Anmeldelser · Historie

Butz Peters: Tödlicher Irrtum. Die Geschichte der RAF

Den tyske retsstat under angreb

Det er svært at forstå tysk historie efter anden verdenskrig uden at forholde sig til Rote Armee Fraktions terrorhandlinger. Ikke så meget fordi de formåede at forandre det tyske samfund direkte – en række forhold i den tyske straffe- og retsplejelov er ganske vist et resultat af inddæmningen af deres forbrydelser – men i langt højere grad fordi de formåede at kombinere deres forfærdelige handlinger med en effektiv markedsføring. Det skaffede berømmelse og samtalen om RAF blev en central debat i det tyske samfund, selvom klangbunden for aktionerne blev mindre og mindre.

Butz Peters: Tödlicher Irrtum - forside

Butz Peters beskæftiger sig med alle tre generationer af RAF-terrorister: Grundigst behandles den første generation, som Andreas Baader og Ulrike Meinhof gav navn til. Peters understreger, at det egentlig er en fejl: Baader var den drivende person med kæresten Gudrun Ensslin som støtte og organisator. Meinhof sluttede sig til dem af egne grunde, og hendes berømmelse som venstreorienteret klummeskribent var i omgivelsernes øjne med til at løfte gruppen fra utilpassede voldsmænd til politiske aktører, hvis handlinger også måtte imødegås politisk.

Den første generations historie udløber på sin vis med arrestationen af de fem ledende medlemmer i 1972, men reelt først med Baaders, Ensslins og Jan-Carl Raspes selvmord i 1977, der satte punktum for ”det tyske efterår.”

Trods Stammheim-fængslets offentlige ry som ultrasikkert, så blev RAF-fangerne fra starten behandlet bedre end andre kriminelle: De blev sat sammen, selvom om de var anklagede for de samme forbrydelser, og der blev indrettet et særligt afsnit for dem på syvende etage, hvor de nød en lang række privilegier. Samtidig sørgede velvillige advokater for, at de kunne kommunikere med omverdenen og fastholde kontrollen med organisationen.

Bogens styrker og svagheder kommer tydeligt til udtryk i gennemgangen af den første generation. På den ene side er Peters meget grundig i sin gennemgang af de enkelte personer og de enkelte handlinger, som gruppen udfører. Det sker på baggrund af de mange retssager, der har afdækket store dele af handlingsforløbene, RAF’s egne tekster, samtidige aviser mv. Man har en meget klar fornemmelse af, at man kommer tæt på, hvad der faktisk er sket, og der er også en grundig gennemgang af grundlæggernes vej fra studenteraktivisme til væbnet kamp.

Peters lykkes altså med at forklare, hvad der er sket, men han formår aldrig at formidle eller forstå, hvorfor det skete. Det gælder i det enkelte tilfælde: Baader fremstilles f.eks. som grundlæggende utilpasset og frem for alt tiltrukket af et illegalt liv, og det er givetvis også rammende. Men hvorfor vælge væbnet politisk kamp fremfor andre og mere lukrative former for kriminalitet, hvis han ”bare” drømte om et gangsterliv? Hvorfor bliver det Baader, der går til væbnet kamp og ikke en af de mange andre tyskere, der voksede op uden en far efter krigen? Hvorfor blev det ham, der tog venstrefløjens snak om revolution bogstaveligt?

Og det gælder også, når man ser på RAF-medlemmerne som helhed: Tre veje ind i illegaliteten identificeres. Nogle engageres via Baaders og Ensslins arbejde for at ”befri” unge mennesker anbragt uden for hjemmet. Det skaffer en række lærlinge og sympatisører som enten støtter kampen eller vælger illegaliteten på et senere tidspunkt. En lignende bevægelse kan ses for de unge, der engagerer sig i kampen for bedre forhold for de indsatte RAF-fanger. De behandles, særligt i Stammheim, langt bedre end andre fanger, men RAF fastholder noget andet: De bliver angiveligt udsat for ”isolationstortur”, og da Holger Meins dør efter en månedlang sultestrejke, får mange den tanke, at der er noget om snakken. I alle officielle kommunikéer fastholder RAF, at han blev henrettet, og det samme gælder omtalen af de fanger, der vælger at begå selvmord. Endelig er der familiebånd og personlige bekendtskaber: På mange måder rekrutterede RAF fra en meget lille gruppe af mennesker, og det vurderes, at der aldrig var mere end 20-25 aktiver illegale på noget tidspunkt.

