(Næsten) alle dør
I 1500-tallet var “hævnskuespillet” en elsket genre, og som navnet antyder, så handlede de typisk om blodig hævn. Shakespeare forsøgte sig naturligvis også med genren, og resultatet blev Titus Andronicus, der er hans mest voldelige stykke – men bestemt ikke et af de bedste.
Andronicus er en fiktiv general fra den romerske kejsertid. Han vender tilbage til Rom, netop da den gamle kejser er død, og han medbringer både sine sidste overlevende sønner – ud af 25 er de 21 faldet i kamp – datteren Lavinia og goterdronningen Tamora og hendes sønner. I Rom bejler kejserens sønner Saturninus og Bassianus til kronen, mens Andronicus afslår titlen.
Og her er det så at kæden falder af for mig. Ud af det blå erklærer Bassinus Lavinia sin kærlighed og endnu mere ud af det blå tager Saturninus Tamora som sin dronning. Ikke overraskende er hun opfyldt af hævntørst til Andronicus og hans familie, og inden længe er alle optaget af at dræbe og lægge fælder for hinanden.
Nu er det jo ikke usædvanligt at en eller flere karakterer må lade livet i et Shakespeare stykke – i Richard III optræder halvdelen af rollerne både som sig selv og som deres spøgelse – men volden er kun med til at løfte stykket, hvis man forstår personernes motiver og hvis man har lært ofrene så godt at kende, at man faktisk bliver berørt af deres skæbne.
Sådan var det ikke rigtig i Titus Andronicus. Som en del af Niels Brunses nyoversættelse skulle stykket naturligvis læses, men jeg kommer nok ikke til at vende tilbage til det.
Mest om bøger 