Anmeldelser · Europæiske perler · Klassikerhjørnet

Elizabeth Taylor: Blaming

Hvor meget ansvar har vi for hinanden?

Romanens titel antyder, at den handler om (selv)bebrejdelse, og det er for så vidt også rigtigt, men i så fald er det ikke udelukkende negativt. Bebrejdelse handler jo også om at føle et ansvar og engagere sig i andre mennesker.

Elizabeth Taylor: Blaming - forside

Amy og Nick er et ældre engelsk ægtepar. Han er kunstmaler og har været alvorligt syg, men nu er de taget på krydstogt i Middelhavet. Han er en omhyggelig turist, der altid kan bruge lidt mere tid på en seværdighed end alle de andre, og til tider bliver det for meget for Amy – men hun føler ikke, at hun kan give udtryk for det på grund af sygdommen. Med på krydstogtet er også den yngre forfatter Martha, der har specialiseret i korte, anmelderroste og småtsælgende romaner om kærlighedsløse ægteskaber. Hun er amerikaner på research for at iagttage et typisk ”engelsk” ægtepar, og her byder Amy og Nick sig til som et oplagt eksemplar.

Skibet når frem til Istanbul. Om natten dør Nick af et hjerteslag, og pludselig er Amy helt alene i et land, hvor hun ikke forstår sproget. Selvom de kun kender hinanden lidt, beslutter Martha sig for også at afbryde sin rejse for at støtte hende og følge hende hjem. Det er et offer, som Amy og især hendes søn og svigerdatter er taknemmelige for, meget hvor meget skylder de to kvinder, hvis skæbner så tilfældigt er blevet viklet sammen, egentlig hinanden.

Hovedparten af romanen foregår i London, hvor Amy skal vænne sig til sin nye tilværelse som enke. Det er svært. Sønnen kan ikke lade være med at påtage sig en beskyttende og styrende rolle – det var tydeligvis Nick, der havde sørget for både indtægten og alt det praktiske i deres liv – og i hvert fald det ene af børnebørnene er mere en plage end en glæde at passe. Alternativt kunne man selvfølgelig også gifte sig igen, og vennen dr Lloyd, der selv har mistet sin hustru, er tydeligvis interesseret.

Midt i disse almindelige trakasserier dukker Martha også op. Amy kan ikke afvise hendes bekendtskab, og Martha trænger sig på med en nærmest barnlig ligegyldighed over for engelske middelklassenormer. Forholdet løsner noget op, men det er også dybt irriterende for Amy, der føler, at hun bliver påtvunget en fortrolighed og et venskab, hun ikke selv har valgt til. Og det er jo så spørgsmålet: Når Martha – uden at blive bedt om det – har hjulpet Amy i Istanbul, er Amy så forpligtet til at hjælpe Martha, hvis hun får brug for det?

Blaming handler om almindelige menneskers almindelige problemer. Det er ikke en kritik, for familierelationer, tab af ægtefæller og forholdet til andre mennesker er spørgsmål, som alle må forholde sig til. De fleste kan sikkert spejle sig i Amys dilemmaer og nyde de specielle biroller i fortællingen, men særligt den midterste del af romanen fangede mig ikke så meget.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s