Anmeldelser · Klassikerhjørnet

Henrik Pontoppidan: Lykke-Per

Den umulige flugt fra hjemmet

Lykke-Per er en af den danske litteraturs mest berømmede romaner, og det bliver en bog kun, hvis den fanger og udkrystalliserer vigtige strømninger i tiden. Bogen udkom 1898-1904, hvor Danmark stod midt i en rivende modernisering med nye industrier, urbanisering og åndelige nybrud, alt imens man stadig prøvede at komme overens med krigen i 1864 og tabet af Slesvig. Alt dette er til stede i Lykke-Per, der rejser fra Randers til København for at blive ingeniør og verdensmand, men vejen er stenet og i sidste ende kan han ikke undslippe traditionernes faste greb.

Henrik Pontoppidan: Lykke-Per - forside

Peter Andreas Sidenius vokser op i et fattigt og traditionelt præstehjem. Faderen er en gammeldags patriark, der prædiker en kristendom fuld af guds tugt og syndernes fordømmelse, og det skinner også igennem i opdragelsen. Moderen ligger syg i sengen efter den sidste fødsel, og mens Pers søskende accepterer familiens normer, gør han konstant oprør. Han sniger sig ud for at kælke, han møder piger og han drømmer sig væk fra præstegården og provinsbyens snævre rammer. Selv navnet vil han af med. Han foretrækker det korte, moderne Per frem for det symboltyngede og traditionelle Peter Andreas.

Selvom faderen prøver at slå hans oprørstrang ned, slår familien aldrig hånden af ham. Da Per efter realskolen vil til København for at læse til ingeniør, støtter de ham også økonomisk, så han kan slå sig ned i Nyboder hos en gammel sømandsfamilie. Per bliver snart levende optaget af studierne, men han er stadig dybt kritisk over for alle autoriteter. Lærerne opfatter han som gammeldags stivstikkere, og i stedet for at gøre sin eksamen færdig arbejder han dag og nat på et ambitiøst projekt med havne og å-reguleringer, der skal binde hele Jylland sammen med et vældigt kanalsystem. Formålet er genrejsning af landet, så det igen kan være sig selv bekendt efter katastrofen i 1864, og da han begynder at lufte sine ideer, bliver den da også mødt med glæde over, at en ny generation med ambitioner og virkelyst er klar til at tage over. I den forstand er der mange tematiske ligheder med Herman Bangs Stuk. Der er i øvrigt også den lighed, at begejstringen over ungdommens initiativrigdom ikke betyder, at der også økonomisk opbakning.

Den manglende eksamen bekymrer ikke Per. Han kommer i kontakt med byens kunstneriske miljø, og ad den vej møder han den unge Ivan Salomon, der er søn af en af de rigeste jødiske handelsmænd i byen. Ivan interesserer sig levende for Pers projekt, som han prøver at få introduceret i finansverdenen. Han introducerer også Per for sin familie og ikke mindst de to søstre Nanny og Jakobe, der er voksne, interessante, velhavende og ugifte. Per ser ikke kun søstrene som et middel til at komme frem i verden, men han ser dem også som et middel. Nanny er en gennemført skønhed, som Per i første omgang er tiltrukket af, men efterhånden gør den intellektuelle Jakobe større og større indtryk på ham. Det lykkes ham at vinde hende for sig, men deres kærlighed er vanskelig.

Længe – også efter forlovelsen – forbliver Jakobe kun en blandt flere muligheder for Per, og da han nu har fået penge, kan han rejse ud i verden og dygtiggøre sig. I første omgang går rejsen til den hektiske storby Berlin, og derefter videre til alperne og Italien. Undervejs mødes han med Jakobe – uden forældrenes vidende – og det er som om, de endelig åbner op og kommer tæt på hinanden. Og dog: Trods Pers ambitioner, har han svært ved at løsrive sig fra sit ophav. Familien trækker i ham, da faderen bliver alvorligt syg, og da de senere flytter til København, stjæler han sig til at stå uden for deres hus for at få et glimt af moderen. Samtidig har han svært ved at indgå de kompromiser, der skal til, for at få sit projekt gjort til virkelighed.

Hjemvendt til Danmark rammer tvivlen Per på ny. Moderen dør, og selvom han ikke kan få sig til at deltage i begravelsen, må han alligevel følge hendes kiste tilbage til Jylland, hvor han slår sig ned hos nogle bekendte på et gods i nærheden. Her går det op for ham, at han måske ikke kun har et uafklaret forhold til sin familie men også til troen og kristendommen. Hvordan det ender, skal ikke røbes her, men det bliver stadigt tydeligere, at det selvvalgte tilnavn mere end noget andet har været en drøm – og måske også en ondskabsfuld spøg fra forsynet og/eller forfatteren.

Lykke-Per har alt det en stor, klassisk roman skal have: En kompleks hovedperson, der gennemlever bogens tematikker på egen krop, en fremadskridende handling og interessante bipersoner, der både træder frem som selvstændige karakterer og som repræsentanter for tidens strømninger. Som så mange andre romanhelte kæmper Per nok med omverdenens modstand, men han kæmper mest med sig selv og sin egen tvivl over for den tilværelse, som han med ungdommelig iver tror, at han ønsker sig.

En kommentar til “Henrik Pontoppidan: Lykke-Per

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s