænd elskovseventyr.
Andre Shakespeare-træk er derimod til stede allerede: De to tjenere Vims og Lanse er med som komiske elementer, og de sociale skel markeres sprogligt. Adelsmændene taler altid på vers, mens tjenernes monologer er i prosa. Den sproglige ekvilibrisme har de til gengæld tilfælles, og det udmønter sig i mange komiske replikskifter.
Det er et heroisk projekt Niels Brunse har kastet sig ud i med nyoversættelser af alle skuespillene, men det ser ud til at lykkes. I dette første stykke er der i hvert fald en vidunderlig lethed i sproget, og de nye ord (jeg bemærkede f.eks. udtrykket ”slå op med”) doceres præcist. Resultatet er både letlæseligt og langtidsholdbart.
Mest om bøger 