Anmeldelser · Europæiske perler

Abdulrazak Gurnah: Paradis

Afrika før kolonisterne

Når nobelprisen i litteratur bliver offentliggjort, kan prismodtagerne falde i tre kategorier for mig: Det kan være en forfatter, jeg faktisk har læst noget af. Det kan være en forfatter, hvis værker jeg kender af omtale, men som jeg bare ikke er nået til endnu. Eller det kan være en forfatter, som jeg oprigtigt kan sige, at jeg ikke anede hvem er. Gurnah hørte til den sidste gruppe, men det skal ikke lægges ham til last.

Abdulrazak Gurnah: Paradis - forside

Paradis kom første gang på dansk i 1995 men er blevet genudgivet i år. Hovedpersonen er Yusuf, der i starten af romanen bor sammen med sine forældre i en lille by i tysk Østafrika, dvs. det nuværende Tanzania. Familien driver et lille hotel, og de får af og til besøg af ”Onkel Aziz”, der altid stikker drengen en mønt, inden han rejser igen.

Indtil en dag, hvor alt er forandret. Forældrene er kede af det, og i stedet for en mønt bliver Yusuf sendt med Aziz. Efter en togrejse ud til kysten ankommer de til hans hus, men da Yusuf vil gå med ham ind bliver fejet af. Fra nu af hører han til i gårdens butik, hvor han sammen med den lidt ældre Khalil skal sælge varer til byens borgere. Khalil bliver som en storebror for ham, og det er også ham, der sætter tingene ind i den rigtige sammenhæng: Forældrene er kommet i gæld, og de har sendt Yusuf til Aziz som pant. Han er blevet gældsslave.

Aziz er en rig arabisk købmand, der er kommet til byen fra Zanzibar. Det meste af formuen har han fået fra ægteskabet med enken efter den tidligere købmand. Hun siges nu at være blevet vanvittig, og Aziz styrer forretningerne med diskret elegance. Det er kun Khalil, der må gå ind i huset, men Yusuf får efterhånden lov til at færdes i den skønne have, som passes af en gammel mand, der også viser sig at være slave. Aziz tjener penge på at handle med de lokale, men det mest profitable er ekspeditioner til Malawisøen i landets indre, hvor han opkøber elfenben, næsehornshorn og andre attraktive eksportvarer.

Efter et år på en handelsstation inde i landet kommer Yusuf med på den næste store ekspedition. Det bliver en voldsom rejse. Aziz må konstant bestikke de lokale høvdinge for at få lov til at rejse gennem deres territorier, og undervejs bliver bærerne syge og dør på samlebånd. Fremme ved søen bliver gruppen advaret mod at rejse gennem den farlige Chatus territorium, og da de gør det alligevel, bliver det som en rejse til mørkets hjerte. En nat bliver vagterne brutalt myrdet, og alt deres gods taget fra dem. Azis nægter at give op, og Yusuf får mulighed for at iagttage det hele på nærmeste hold, da han får besked på at opholde sig ved høvdingen som gidsel.

Hjælpen kommer fra en uventet kant. Romanen foregår i årene op til første verdenskrig, hvor europæerne kæmper om at erobre det endnu ukendte territorium i verden. Engang var de tilfredse med handelsstationer på kysten, men nu begynder de også at sætte sig igennem i baglandet, og det er en tysk kommando, der bliver ekspeditionens redning. Stillet over for den overmagt kan Chatu ikke gøre andet end at lade dem rejse tilbage.

Der tales meget om europæerne i romanen, selvom de sjældent er fysisk tilstede. Særligt tyskerne er berømte og berygtede for deres brutalitet, der får næsten mytisk karakter, f.eks. i historierne om, at de spiser jern eller at de aldrig kan slås ihjel.

Yusuf omtales flere gange som meget smuk, og der spøges med, at både soldater og kvinder kunne finde på at forgribe sig på ham. Det fylder ham med skræk, men efterhånden som han vokser op – vi følger ham fra ti-års alderen til han er sytten – begynder han også at interessere sig for kvinder. Det starter helt uskyldigt med datteren på handelsstationen, der gerne ligger kælent op af ham, og det fortsætter med en ung kvinde i Chatus landsby, der kommer til ham om natten. I romanens sidste del får Aziz’ kone også øje på ham, og Yusuf lader sig – trods Khalils advarsler – fange ind, for han er fascineret af hendes unge tjenestepige.

Paradis er en velskrevet roman, der vender op og ned på gamle litterære traditioner og giver stemme til det multikulturelle samfund, der fandtes i Østafrika inden koloniseringen. Men det er også en roman om at miste sin familie, om at finde en ny og ikke mindst om at blive voksen og opdage sin plads i verden. Det er en bog, hvor den rolige og egentlig lidt distancerede fortællestil står i skarp kontrast til de voldsomme ting, der sker i den.

Advertisement

En kommentar til “Abdulrazak Gurnah: Paradis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s