Forviklinger – nu med alfer
Stykket er et af Shakespeares mest populære lystspil. De dramatiske og komiske elementer er velkendte – kærlighed, forvekslinger og fjollede tjenestefolk – men rammen er særlig, på en gang romantisk og mystisk dragende. Jeg har indtil videre kun læst det, men det må egne sig perfekt til en udendørsopførsel en lun og lys sommeraften.
Handlingen foregår i Athen, mens sagnhelten Theseus var konge, men det kunne være hvor som helst, for det athenske samfund eller forestillingen om det, spiller ingen rolle. Der er almenmenneskelige forhold på spil, så det handler mest om at placere handlingen et ukendt sted, så fantasien slippes løs. Stykket udspiller sig ikke ”for lang tid siden i galakse fjernt herfra” men det kunne fint være tilfældet.
Hermia og Lysander elsker hinanden, men Hermias far Egeus bryder sig ikke om matchet. Han foretrækker Demetrius, der også er forelsket i Hermia, men slet ikke har blik for Helena, der elsker ham. Selvom Theseus ikke er meget for det, tvinger rigets gamle love ham til at sætte Hermia stolen for døren: Enten må hun samtykke i sin fars valg, eller også må hun for evigt opgive tanken om ægteskab.
Den skæbne kan de unge elskende ikke acceptere, så de planlægger at flygte sammen til en anden bystat. De skal mødes i den skære sommernat ude i skoven, hvor det meste af handlingen foregår. Skoven er alfernes rige, hvor alfekongen Oberon er kommet på kant med sin selvstændige dronning Titania. Ikke nok med det: I skoven færdes også Nikolaj Rumpe, Peter Kvæde og andre håndværkere fra Athen, der øver sig på en højst tvivlsom opførsel af myten om Pyramus og Thisbe til Theseus bryllup to dage senere.
I denne nat fremskriver Shakespeare en blanding af komik og romantik med et fantastisk sprogligt overskud. Tag f.eks. Titanias svada til Oberon:
”Nej, det er jalousiens falske løgne;
og lige fra skærsommers første dag,
når vi er kommet sammen for at danse
til vindens fløjtespil, på bjerg, i dal,
ved stenet kilde eller hastig bæk,
i skov og eng, på havets brede strand,
hver gang har du forstyrret glæden for os
med alt dit kiv og kævl. Og vindene,
der fløjtede forgæves, har som hævn
fra havet suget skidne tåger op,
der faldt på land, så hver en ussel flod
af indbildskhed gik over sine bredder.
Forgæves har nu oksen båret åget,
plovmanden spildt sin sved, og kornets spirer
er rådnet, før de spæde aks fik skæg.
På druknet mark står fårefolden tom,
de pestbefængte dyr er kragers måltid;
hvert grønsværs-møllebræt er fyldt af mudder,
hver sindrig labyrint er groet til
med græs, for ingen løber mere i dem.” (s. 284-285)
Oberon lader sig dog ikke slå ud. Han sætter sin tjener og hofnar Puk til at dryppe kærlighedsmikstur i øjnene på både Titania og Demetrius, så de forelsker sig i det første, de får øje på. Det går selvfølgelig galt, så Lysander bliver forelsket i Helena og forviklingerne breder sig. Især Helena må holde hårdt for, for da hun pludselig mødes med lidenskabelige kærlighedserklæringer fra en uventet kant, opfatter hun det naturligt nok som ondskabsfuldt drilleri.
Nu er det jo en komedie, så i sidste ende bliver problemerne løst og de elskende gift. Afslutningen er til gengæld speciel. Håndværkerne får endelig opført deres stykke, ledsaget af hånlige kommentarer fra Theseus og de andre aristokrater, og som afslutning kommer alferne på scenen og leverer en forsonlig velsignelse af parrenes kærlighed. Nå ja, det allersidste ord får Puk, da han med en metakommentar beder publikum om at klappe!
Som i andre af Shakespeares komedier stammer en del af komikken fra forvekslinger. Der var tydeligst i Tvillingerne, hvor der nærmest ikke var andet, men i En skærsommernatsdrøm sker det i en mere interessant indpakning, der er anderledes stemningsfuld. Det var en fornøjelse, og det er den af hans komedier, som jeg længes mest efter at se en opførelse af.
Mest om bøger 