Anmeldelser · Billeder med ord - ord med billeder

Fabian Nury og Thierry Robin: Stalins død

Efter diktatoren starter verden påny

Hvad er sandest: De historiske kendsgerninger i den ufuldstændige form, vi kender dem, eller den kunstneriske fremstilling, der flytter rundt på enkeltdelene for at trænge ned til historiens kerne? Det spørgsmål kunne man diskutere på baggrund af Stalins død, men det er lidt ligegyldigt. Så længe der spilles med åbne kort, er der behov for begge dele, hvis vi skal forstå fortidens virkelighed.

Fury og Robin: Stalins død - forside

Forfatter Nury og tegner Robin lægger ikke skjul på, at de har digtet hen over kendsgerningerne, men der er heller ingen tvivl om, at der ligger mange timers research bag alt fra personkarakteristikken til mærkerne på uniformsjakkerne. Fortællingen starter med en koncert, som Stalin roser og gerne vil have en indspilning af – problemet er bare, at koncerten ikke bliver optaget, men det kan man selvfølgelig ikke fortælle ham. I stedet må endnu koncerten opføres endnu engang mens både teaterdirektører og medvirkende er ved at knække sammen under presset. Ingen gør sig illusioner, arbejdslejrene kan være næste opholdssted, hvis diktatoren ikke er tilfreds.

Scenen er sat: Vi befinder os i marts 1953 i selskab med en af historiens mest undertrykkende og paranoide magthavere. En mand som alle frygter med god grund, og som fra sin tidligste karriere har brugt brutalitet, falske anklager og udrensninger til at befæste sin magt. Men udødelig er han ikke, og i stedet for at fortsætte de jødeforfølgelser, som han var i gang med at dirigere, bliver han ramt af et slagtilfælde. Berija bliver hurtigt underrettet, men han vil ikke tilkalde en læge, før centralkomiteen er samlet. Og da den er samlet kræver det en god diskussion at blive enige om, hvordan der overhovedet skal udpeges læger.

Det er mænd, der har tusinder og atter tusinder af liv på samvittigheden, og selv de ryster i bukserne over for Stalin, der kan få dem til at forsvinde med et fingerknips. Ingen vil tage ansvar alene, heller ikke for at redde diktatorens liv, og da det først går op for dem, at slagtilfældet er alvorligt, har de heller ikke den store lyst til at bremse naturens gang.

Endnu før Stalin er død, går magtkampen i gang. Der er to kandidater til at overtage lederskabet: Berija, der som indenrigsminister og chef for NKVD har stået i spidsen for undertrykkelsesapparatet, og Krustjov. I starten ser den snu Berija ud til at have overtaget, men kan man stole på den mand, der så effektivt har været Stalins bøddel? Eller bør man frygte ham, fordi han ikke bare drømmer om at overtage Stalins plads men også hans metoder? Krustjov får efterhånden overbevist de andre om, at Berija må fjernes, hvis der skal sættes en stopper for de blodige udrensninger helt ind i partitoppen.

Det er ikke mindst i forhold til Stalins to børn, at Nury tager sig nogle friheder. De tildeles mere centrale roller, end der egentlig er grundlag for, og det handler nok om at menneskeliggøre ham, for det store dilemma er jo, at Stalin ganske vist var et paranoidt monster, der mest optræder som halv- eller heldød i bogen, men han var også et menneske med drifter og familie, hvilket bare gøre hans handlinger mod andre mennesker og deres familie endnu mere absurde.

Nury og Robin: Stalins død - sideeksempel

Tegningerne er ganske vist i farver, men de er domineret af sort og hvid med solid brug af skygger og skarpe kontraster. De centrale figurer i Centralkomiteen fremstilles næsten karikeret, men det handler nok lige så meget om at gøre dem hurtigt genkendelige for læseren. Personerne og deres indbyrdes relationer var så giftige, at der ikke er behov for at karikere. Til gengæld fanger den mørke og ekspressionistiske stil godt den paranoia og rædsel, som fyldte alle i magtens nærhed.

Bogen er forsynet med ekstramateriale i form af et efterord ved historikeren Jean-Jacques Marie, stilstudier af hovedpersonerne og uddrag af en ikke-udgivet tegneseriebiografi om Stalin, som Thierry Robin arbejdede på, inden Nury tilbød ham at illustrere denne historie. Det er fint, men også blot et supplement til en godt fortalt historie, der som et ægte kunstværk formår at trænge ned i de grundlæggende konflikter og digte overbevisende hen over de velkendte fakta.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s