Uforløst forsøg på at lære af fejl
Ledelseslitteraturen er fyldt med helteportrætter og forsøg på at lære af de bedste. Det giver sådan set god mening, intuitivt giver det i hvert fald bedre mening end at lære af de dårligste, men i praksis er det ganske vanskeligt. For det første er det ikke nemt at overføre Jack Welsh’ greb til ens egen lille forretning, for det andet er det ganske vanskeligt at afgøre, hvad der egentlig er de bedste forbilleder. Virksomheder, der var forbilleder for en generation af ledere, viser sig alligevel at blive kørt over af udviklingen tyve år senere, og så var der måske alligevel ikke tale om så fremsynet og forbilledlig ledelse?
Den lille bog Pissedårlig ledelse prøver at vende tilgangen på hovedet. I stedet for at tale om idealer og forbilleder, skal vi i stedet lære af den mere mudrede virkelighed, hvor vellykkede tiltag blander sig med fejltagelser og deciderede fiaskoer.
De tre første bidrag af Karsten Mellon, Søren Voxted og Karin Hjort beskæftiger sig med, hvordan man kan være en dårlig leder, og det gør de ud fra eksisterende litteratur, for det er selvfølgelig ikke kun forbilleder, der er skrevet om. Og der er virkeligt mange måder at være en dårlig leder på. Mellon konstaterer, at den værste ledelse er den, der gør livet svært for medarbejderne, og det skyldes primært mangel på selverkendelse og selvrefleksion. I praksis kan det tage mange forskellige former. Voxted diskuterer især anerkendende ledelse som ledelsesteknologi, og han konstaterer, at ”afvæbnende anerkendelse” er vildt frustrerende for medarbejderne. Anerkendelse nytter f.eks. ikke, hvis der bare ikke er kompetencer og potentialer at bygge på. Det går heller ikke med optimistisk anerkendelse, hvis en målsætning ganske enkelt ER fagligt umulig, og det bliver kun værre, hvis lederen ikke har den fornødne indsigt til at se forskel. Og endelig er der store medarbejdergrupper, som ikke går på arbejde for at blive anerkendt. Karin Hjorts tilgang minder om Mellons, men hun tager udgangspunkt i diagnoser fremfor teorier for at karakterisere forskellige former for dårlig ledelse.
De tre kapitler er ikke dårlige, men det bliver en meget hurtig overflyvning over store teoretiske vidder, og det føles også lidt som en øvelse, hvor det gælder om – uha, uha – at sige ”pissedårlig” så mange gange som muligt i trods mod den almindelige akademiske jargon.
Så er der lidt mere bid i Klaus Majgaards og Alexander von Oettingens bidrag, fordi de selv har ledererfaring og fordi man fornemmer, at de tager udgangspunkt i den, selvom de ikke folder deciderede pinagtigheder ud i detaljer. Begge må konstatere, at man som leder ikke altid kan leve op til idealerne, men de har en lidt forskellig tilgang til det. For Majgaard er der en indbygget dobbelthed i ledelsesrollen, hvor lederen på den ene side oprigtigt skal elske organisationens kerneopgave og medarbejdere, men hvor hun samtidig skal sætte retning og korrigere, når tingene er ved at køre af sporet. Den balance er svær, og der vil uundgåeligt ske ”modenhedsskred” hvor man retter sine frustrationer mod omverdenen, mod sig selv eller hengiver sig til en tro på, at man blot skal gøre-gøre-gøre for at komme i mål. Så er det bare med at se sig selv i øjnene og komme op på hesten igen – der findes trods alt meget værre former for ledelse.
Von Oettingen konstaterer, at ledere ikke altid kan leve op til idealerne, og det skyldes ikke manglende kompetence eller ond vilje. I stedet konstateres det, at ledere befinder sig i det evige modsætningsforhold mellem magt, frihed og sandhed, hvor det er umuligt at have det hele på samme tid, og hvor moderne organisationer netop er karakteriseret ved at have uklare afgrænsninger. Det skyldes både, at der er en uformel organisation ved siden af den egentlige organisation, og at samspillet mellem ledere og medarbejdere dyrker medbestemmelse og åbenhed, selvom der stadig er et hierarki. Heldigvis kan man trøste sig med at læse Gadamer og konstatere, at det er gennem negationer, at vi for alvor lærer noget og udvikler os.
Da jeg først læste om Pissedårlig ledelse, var jeg ret begejstret, fordi jeg glædede mig til endelig at læse en bog, der turde tage fat udgangspunkt i eksempler på dårlig ledelse, for Oettingen har jo ret i, at der i virkeligheden er meget mere at lære, når ting går galt. Desværre formår bogen ikke for alvor at folde denne præmis ud. Vi kommer ikke derind, hvor det gør rigtig ondt. Den er stadig værd at læse – ikke mindst for de to sidste bidrag, hvor man mærker den personlige erfaring med at have udøvet pissedårlig ledelse, også selvom det ikke foldes ud i konkrete eksempler.
Mest om bøger 