Anmeldelser · Europæiske perler · Klassikerhjørnet

Italo Calvino: De usynlige byer

Andre verdeners mulighed

Rammen om Calvinos lille roman fra 1972 er faktisk noget af det bedste: Marco Polo sidder i en have ved storkhanens hof, hvor de snakker om Polos rejser til de fjerneste dele af det rige, som khanen ikke længere kan besøge, og som måske allerede er ved at falde fra hinanden, fordi et stort riges undergang altid lurer lige bag erobringen.

Italo Calvino: De usynlige byer - forside

Hver af bogens ni dele starter og slutter med de tos samtaler, der også er en diskussion af, hvad viden overhovedet er for en størrelse. Hvorfor fortæller Polo aldrig om hjembyen Venedig, vil khanen f.eks. vide. Måske fordi det er for smerteligt at huske på hjemmet – eller måske forholder det sig snarere sådan, at Venedig i virkeligheden er det uudtalte udgangspunkt for beskrivelsen af alle de andre byer.

De øvrige småkapitler er portrætter af forskellige byer, der alle har kvindenavne, men som i øvrigt adskiller sig fra hinanden og mest af alt er udtryk for en bestemt idé, og hvor tidens gang ofte har udvisket grænsen mellem det oprindelige princip og dens modsætning. Tag f.eks. byen, hvor de døde flyttes ned i en underjordisk kopi af byen og fortsætter deres gamle tilværelse. Tanken er selvfølgelig, at det er den levende by, der bestemmer den andens udseende, men måske er det snarere omflytninger i de dødes by, der spejler sig i de levendes verden?

Calvinos idérigdom er nærmest uendelig. Han folder den ene by ud efter den anden, og selvom de alle er unikke, så ligner de også alle sammen hinanden. Bogen er nemlig en hyldest til byen som civilisationens centrum, og en rigtig by består altid af de samme elementer som f.eks. en bygrænse, et torv, et rådhus osv. Bogen slutter med beskrivelser af udflydende amerikanske metropoler (nogle af byerne er tydeligt udsprunget af Marco Polos tid, andre er ikke) der hverken har et centrum eller en grænse. Det hele flyder – det østjyske bybånd kunne være en dansk parallel – og den form for opløsning huer tydeligvis ikke forfatteren. Synlige eller usynlige, idealtypen på en by er den italienske bystat.

Som det fremgår, er der ikke nogen handling i bogen. Bogen er båret af et humoristisk sprog og en imponerende idérigdom. Positivt når man aldrig at blive træt af de enkelte byer, før man er videre til den næste, men for mig gik skiftene for hurtigt, og jeg tænker mere på bogen som en bedrift end som en stærk læseoplevelse. Da jeg læste Fiktioner af Jorge Louis Borges, købte jeg slet ikke ind på ideen om, at det skulle være bedre at læse resumeer af endnu uskrevne (og lange) bøger end at læse bøgerne selv, og den fornemmelse havde jeg også med De usynlige byer. Ja, det er imponerende at skitsere nye verdener op så hurtigt, men jeg ville hellere have dem foldet ud som i Swifts Gullivers rejse eller Moores Utopia.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s