Anmeldelser · Billeder med ord - ord med billeder

Scott Lobdell, Peter David og Fabian Niceza: X-Cutioner’s Song

Crossover med begrænset appel

Som de fleste nok har bemærket, så har jeg i 80’erne og starten af 90’erne været stor fan af Marvel-tegneserierne, men det var også på det tidspunkt, at tingene for alvor begyndte at gå galt, og det handlede mest om grådighed. Dels blev der lavet den ene tværgående begivenhed efter den anden, og for det meste udvandede det bare fortællingerne, at alle serier skulle være en del af noget større. Dels blev de mest populære titler splittet op i flere sideløbende serier, og det gjorde det ikke nemmere at holde styr på sammenhæng og kronologi.

Scott Lobdell mfl.: X-Cutioner's Song - forside

X-Cutioner’s Song er et eksempel på disse problemer. Den forholder sig ikke til hele Marveluniverset, men på det tidspunkt var X-Men allerede delt op i en helt stribe titler: Uncanny X-Men, X-Men, X-Factor og X-Force (tidligere New Mutants) foruden miniserie, en serie om Wolverine og en britisk afstikker i form af Excalibur.

De tolv numre, der er samlet i albummet, kommer fra de fire hovedserier, og det gør det svært at lave en skarp og sammenhængende fortælling. Historien er – kort fortalt – at Charles Xavier bliver udsat for et attentat under et offentligt arrangement. Umiddelbart peger sporene på Cable, og det betyder, at de andre grupper kommer på kant med X-Force, selvom han har forladt dem på dette tidspunkt. Men det er ikke det eneste spor: Scott Summers og Jean Grey bliver overfaldet og kidnappet af nogle af Apocalypses hjælpere under en bytur, og det forhold at Xavier ikke er ramt af en almindelig kugle men af en ”teknovirus”, som minder om Apocalypses teknologi, peger i samme retning.

Undervejs dukker andre potentielle bagmænd også op: Mister Sinister og den mystiske Stryfe, der ligesom Cable er kommet fra fremtiden. De mange spor skal holde spændingen ved lige, men det flytter også fokus fra det, der er tænkt som den centrale personlige konflikt i historien, nemlig hvorfor nogen har et personligt horn i siden på Scott og Jean. Den manglende sammenhæng er selvfølgelig endnu tydeligere på billedsiden hvor Brandon Peterson, Jae Lee, Andy Kubert og Greg Capullo har stået for tegningerne. De fungerer fint nok, men især Jae Lees numre fra X-Factor skiller sig stilmæssigt så meget ud, at det forstyrrer kontinuiteten lidt.

Samlet set: X-Men serier er sjældent rigtigt dårlige, men den her er heller ikke rigtig god.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s