Anmeldelser · Billeder med ord - ord med billeder

Jörg Ulbert og Jörg Mailliet: Westend. Berlin 1983

Knap så imponerende 2’er

Jeg var meget begejstret for Gleisdreieck, første bind af Ulbert og Mailliets serie fra 1980’ernes Vestberlin, så det var med spænding, jeg kastede mig over bind 2. Det har mange af de samme kvaliteter som den første bog, især på billedsiden, men der er ikke den samme friskhed i historiefortællingen.

Ulbert og Mailliet: Westend. Berlin 1983 - forside

Der er gået to siden politiagenten Otto kom til byen for at fange RAF-terroristen Makarov. Han arbejder stadig undercover for BKA (Bundeskriminalamt) og har travlt med at blande sig med byens venstreorienterede grupper. Formålet var i første omgang at få en muldvarp helt tæt på terroristernes ledelse, men den målsætning træder i baggrunden til fordel for spil og rivalisering mellem de forskellige efterforskningsenheder.

Hans føringsofficer Friedrich Wittin sender ham ind i en buddhistisk sekt for at opspore en ung mand, der er gået under jorden. Hans far er nemlig dommer i en af de fire (!) fejlslagne retssager mod Ulrich Schmückers formodede mordere. De gentagne retssager er en af forbundsrepublikkens største juridiske skandaler, og Wittin symboliserer i bogen de mange pinlige forsøg fra myndighederne på at blande sig i sagens forløb. Den kæderygende og øl-glade Otto passer egentlig ikke ind, men han bliver modtaget og også snart sat til at opklare, hvorfor pengene forsvinder fra gruppens diskotek.

Karl, den lyshårede hippie og punkfan fra bind I, dukker også op igen. Han arbejder nu som frivillig for den advokat, der er forsvarer i Schmücker-sagen, og han er bl.a. med til at sikre medieopmærksomhed omkring sagen, der konstant er ved at smuldre for myndighederne. Umiddelbart ser det ud, som han nu har fået styr på tilværelsen, men samtidig er han blevet meddeler for Wittin og viklet ind i et spil, som han efterhånden har svært ved at overskue.

Det står efterhånden klart, at der foregår en beskidt kamp mellem de tyske efterretningstjenester, der alle har meddelere på venstrefløjen, men som virker mere optagede af den interne rivalisering og af at dække over egne fejl end af at optrevle de aktive terrorceller.

Den historie blev jeg aldrig rigtigt grebet af, men billedsiden er stadig vidunderligt stemningsfuld. Berlin er grumset og brun-gul i dagtimerne, og om natten folder livet sig ud i vilde psykedeliske farver. Samtidig er der et godt blik for de mange vanvittige ting, der prægede den delte by, som f.eks. en rallybane som ”Tysklands ældste transvestit” havde anlagt midt byen, hvor Topographie des Terrors i dag holder til.

Advertisement

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s