Anmeldelser · Klassikerhjørnet

Carlo Levi: Kristus standsede ved Eboli

Forvist til provinsen

Da jeg læste Carlo Levis selvbiografiske roman fra 1945, kom jeg til at tænke på Christoph Ransmayrs Den sidste verden. Ransmayr skriver om Ovids forvisning til Sortehavskysten, da de romerske magthavere blev trætte af ham, og tilsyneladende strakte fascismens fascination af den romerske fortid sig også til straffeformer. I stedet for at have besværet med at sætte kritikere i fængsel blev de sat til at kukkelure i en eller anden provinsby, hvor de skulle melde sig til myndighederne hver dag, mens de stille og roligt gled ud af offentlighedens glemsel.

Carlo Levi: Kristus standsede ved Eboli - forside

Således også maleren, forfatteren og lægen Carlo Levi, der startede sin eksiltilværelse i Grassano i Syditalien og derefter blev sendt endnu længere ud på landet, nemlig til den nærliggende landsby Gagliano, hvor han opholder sig fra 1935-36.

Her bliver han mødt med venskabelig imødekommenhed af den lokale elite med borgmesteren i spidsen. Borgmesteren og hans parti er ganske vist ansvarlige for hans forvaring i byen, men de møder ham også med en vis stolthed, for det kaster en glans over byen at huse en så fremtrædende intellektuel, også selvom han kun er der, fordi han er tvunget til det. Oppositionspartiet er mindst lige så interesseret i ham som en mulig allieret. Mest modstand er der fra de to lokale læger, der frygter konkurrencen fra den nytilkomne, og der går da heller ikke længe, før lokale bønder sender bud efter ham.

Levi er på sin side dybt kritisk over for landsbyens ledende borgere. Lægerne afskriver han uden videre som elendigt uddannede kvaksalvere, og resten af flokken er stort set defineret af deres indbyrdes had og af nedarvede fjendskaber, der går århundreder tilbage. Lige nu samles vinderne omkring fascismens banner, men modsætningerne er ikke nye og den ideologiske overbevisning stikker ikke dybt – faktisk ses der lidt skævt til den ene tosse, der melder sig frivilligt til den abessinske krig, da den bryder ud.

Til gengæld bliver Levi fascineret af landsbyens bønder. De drager hver morgen til deres marker og vender hjem om aftenen brændt af solen. Deres tilværelse handler primært om overlevelse, og deres politiske tænkning er først og fremmest præget af en indædt mistro til staten, der nærmest er at regne for en guddommelig plage, som man bare må stå igennem. Staten vil dem aldrig noget godt, og når den forsøger at skabe forandring, er det aldrig på deres præmisser. Bondekulturen er nedarvet gennem årtusinder, og modstanden romantiseres i fortællinger om lokale røverbaroner, der en gang i mellem har kunnet byde myndighederne trods.

Bogen fortæller om Levis tid i landsbyen frem til sommeren 1936, hvor Mussolini i begejstring over sejrene i Afrika frigiver en masse forviste. Teksten veksler mellem beretningen om hans tilværelse der, om hans ankomst, hans søgen efter en bolig og til slut hans afrejse, og essayistiske analyser af livet og kulturen. Vidnesbyrdet om den personlige skæbne er interessant, men det er portrættet af det lille samfund, der for alvor trækker bogen op.

Jeg var f.eks. stærkt optaget af kapitlet om forholdet til Amerika. I de fattige hjem hænger billeder af jomfru Maria og Roosevelt side om side, og USA var i høj grad det virkeliggjorte paradis for de fattige. Frem til første verdenskrig var det en mulighed for at flygte fra en håbløs og uforanderlig situation, og det benyttede mange, mange syditalienere sig af. F.eks. var der på et tidspunkt flere mennesker fra Grassano i USA end i selve Grassano. Da det oftest var unge mænd, der rejste ud, gik familiestrukturerne nærmest i opløsning: Måske sendte han penge hjem til konen det første par år, men det holdt ikke i længden, de efterladte koner kiggede efter nye mænd og børn blev født uden for ægteskab i en grad, så ingen kunne hidse sig op over det. Og alligevel var der en tilknytning. Mange emigranter blev fanget i spindet, når de kom hjem på besøg: De endte med at finde en kone, købe et stykke jord og synke tilbage i den fattigdom, de var flygtet fra.

Carlo Levi virker som en udadvendt og interessant person, der formår at få mest muligt ud af det påtvungne eksil. Han maler og observerer, og så længe han holder sig inden for myndighedernes anvisninger er det ikke et ubehageligt liv – slet ikke når man sammenligner med forholdene for dissidenter i de andre totalitære stater i Europa. Resultatet er blevet en tænksom om og interessant bog om det Udkantsitalien, som eliten i storbyerne måske foragtede og aldrig forstod.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s