Barsk fortælling om den indiske underklasse
Mistrys roman fra 1995 er en ordentlig moppedreng. Den danske udgave fylder næsten 600 sider, og historien kommer vidt omkring i det moderne Indiens historie. Fortællingen tager sit udgangspunkt i 1974. Indira Ghandi har lige erklæret undtagelsestilstand og dermed annulleret, hvad der lignede et nederlag ved parlamentsvalget. En ny bølge af undertrykkelse skyller ind over landet, og der bliver slået hårdt ned på både den officielle opposition og på de folkelige protester i gaderne.
Dina Dilal er ikke synderligt optaget af politik. Hun er enke, og hendes største frygt er at opgive sin selvstændige tilværelse og flytte tilbage til sin storebror Nusswan, der lige siden forældrenes død har gjort hvad han kunne for at styre hendes tilværelse. Det kræver penge at blive boende, og sammen med veninden Zenobia har hun fundet på en plan. For det første skal det ene værelse lejes ud, og heldigvis har en af deres gamle klassekammerater en søn, der er på desperat flugt fra sit kollegie, der er præget af vold og misbrug. For det andet skal Dina gå ind i tøjbranchen som underleverandør til et af de mange firmaer, der får syet tøj til eksport ude i byen. Udfordringen er at finde to skræddere til arbejdet men ved et tilfælde lykkes det.
Det næste års tid eller halvandet vokser et stærkt fællesskab frem mellem de fire hovedpersoner: Dina, den studerende Maneck Kohlah, skrædderen Ishvar Darji og hans unge nevø Omprakash, der også er skrædder. De første mange sider går dog med at fortælle, hvordan personerne er havnet i Dinas lejlighed. Hun oplevede selv et stort kærlighedseventyr som ung, men desværre blev manden dræbt i et trafikuheld, og hun har aldrig fået børn eller for alvor kommet sig over tabet. Selvom broderen har masser af venner, der er betaget af hende, så har hun overhovedet ikke lyst til at blive gift igen.
Maneck er vokset op i kanten af Himalayabjergne oppe nord på. Hans fars familie mistede det meste af deres ejendom i forbindelse med delingen mellem Indien og Pakistan, men de har alligevel klaret sig godt som indehavere af en købmandsforretning og som producenter af Kaycee, en særlig lokal cola, der formår at holde de store mærker stangen – i hvert fald indtil moderniseringsprojekterne med nye veje begynder at tage fart. Forældrene er optaget af at sikre ham en god tilværelse, og derfor bliver han først sendt på kostskole og så på universitetet, selvom han elsker sin hjemegn og bare vil blive der. Resultatet er rodløshed og en evig følelse at være blevet forstødt af især faderen.
Den mest dramatiske historie er dog skræddernes. De kommer fra en traditionel landsby, hvor kastesystemet stadig eksisterer i bedste velgående. Ishvars forældre var fra den kaste, der fjernede døde dyr, garvede skind og lavede lædervarer ud af dem. Det var en lavkaste og så meget som et blik på en højkasteperson kunne føre til de frygteligste straffe. Den samme skæbne venter Ishvar og hans bror, indtil faderen beslutter at sende dem til en nærliggende by, hvor en muslimsk skrædder er villig til at tage dem i lære. Det går egentlig godt. Brødrene får et nyt levebrød og mulighed for at løfte sig socialt, men den gamle orden rumsterer under overfladen, og der er kræfter som blot leder efter en undskyldning for at slå dem tilbage på plads.
I starten har hverken skrædderne eller Dina den store tillid til hinanden. Ishvar og Omprakash bor i et af de utallige slumkvarterer, og særligt den unge mand håber på at handle direkte med Dinas firma og tjene flere penge. Hun er på sin side blevet tudet ørene fulde af, at hun som arbejdsgiver må kræve jernhård disciplin, og selvom hun egentlig ikke deler sin omgangskreds’ begejstring for regeringens barske metoder, så frygter hun at blive taget ved næsen. Men efterhånden lærer de fire personer at stole på hinanden, og rundt om de fire hovedpersoner er der en lang række farverige bifigurer fra slummen. De lever af at samle hår for at sælge det til udlandet, optræder med indstuderede numre eller som tigger på gaden under den store Tiggerboss’ ledelse.
Mistry holder ikke igen, når det gælder skildringen af den ydmygende tilværelse, som Indiens fattige har. Det er også en politisk roman. Den fordømmer den sekteriske vold i forbindelse med delingen i 1947, den kritiserer kastesystemet, der fortsat holder lavkasterne i et jerngreb, og den anklager ikke mindst kongrespartiets regering i 1970’erne for at være voldelig, undertrykkende og bundkorrupt. Alle er tilsyneladende bare ude på at mele deres egen kage, og det stort anlagte familieplanlægningsprogram ender hurtigt som endnu et voldeligt overgreb på landets fattigste.
Efter endt læsning sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at jeg burde være mere begejstret for romanen, end jeg egentlig er. Den fortæller en storladen historie om interessante mennesker i en voldsom og omskiftelig tid, og det er træk, jeg plejer at være ret begejstret for. Alligevel var jeg ikke helt oppe at ringe over bogen. Den er meget lang, og der var dele af historien, der blev fortalt lidt for omstændeligt. Jeg savnede også lidt nuancer i skurkene, der bliver næsten karikeret ondskabsfulde.
Mest om bøger 