Anmeldelser · Historie

Christiane Hoffmann: Alles, was wir nicht erinnern

Omgang med den personlige og den store historie

Det kan være svært at forstå, at der kan være aspekter af anden verdenskrig, der fortsat ikke er godt nok belyst, men sådan er det altså. Hver generation ser tingene på nye måder, og det var en så altomfattende begivenhed, at der altid vil være mere at undersøge og prøve at forstå. Et af de emner, jeg ikke selv har læst så meget om, er fordrivelsen af den tyske befolkning i den vestlige del af Polen og Sudeterlandet i 1945.

Christiane Hoffmann: Alles was wir nicht erinnern - forside

Det er måske forkert, for der var tale om deportation af millioner af mennesker fra områder, der havde været præget af tysk kultur i århundreder, og selvfølgelig konfiskation af de samme menneskers private ejendom. Det var vel den største etniske udrensning i europæisk historie og grundlaget for de (mere) etniske homogene nationalstater i Østeuropa efter 1945, og når det alligevel ikke fylder så meget i vores bevidsthed, så handler det selvfølgelig om det, der var gået forud: Den tyske angrebskrig, holocaust og de frygtelige overgreb på civile i Sovjetunionen. Det er svært at tale om fordrivelsen af tyskerne uden at komme til at flirte med en relativering af den tyske skyld – så er det nemmere at forbigå det i tavshed.

Alt det er Christiane Hoffmann udmærket klar over i sin bog. Hun er selv barn af forældre, der blev fordrevet efter 1945. Faktisk kan hun ikke finde en eneste forfader i sit stamtræ, der IKKE stammer fra de tyske områder øst for den nuværende Oder-Neisse grænse, og nu hvor hendes far er død, har hun behov for endelig at konfrontere den fortid, der uudtalt har præget hendes familie i hele livet. Konkret beslutter hun selv at gå den rute, som han som 9-årig tilbagelagde sammen med de fleste kvinder og børn fra landsbyen Rosenthal i januar-februar 1945. Den førte flygtningene fra området lige vest for Oder mod vest og mod syd, hvor de opholdt sig i den vestlige del af Sudeterlandet indtil krigens afslutning. Undervejs møder hun en masse mennesker: De færreste nærer fortsat had til tyskerne; det mest chokerende for Hoffmann er faktisk at flere beundrer Hitler som stærk mand og folkefrelser.

Det andet spor handler om familiens liv uden for Hamborg og ikke mindst om, hvordan flugten hele tiden var en del af tilværelsen. Det var en typisk tysk efterkrigsfamilie: Farmoren kom sig aldrig over flugten, farfaren kom først hjem efter flere år i sovjetisk krigsfangenskab, farbror Gottfred overlevede ikke krigen, mens farbror Manfred, der havde været engageret nazist, slap billigere med fangenskab hos briterne. Manfred var i øvrigt den, der holdt mindet om Rosenthal i live og aldrig holdt op med at kritisere uretfærdigheden, mens faderen kun talte om flugten og fortiden i generelle og ukonkrete vendinger.

Det mest overraskende for mig – og afgjort et af de mest interessante dele af bogen – var den tætte forbindelse til de nye beboere af familiens gård i Rosenthal under den kolde krig. Familien Hoffmann skrev jævnligt til dem, sendte gaver til højtiderne og besøgte dem endda under tøbruddet i 1970’erne. Men måske var det ikke så mærkeligt alligevel: De nye beboere i Rosenthal var ikke polakker, der havde boet i området i forvejen, men derimod mennesker fra den vestlige del af Ukraine, der selv var blevet etnisk udrenset fra Stalins Sovjetunionen. De forstod, hvad det betød at have mistet et hjem og længslen efter at se det igen. Og alligevel var besøget selvfølgelig præget af alle de ting, som der ikke kunne siges.

Det er et åbent spørgsmål, om fordrivelserne kunne være blevet grundlag for endnu en tysk revanchisme, hvis ikke den kolde krig så effektivt havde fjernet alle muligheder for at ændre noget som helst. Da muren faldt, var der kommet nye generationer til, og flygtningene var trods alt faldet til i deres nye hjem. Som Hoffmann konstaterer, så KUNNE tyskerne nu købe sig tilbage, for i mellemtiden er Rosenthal blevet til Udkanstspolen, men det er der ingen, der overvejer: Bustur med besigtigelse af barndommens land, ja, egentlig tilbagevenden, nej.

En anden og desværre frygteligt aktuel passage er den kamp om historien, som Hoffmann registrerer under sin rejse. Det handler ikke om tolkningen af Tysklands skyld, for den er alle enige om. Det handler derimod om de andres medskyld. Polakkerne nægter f.eks. at forbindes med holocaust, som tyskerne udførte på deres jord, men til gengæld fremhæver polsk historieskrivning efter murens fald Sovjetunionens medskyld under ikke-angrebspagten fra 1939-41. Det medfører til gengæld raseri i russiske talkshows, hvor anklagerne både afvises og ses som et angreb på den russiske sejr over den nazistiske ondskab. Det viser den sårede russiske stolthed, og det er samtidig et udtryk for Putins målrettede rehabilitering af Stalin og Sovjetunionen.

I bogens sidste del fortælles historien om faderens liv efter flugten og om forløbet frem til hans død, som tydeligvis stadig er et åbent sår. Det er den mest personlige del af bogen, og det er godt at den er med, for ud over at riste en rune over sin far, folder hun også hans liv efter 1945 ud. Det var trods alt langt den største del af hans liv, og det handlede ikke kun om fortiden.

Jeg var glad for bogens tema, og Christiane Hoffmanns måde at koble familiehistorien med den store politiske historie. Hun er journalist, har været korrespondent i Moskva, og hun formår at møde mennesker og få dem i tale. Til gengæld var jeg lidt træt af bogens komposition. Hun har tydeligvis været på et creative writing kursus og fået at vide, at man kan bygge spænding op ved at skifte mellem tid, sted og tema. Det er rigtigt, men det er et middel, der skal bruges med forsigtighed, ellers skaber det bare forvirring og forstyrrer læserens engagement.

Advertisement

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s