Anmeldelser · Europæiske perler

Heinrich Böll: Gruppebillede med dame

Ironisk opgør med fortiden

Der er noget meget underspillet over Bölls roman fra 1971. Den flirter med reportagens og den undersøgende journalistiks form, og dens personer og handling fremstår uhyre almindelige. Men det er dens styrke: Netop fordi nazismen, krigens rædsler og efterkrigstidens tavse tilbagevenden til normalitet er så forankret i hverdagen, bliver romanen en effektiv påmindelse om, at diktaturets ugerninger ikke kan isoleres til nogle få personer i toppen, og at herrefolksideologien ikke var begrænset til det tredje riges tolv år.

Heinrich Böll: Gruppebillede med dame - forside

Damen i romanens titel er Leni. Hun er 48, krigsenke og på nippet til at blive smidt ud af sin lejlighed, og som om det ikke var fortrædelighed nok, så sidder hendes søn i fængsel. Leni lærer vi at kende gennem hendes venner og bekendte, mens hun kun selv træder sparsomt frem. Det kunne minde om den metode, der har gjort Rachel Cusk så berømt, og fortælleren (der kalder sig ”forf.” i regibemærninger) gør meget ud af at understrege, at alle oplysninger er efterprøvede så langt, som det er muligt.

Leni voksede op i en velhavende entreprenørfamilie, der sendte både hende og hendes bror Heinrich på gode klosterskoler. Mens Leni fascineres af en mystisk nonne, der også er biolog og stærkt optaget af afføringens diagnostiske egenskaber, anses hendes bror for et intellektuelt geni, der endnu ikke har fundet et felt at folde sig ud på. I stedet havner han i hæren og den krig, som han er åbenlyst imod. Han citerer fra håndbøger for soldater for at udstille absurditeten, men i sidste ende gør det ingen forskel over for brutaliteten.

Broderen bliver dræbt underkrigen. Det gør hans og Lenis fætter også, og dermed hendes første kærlighed. I stedet bliver hun – til alles overraskelse – gift med Alois Pfeiffer, der kommer fra en småborgerlig og grisk familie. Ægteskabet bliver dog kort, for han bliver straks overført til østfronten og snart efter slået ihjel. Dermed er scenen sat til hovedhistorien: Leni bliver ansat på et gartneri, hvor hun er med til at producere kranse til de mange begravelser, der følger med krigen. Det var der tydeligvis mange penge i, for styret var vild med symbolik og dybt optaget af at holde på formerne. I gartneriets minisamfund findes det hele: En snu forretningsmand, der har udnyttet det foregående kaos til at blive rig, en effektiv gartner, der passer sit arbejde, nazisympatisører og endelig en sovjetisk tvangsarbejder.

Og netop han bliver Lenis sidste og helt store kærlighed. Selvom ethvert forhold mellem en tysk kvinde og et sovjetisk undermenneske var livsfarligt for alle parter, så lykkes det dem at opfinde et sprog at kommunikere på og finde veje til at være sammen. Leni bliver gravid og føder deres barn i foråret 1945. Mens alle venter utålmodigt på amerikanernes komme, har de nidkære nazister travlt med at henrette alle, der måtte finde på at signalere overgivelse.

Det kræver lidt tid at vænne sig til romanens stil, men efterhånden som jeg fik læst mig ind i den, blev den interessant og gribende. Det er fascinerende, hvordan et miljø med nuancerede personer bygges op, og hvordan nazismens råddenskab og dens forgreninger ud i de mindste hjørner af samfundet afdækkes. Og så er bogen, på sin egen kringlede måde, ret humoristisk.

Advertisement

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s