Anmeldelser · Europæiske perler

John McGahern: That They May Face the Rising Sun

Et portræt af livet på landet

McGaherns roman fra 2002 lever især i kraft af sine stille natur- og miljøbeskrivelser. John og Kate Ruttledge er flyttet tilbage til Irland efter mange år i reklamebranchen i London, og de har købt en lille landejendom ude på landet. I det lille samfund spejles den store historie – børnene flytter til byen, borgerkrigen og kampen om Nordirland er stadig en del af identiteten – men det lever også i sin egen ret, og romanen er ikke mindst en hyldest til det ærlige liv på landet.

John McGahern: That They May Face the Rising Sun - forside

Romanen følger Ruttledge og deres naboer over et års tid, så man får fornemmelsen af årstidernes skiften og naturens rytme, mens forståelsen af stedet langsomt foldes ud. Vigtigst er relationen til de elskelige naboer Jamesie og Mary. Deres børn bor i Dublin, og hans bror er mange år tidligere flyttet til England på grund af en kvinde. Nu er et af årets højdepunkter, når han hver sommer kommer hjem. På overfladen i hvert fald for da han foreslår at flytte permanent hjem, kommer paraderne op. At leve med ham år ud og år ind går ikke, men det kan man jo dårligt sige.

De små gårde har får og kvæg, og dyreholdet har sit eget årshjul. Unger kommer til og bliver kærligt beskyttet af mødrene og af menneskene, der holder af dem. Men de bliver også store, fårene skal have fjernet mider fra ulden og én gang om året køres de store kalve til markedet, hvor de bliver solgt. Det er en stor og højtidelig dag, som meget økonomi afhænger af – ikke mindst for Jamesie og Mary, der ikke som John og Kate kan supplere med indtægter andre steder fra. Det lille samfund holdes både sammen af menneskelig interesse og et gensidigt behov for hjælp og støtte, når høsten skal i hus eller praktiske opgaver skal løses.

Andre dele af den bredere historie er også tydelig. Der er Bill Evans, der engang blev født uden for ægteskab og opdraget brutalt i kirkelige institutioner, inden han blev placeret som hushjælp på en af de andre små gårde. Der er IRA-manden, der har siddet fængslet i England for gennemførte og planlagte angreb, og som nu passer bar og bedemandsforretning, mens han fortsat organiserer kampen. Der er præsten, som den ikke-religiøse Ruttledge har et anstrengt forhold til, selvom han også gør en stor social indsats.

På nogle punkter kan man se, at tingene går fremad. Bill Evans får en lille beskyttet bolig i byen, og en af de lokale skørtejægere, der i fuld offentlighed voldtog og ydmygede sin første kone på deres bryllupsdag, må sande, at han ikke kan løbe om hjørner med sin nye brud.

Det er altså ikke et rosenrødt billede, der tegnes af de gamle dage på landet. Der var undertrykkelse og rå fattigdom, der tvang mennesker til at flytte og emigrere, men romanen må alligevel ses som en hyldest til den zen-agtige kvalitet et liv knyttet til naturen kan have. Den mission forløses smukt og poetisk, men jeg savnede lidt dybde i nogle af personerne. Ikke mindst John Ruttledge, der er bogens gennemgående person. Han kan måske ses som forfatterens alter ego, men i bogen virker han mere som en anledning til at fortælle om de andre end som en fuldt udviklet karakter i egen ret.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s