Anmeldelser · Klassikerhjørnet

Romain Gary: Morgenrødens løfte

Med uendelig moderkærlighed i ryggen

Som forfatter var Gary i høj grad et barn af anden verdenskrig. Han var ganske vist begyndt at skrive før krigen, og han havde fået udgivet noveller i forskellige tidsskrifter, men det store gennembrud kom senere, og i forfatterskabet trak han på sine egne krigserfaringer, der både omfattede raseri over nederlaget i 1940 og stoltheden over at følge de Gaulles fordring om at fortsætte kampen som en del af de frie franske.

Romain Gary: Morgenrødens løfte - forside

Morgenrødens løfte udkom i 1960, hvor Gary for længst var etableret som en af Frankrigs førende romanforfattere. Det er en selvbiografisk roman, der handler om opvæksten i Wilmo i det daværende Polen (nu Vilnius i Litauen), emigrationen til Frankrig og Romains vej til det franske flyvevåben og aktiv deltagelse i kampen mod Hitlers undertrykkelse. Men det er også en hyldest til moderen, der med uendelig kærlighed ofrede alt for at realisere de store ambitioner, hun havde på sønnens vegne.

Mens han stadig var en dreng, fortalte hun f.eks. sine måbende naboer i lejekasernen, at han både ville blive fransk ambassadør, en verdensberømt forfatter, krigshelt og i det hele taget en verdensmand, der ville lægge både kvinder og offentligheden for sine fødder. Selvom pengene var små, sørgede hun hele tiden for, at der ikke bare var mad på bordet hver dag, men at han også fik de privatlærere, han kunne have brug for. Da en fremtid inden for musik og ballet viste sig uden for rækkevidde, besluttede han tidligt at blive forfatter og gik i gang med at forfølge den drøm. Men der blev også sørget for, at han lærte at ride og skyde, som det sig hør og bør for en ung gentleman.

Det kunne nemt være blevet en fortælling om en dominerende mor, der trykkede sønnen helt ned under gulvbrædderne for at realisere sine drømme gennem ham. Sådan oplever Romain det imidlertid ikke. Han elsker sin mor så højt, at han tager hendes opfattelse på sig, og fremfor at blive en hæmsko er hendes ambitioner med til at give ham tro på sig selv, og så gør det mindre, at der selvfølgelig er en pris at betale:

”Det var først, da jeg var nær de fyrre, at det begyndte at gå op for mig. Det er ikke godt at blive elsket så højt, så tidligt, så ung. Det giver en dårlige vaner. Man tror, det skal være sådan altid. Man tror, det findes andetsteds, at det kan findes igen. Man regner dermed. Man ser sig om, man håber, man venter. Med moderkærligheden giver livet en et løfte i morgengryet, som det aldrig indfrier. … Overalt hvor man kommer, bærer man sammenligningens gift i sig, og man tilbringer sin tid med at vente på det, man allerede har fået.” (s. 26-27)

Det er ikke en beklagelse, det er mere en konstatering. Moderen var født i Rusland men flygtet fra den kommunistiske undertrykkelse, og Romains far er kun en fjern skikkelse, der kan appelleres til om økonomisk hjælp i yderste nødstilfælde. Hun har intet andet end Romain, og hun er så fattig og så udsat, at hun må gøre alt for at sikre ham. Derfor syr hun hatte og tøj til borgerskabet i Vilnius, derfor sælger hun billige smykker på hotellerne i Nice, og derfor pukler hun fra morgen til aften med at drive et pensionat, så sønnen kan få den bedste start på livet.

Hun er også en personlighed med meget skarpe meninger. Hun elsker f.eks. Frankrig og alt fransk uden forbehold. Hun kender sproget og historien, og hun er som sagt aldrig i tvivl om, at det er her, familiens fremtid findes. Romain er en klog og lærenem dreng, men han er også en outsider, der må kæmpe for sin plads. Det får han at mærke i Wilmos baggårde, og det får han at mærke, da han ikke bliver udnævnt til officer, selvom han har klaret uddannelse i flyvevåbnet glimrende. Så meget sødere er oprejsningen, da den gamle orden bryder sammen, og han kan slutte sig til de frie franske – også selvom det meste af krigstiden tilbringes på fjerne udposter i de afrikanske kolonier.

Morgenrødens løfte er et uforglemmeligt portræt af en usædvanlig kvinde, men det er desværre også et stærkt vidnesbyrd om helt almindelig europæiske skæbner i første halvdel af det 20. århundrede. Jeg nød den personlige stil, hvor der ingen modsætning er mellem at riste en rune til moderens minde og en mildt ironisk distance til ungdommens naive drømme.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s