Anmeldelser · Butleren i biblioteket

Jussi Adler-Olsen: Fasandræberne

Sadister i overklassen

Fasandræberne er den anden bog om Afdeling Q, hvor Carl Mørck, Assad og fra dette bind også den geskæftige sekretær Rose Knudsen tager uopklarede sager op til ny overvejelse. Som sin forgænger er det en velturneret krimi/thriller, men forfatteren vælger klogelig en meget anderledes komposition, så risikoen for alt for tydelige gentagelser undgås.

Jussi Adler-Olsen: Fasandræberne - forside

F.eks. er sagen om et dobbeltmord på to unge søskende i Rørvig slet ikke uopklaret. En person har aflagt tilståelse og sidder i fængsel for forbrydelsen, hvor han i øvrigt er godt i gang med at skabe grundlaget for en behagelig tilværelse gennem børsinvesteringer. Alligevel dukker sagsmappen op i bunkerne på Carls skrivebord, og det er i sig selv med til at vække opdagernes interesse.

For det andet står det hurtigt klart, hvem gerningsmændene er: Ditlev Pram, Torsten Florin og Ulrik Dybbøl-Jensen var del af en voldsdyrkende klike, da de gik på rigmandskostskole på Sydsjællland, og nu er de dygtige og velhavende forretningsmænd med masser og magt og penge nok til at tilfredsstille deres perverterede lyster – om ikke andet så ved at købe ofrene til den nødvendige tavshed. Bjarne Thøgersen, der nu sidder fængslet for Rørvigmordene, Christian Wolf, der nu er død, og Kimmie Lassen var også en del af gruppen.

Kimmie lever på gaden, hvor hun bruger alkohol for at holde stemmerne i hovedet i skak, men hun er en dreven overlever, der på tiende år har formået at holde sig skjult for at de andre, som hun både frygter og vil hævne sig på. Det er kun narkomanen Rotte-Tine, hun taler lidt med, og selv hun ved ikke, hvor Kimmie holder til.

Historien følger et dobbeltspor: På den ene side arbejder Carl, Assad og Rose sig gennem materialet og afdækker skridt for skridt omfanget af gruppens forbrydelser. På den anden side følger vi trioen af gerningsmænd – ikke mindst Ditlev, der har bygget et imperium på plastikkirurgi og udenlandsk arbejdskraft – og Kimmies liv på gaden, hvor både politiet og Ditlevs håndlangere er på udkig efter hende. Det hele bygger effektivt op til en voldsom konfrontation, hvor trådene endelig samles.

Jeg foretrækker krimier, hvor man faktisk kan følge opklaringen og se en logik i, hvordan spor bearbejdes og nye dukker op. Det lever Fasandræberne fint op til, og selvom læseren i denne omgang kender forbrydernes identitet, så er der så mange uafklarede spørgsmål om, hvordan det egentlig er foregået, at spændingen fastholdes hele vejen igennem. Og som i Kvinden i buret formår Adler-Olsen til sidst at få historien til at skifte gear, så finalen både er en logisk konklusion og en gedigen overraskelse.

Hvis jeg skulle have et lille forbehold handler det om skurkene, der i tilbageblik næsten er for meget af det gode – men det fungerede under læsningen, og det er jo det vigtigste.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s