Fortællinger fra Jylland
Blicher har et fortjent ry som en af Jyllands og Danmarks store digtere. Han var en af de første til at skrive moderne fiktionsprosa på dansk, og han var samtidig – med sine mange noveller udgivet mellem 1824 og hans død i 1847 – den første betydningsfulde skikkelse indenfor dansk realisme.
Produktionen var stor, men også af meget svingende kvalitet. Det fremgår også af antologien ”Udvalgte noveller” som Georg Christensen udgav og kommenterede i 1922. Langt det mest er sorteret fra på forhånd, men jeg f.eks. godt have været ’Røverstuen’ foruden.
Jeg har anmeldt En landsbydegns dagbog, der med rette fremhæves som et hovedværk i egen ret. Men det er interessant, at brugen af dagbøger, breve og notater til at skabe autencitet går igen i andre noveller som ’Stakkels Louis’ og ’Præsten fra Vejlbye’. Læseren inviteres helt ind i hovedet på fortælleren, og hans personlige engagement i historien gør den også mere vedkommende.
I ’Stakkels Louis’ får vi ikke bare historien om en adelsmand, der blev fordrevet fra Frankrig under den franske revolution, der startede med stormen på Bastillen i 1789. Fortælleren har nemlig haft ham som fransklærer, da han var dreng i Danmark, og novellen fortælles gennem breve til en barndomsven, der også har kendt Louis:
”Når jeg siden har tænkt på vor stakkels Louis, er det kommen mig for, at han må have været noget stort før revolutionen – en Duc måske; hans navn kan ikke have været ukendt eller ubetydeligt, siden han anså for nødvendigt så strængelig at holde det skjult, thi Louis kaldte han sig jo kun efter sin ulykkelige konge.” (I, 90)
Så er scenen sat på en måde, der giver terroren en genkendelig ramme. Ser man ud over hele samlingen er det tankevækkende, hvor meget revolutionen og napoleonskrigene fylder i teksterne. Jeg har ikke læst så meget litteratur fra starten af 1800-tallet, men det er tydeligt, at de 25 års omvæltninger fyldte lige så meget i datidens bevidsthed, som anden verdenskrig kom til at fylde i dansk litteratur efter 1945. Det var simpelthen et fælles referencepunkt, som både personer og forfattere brugte som pejlemærke for deres fortællinger.
Trods sit demokratiske engagement i 1840’erne, var Blicher ikke begejstret for revolutionen og 1700-tallets naturfilosofi fremstilles som ødelæggende for liv og moral. Det fremgår tydeligst af ’Fjorten dage i Jylland’ fra 1836. Den amoralske baron Sonnenthal bruger den uden videre til at forsvare en hensynsløs egoisme, hvor hun uden blusel går så vidt som kidnapning for at få de kvinder han vil have.
”’Min Kærlighed til ham er dobbelt nu,’ havde hun sagt: ’den første var ren som den anden, men begge må sammensmelte til een. Tre engle, Therese! lede os gennem dette korte liv: Tro, håb og kærlighed. Men der kommer en tid, Therese! da hine forlade os, når troen er vorden vished og håbet opfyldt; da bliver kærligheden ene tilbage. – Ja i sandhed! det er den Guds kraft i de svage, som det naturlige menneske ikke fatter.” (II, 239-240)
Blicher var med til at give egnene omkring Viborg og Randers stemme. Mange af novellerne handler om det bedre borgerskab, men hans tætte forhold til almuen skinner tydeligt igennem. Han bruger deres sprog og fortællinger til at opbygge en ramme, der fremstår realistisk og særegen. Jeg kunne dog godt være foruden, at han ligefrem skriver på jysk som i ’E Bindstouw’. Det bliver lige besværligt nok at kæmpe sig igennem.
Selvom der er meget romantisk kærlighed i novellerne, så er der også en fremragende skildring af hedeegnenes særpræg og en stribe af interessante personer. Og når de stadig er interessante, så skyldes det, at de er tvetydige, skrøbelige og lige så lidt til at stole på, som os andre.
Mest om bøger 