Røverhistorier fra virkeligheden
Jørgen Jürgensen må være et af de mest usædvanlige mennesker i Danmarkshistorien. I 1809 formåede han være konge af Island i et par måneder, og selvom det nok er en af de væsentligste grunde til Gudmundssons interesse for ham, så er det ikke nødvendigvis det mest usædvanlige i hans liv. Jürgensen får man lyst til at lære mere om, men romanen lykkes ikke rigtigt.
Jørgen Jürgensen blev født i København som en del af det bedre borgerskab. Hans far var berømt urmager og kongelig hofleverandør, men sønnen var af en helt anden støbning. Han led af overdreven fantasi og udlængsel, og det skulle snart vise sig, at han havde særlige evner for at komme i usædvanlige situationer og for at sætte alle indtægter over styr med spil og dårlige beslutninger.
Men det var også et liv, som førte ham rundt på hele kloden. Han var med til at opdage, at Tasmanien var en ø og ikke en del af det australske kontinent, han var spion for England og så blev han altså konge på Island i et par måneder. Det gjorde ham til landsforræder, men han havde for længst valgt England over Danmark, så det gjorde måske ikke så meget. Det forhindrede ikke, at han efterfølgende gik i hundene og havnede i gældsfængsel – de mange fængselsophold gav ham mulighed for at skrive sine bøger – inden han blev deporteret til Tasmanien, hvor han endte sine dage.
Uanset hvor han var, stak han ud fra mængden, og gang på gang var han lige ved at blive optaget i det gode selskab kun for alligevel at falde mod bunden. Og som regel var det hans egen skyld.
Der er også andre omdrejningspunkter i romanen. Der er f.eks. præsten Jòn Steingrimsson, der var øjenvidne til det store vulkanudbrud i 1783, der var medvirkende til den franske revolution seks år senere, og historien slutter med Finnur Magnusson, der som ung embedsmand afviste at slutte sig til kong Jørgen og i stedet endte som berømt filolog i København.
Jørgen Jürgensen er en usædvanligt interessant skikkelse, som mange forfattere og historikere har interesseret sig for. (Han spiller f.eks. også en stor rolle i Claudio Magris’ I blinde.) Desværre får Gudmundsson ikke for alvor forløst materialet, fordi han ender med at placere sig midt mellem romanen og biografien. Der er for mange løse ender og spring i fortællingen til at kalde det en biografi, og det uendelige antal henvisninger og årstal bliver i længden trættende, når man læser bogen som skønlitteratur.
Mest om bøger 