En kortlægning af vejen ind i terrorismen eller sociologiske analyser af medlemmernes baggrund er ingen garanti for en troværdig forklaring, men Peters forsøger ikke engang. Hver deltager får en kort karakteristik, men der er intet forsøg på at se på tværs af gruppen. Hvor mange kom ind i gruppen af hvilke veje? Hvornår var de født, og hvor gamle var de, når de tilsluttede sig? Hvad var den familiære og uddannelsesmæssige baggrund, når gruppen anskues bredt?

Det svarer Peters ikke på. Det skal imidlertid ikke skygge for bogens kvaliteter. For det første er der en grundig gennemgang af alle tre generationer af RAF-terror. Selvom gruppen er blevet identificeret med dens første medlemmer, så var den anden generations aktioner voldsommere og mere spektakulære. Det gælder både besættelsen af den tyske ambassade i Stockholm i 1975, der sluttede, da RAF’s bomber sprang i luften ved et uheld, og det gælder i særlig grad det ”tyske efterår” i 1977, hvor Birgitte Mohnhaupt efter sin løsladelse overtog kontrollen og satte anslagene i system. Det hele kulminerede med den seks uge lange bortførelse af Hanns Martin Sleyer og en palæstinensisk støtteaktion i form af kapring af et tysk Lufthansafly. Selvom det lykkedes at befri gidslerne i flyet, så fik RAF på sin vis alligevel det sidste ord: Baaders, Ensslins og Raspes selvmord i fængslet (to af dem med pistolskud fra indsmuglede våben) virkede simpelthen så usandsynligt, at konspirationsteorier og mistillid var garanteret.

Anden generations historie slutter med anholdelsen af de sidste markante medlemmer (bl.a. Mohnhaupt og Christian Klar) i 1982. Den historie er også grundigt afdækket, mens den tredje generations angreb i 1980’erne og starten af 1990’erne er mere dunkle. Det står fortsat ret klart, hvad RAF gjorde, bl.a. fordi de selv tog ansvaret for deres aktioner, men i modsætning til første og anden generation ved man meget lidt om den tredje. Hvor mange var de? Hvem var de? Hvem deltog i hvilke aktioner? Hvor boede de i illegaliteten? Og valgte de overhovedet illegaliteten, eller var de terrorister med fast job og folkeregisteradresse som Blekingegadebanden? Spørgsmålene står i kø, og det er vel en af grundene til, at man husker den tredje generation mindre i dag. De var muligvis dygtige kriminelle, men der er ikke nogen at fortælle om, identificere sig med eller lade sig forarges over. Det er nok ikke noget tilfælde, at RAF først blev rigtig berømte, da første generation blev fængslet. Det gav dem en meget bredere platform, ikke mindst i medierne.

Mens jeg læste bogen, savnede jeg som nævnt bud på, hvorfor terroristerne valgte at blive terrorister, men efterfølgende er jeg kommet til at tænke over, at det måske i virkeligheden er det forkerte spørgsmål. Sammenligner man efterkrigstiden med mellemkrigstiden, så er det slående jo, hvor FÅ der tror på, at vold kan bruges til at drive samfundsforandringer frem, og det gælder ikke kun i Tyskland, men også i andre europæiske lande. I 1920’erne og 1930’erne kunne fascistiske og kommunistiske bevægelser mobilisere tusinder til attentater og gadekampe. Set i det lys er antallet af terrorister i 1970’erne og 1980’erne ekstremt lille og antallet af sympatisører beskedent. Faktisk er det forbløffende, at RAF får så lidt ud af den brede sympati, der er for antiimperialistisk kamp og villighed til at tro dårligt om statens undertrykkelsesapparat (politi og fængselsvæsen). Sagen var bare, at næsten ingen delte analysen af, at næste skridt skulle være et attentat, en kidnapning eller et bombeangreb. Hver gang slog det gruppens status tilbage til nul.

Tödlicher Irrtum er en glimrende gennemgang af RAF’s historie. Den udmærker sig ved at bygge på et bredt kildemateriale og ved at tage sig tid og plads til at folde de enkelte aktioner og de enkelte aktører ud. Men med 750 siders tysk tekst plus noter og det løse, så er det også en bog, der kræver noget af sin læser. Søger man en læseværdig introduktion til emnet, som samtidig beskæftiger sig mere med de vanskelige ”hvorfor” spørgsmål, så vil jeg i stedet anbefale Peter Wivels fine Baader-Meinhof – 30 år med tysk terror fra 2007.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s