Uncategorized

Derib: Buddy Longway – Den samlede saga II: Kathleen og Jeremie

Billedbåren familiesaga fortsætter med at vokse

1970’erne var en travl tid for Derib. Hans serier om Buddy Longway og Yakari var med til at sælge det traditionelle Tintin-blad, så de blev trykt lige så hurtigt, som han kunne producere dem. De fire albums i dette bind er blevet til på knap tre år, men tempoet er ikke gået ud over kvaliteten. Tværtimod holder Derib fast i den ”semirealistiske” stil han hurtigt bestemte sig for, og selvom de fire historier sagtens kan stå alene, så er de også kapitler i den samlede fortælling om kærligheden mellem en pelsjæger og en indiansk kvinde.

Derib: Buddy Longway - Den samlede saga 2 - forside

Hemmeligheden
Den første historie har sønnen Jeremie som omdrejningspunkt. To sortfødder forfølger en mand, Hvide Krage, der har forbrudt sig mod deres skikke. Det lykkes ham at narre de to forfølgere, og da Jeremie overspiller sine kort og er ved at blive angrebet af en puma, redder han drengen. Jeremie vil til gengæld hjælpe ham med vand og mad, og det går godt i starten. Desværre lurer både sortfødderne og Chinook hurtigt, at Jeremie ved mere, end han giver udtryk for…

Elgen
Det andet album er en dramatisk jagthistorie, der fortælles af Buddy til datteren Kathleen, der er blevet født i mellemtiden og nu vil vide, hvor elggeviret på hytten kommer fra. Et par år tidligere har Buddy og Jeremie været på jagt, da de støder ind i et par elgtyre i brunst. De kæmper om en ko, og det går hårdt for sig. Da kampen er overstået er planen at nedlægge taberen, der lader til at være blevet alvorligt såret. Problemet er, at de pludselig befinder sig midt på vinderens territorium, og han finder sig ikke i nogen former for indtrængen. Da krudtet bliver vådt er gode råd dyre.

Hestevinter
Chinook får besked om, at hendes far ligger for døden, og sammen med Jeremie drager hun af sted for at tage afsked med ham. Buddy og Kathleen bliver hjemme, og da de en dag er på jagt, mister de Fellow, der bliver tvunget til at slutte sig til en flok af vilde heste, der slet ikke burde være i det snedækkede landskab på det tidspunkt. Det viser sig, at hestene bliver forfulgt af en hævngerrig mexikaner, så kampen for at få Fellow tilbage fører Buddy og Kathleen ind i en mærkelig men også desperat rivalisering.

Ildvandet
Uden varsel begynder en gruppe af indianere at angribe Buddy og andre pelsjægere for at stjæle deres skind. Det lykkes Buddy at opspore, hvad der egentlig er på færde: To hvide er begyndt at sælge spiritus til en gruppe sortfødder, der hurtigt bliver afhængige af beruselsen, og indianerne kan kun skaffe skind nok til det kostbare ildvand ved at plyndre. Er det muligt at trænge igennem til sortføddernes anførere, eller vil det ende med en egentlig kamp med de soldater, der er blevet tilkaldt?

De fire historier afspejler de vigtigste spor i Buddy Longway serien. I Hemmeligheden og Ildvandet er det relationerne til andre mennesker, der driver handlingen frem med forholdet mellem de oprindelige indbyggere og de stadigt flere nybyggere som det centrale omdrejningspunkt. Hestevinter og især Elgen handler om menneskets konfrontation med den vilde natur, der i sig selv var en kæmpe udfordring for de første pelsjægere. Naturen var strålende smuk, men den var også farlig – og Derib formår at holde en balance, hvor dyrene tillægges agens uden at de udstyres med decideret menneskelige egenskaber.

Derib: Buddy Longway - Den samlede saga 2 - sideeksempel

Bindet har masser af ekstramateriale, hvor det bl.a. fortælles, at Derib aldrig har været i USA, hvor hans indianerfortællinger udspiller sig. Det er overraskende, for det er tydeligt, at han går meget op i at ramme de særlige naturkvaliteter i Rocky Mountains, og han er f.eks. meget opmærksom på, at et bjerg ikke bare er et bjerg. Det er i hvert fald en stor fornøjelse at betragte siderne, der fortæller historierne med lidt forklarende tekst og samtidigt er usædvanligt smukke at se på. Derib gjorde fra starten op med den traditionelle sideopbygning med fire rækker billeder til fordel for en friere komposition. Det fungerer bedst, hvis tegneren også kan fylde de større billedflader ud med noget, der er værd at bruge den ekstra plads på – og det er netop tilfældet i Buddy Longway. Jeg kan godt lide karakteristikken af stilen som ”semirealistisk” for Derib har fundet en kunstnerisk vej, hvor dyr og landskaber er let genkendelige uden at det bliver en hindring for komposition og historiefortælling.

Den samlede saga bind II samler fire stærke historier, der sagtens kan læses hver for sig, men som også giver mening i den fremadskridende fortælling. Fokus er fortsat på livet i naturen, men den voksende spænding mellem indianerne og de nybyggerne fylder stadigt mere, efterhånden som tiden går. Hvordan det kommer til at spille sig ud, må de næste bind vise. Foreløbig er der god grund til at nyde de spændende historier her.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s