Anmeldelser · Fra den vide verden

David Grossman: Da Nina vidste

Undertrykkelsens lange efterliv

Familier er fantastiske motiver for litteratur, fordi medlemmerne på godt og ondt er bundet til hinanden, og her skriver Grossman om en familie, der ulykkelig på sin helt egen måde. Vera Novak er indvandret til Israel fra Jugoslavien i 1960’erne, hvor hun møder Tuvia på en kibbutz. De har begge mistet deres højt elskede ægtefæller, og fordi de er enige om holde fast i den kærlighed, kan de gøre hinanden lykkelige.

David Grossman: Da Nina vidste - forside

Tuvia har sønnen Rafael, der bliver filminstruktør og senere socialarbejder, mens Vera er mor til den indesluttede, smukke og flakkende datter Nina. Rafael forelsker sig med det samme håbløst i Nina, og da han i et par år formår at fastholde hende, får de datteren Gili. Gili arbejder også med film. Hun elsker sin far, hvis uendelige kærlighed til Nina hun har svært ved at fatte, og Vera, der har været et anker i hendes tilværelse. Forholdet til moderen er til gengæld langt under frysepunktet.

Udgangspunktet for romanen er Veras 90 års fødselsdag, hvor hele klanen er samlet for at fejre hende. Selv Nina er kommet hjem fra sit eksil på Svalbard, og denne gang har hun noget alvorligt på hjerte: Hun har fået Alzheimer, og nu vil hun en gang for alle sandheden om, hvad der skete den gang i Jugoslavien, hvor faderen Milos blev anklaget for at være spion for Sovjetunionen, og Vera havnede på Goli Otok, en solstegt ø i Adriaterhavet, der fungerede som Titos gulag.

De fire rejser mod Kroatien, og gennem rejsen løftes slørene ét for ét. Samtidig har sygdommen givet Nina en sårbarhed, der gør hende i stand til at række ud til Gili, der på sin side vakler i sin bastante afvisning. Rafael forbliver en klippe af betingelsesløs kærlighed, og Vera fortæller om mødet med Milos, som hun elskede lige så absolut og betingelsesløst, som Rafael er knyttet til Nina. Det er meget smukt, men det levner næsten ikke plads til den datter, der også har brug for hende.

Tiden som partisan under den tyske besættelse var barsk, og afsløringen af det hemmelige politis metoder er gruopvækkende. Historien er elementært spændende, men det er det nuancerede portræt af hovedpersonerne, der bærer romanen. Scenerne sitrer af tvetydig energi, når de støder ind i hinanden, og det siger meget om Grossmans evner, at han får læseren til ikke bare at tro på dem men også til at holde af dem på trods af de store og åbenlyse svigt, som de også begår.

Da Nina vidste er inspireret af virkelige personer, men det er uklart, hvor frit Grossman har forholdt sig til forlægget. Det er også ligegyldigt, for han har skrevet en bog, der holdt mig fanget fra start til slut. Jeg kan varmt anbefale bogen, og jeg er sikker på, at andre læsere også vil komme til at holde af de højst originale karakterer.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s