Anmeldelser · Fra den vide verden · Klassikerhjørnet

Joan Didion: Intet gælder

Fortvivlet kærlighed

Jeg synes egentlig ikke det passer, når bagsideteksten siger, at romanen er præget af ”glamour og angst”. Historien foregår ganske vist i udkanten af den amerikanske filmbranche, men den skinnende facade bliver læseren på intet tidspunkt præsenteret for. Angst er der kort sagt rigeligt af, men det kniber mere med glamouren.

Joan Didion: Intet gælder - forside

Hovedpersonen er Maria Wyeth. Hun er tidligere model men arbejder nu som skuespiller, hvor hun hendes stjerne stadig er så stor, at hun i starten af romanen hånligt kan afslå tilbud om roller i TV-serier. Vigtigere er hendes privatliv. Hun er gift med instruktøren Carter Lang, der har gjort hende berømt med en spillefilm, som hun er vild med, og en hudløst ærlig kunstfilm, som han ynder at vise deres bekendte i filmbranchen, selvom hun ikke kan fordrage den.

Sammen med Carter har hun datteren Kate, der er anbragt på en institution. Det fremgår aldrig klart, om datteren er syg eller om forældrene (underforstået: moderen) ikke er i stand til at tage vare på hende. Måske er det en blanding, læseren møder hende aldrig men følger kun Marias fortvivlede forsøg på at få lov til at besøge hende. Samtidig er ægteskabet med Carter ved at gå i opløsning. Hun har haft en affære med en af deres bekendte, og i pagt med tidens og stedets ånd har han også været i seng med andre kvinder.

Opløsningen driver Maria ud af sine hjemlige omgivelser. Hun kører i timevis på motorvejene – den perfekte metafor for altid at være undervejs og aldrig nå frem – hun sover ved poolen, fordi hun ikke kan holde huset ud, og i en periode lejer hun en lejlighed for at komme væk. Maria kan ikke holde sin tilværelse ud, men hun kan heller ikke flygte fra den. Værst af alt: Hun er blevet gravid, og Didion give en frygtelig beskrivelse af den abort, som Carter forlanger, at hun skal have. Det er svært at forestille sig de dele skrevet af en mand.

Det kunne alt sammen være en beskrivelse af filmbranchens ulidelige overfladiskhed, hvor der aldrig er ægte følelser og mennesker bliver brugt og smidt væk. Sådan oplever jeg det imidlertid ikke. Der er masser af misbrug af mennesker – vennen BJ kan ikke holde ud, at han skal skaffe unge piger til gamle grise og gøre alt muligt andet for at holde dem tilfredse – men der er også ægte følelser på spil. Det er f.eks. tydeligt, at Maria og Carter oprigtigt elsker hinanden, men at de ikke kan finde ud af det. Marias følelser for Kate er også ægte, og rundt om hende er der mennesker, som er klar til at række ud og hjælpe hende. Der er bare ingen af personerne i historien, der ved, hvordan lige så lidt som Maria ved, hvordan hun skal åbne sig og tage imod de udstrakte hænder. Måske er de som Maria præget af en ulykkelig opvækst, der ikke har givet dem ordentlige holdepunkter i tilværelsen?

Intet gælder – en lidt upræcis oversættelse af den amerikanske titel Play It As It Lays, der refererer til, at man må spille med de kort, men nu engang er blevet tildelt – er en fremragende roman om, hvor fortvivlende svær kærligheden og livet kan være. Det er også et skarpt portræt af, hvor svært livet kunne være for kvinder i USA i 1960’erne.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s