Anmeldelser · Klassikerhjørnet · science fiction

Jules Verne: En verdensomsejling under havet

Hvem er Kaptajn Nemo?

Romanen fra 1870 anses med god grund for en af forfatterens vigtigste værker. Det er en strålende strøm af fantasifulde forestillinger om livet under havet, men der er også en fascinerende hovedperson. Den mystiske kaptajn Nemo på Nautilus er et geni, men han er er også et optændt af en frygtelig vrede mod menneskeheden, som man som læser egentlig aldrig bliver klog på. Den er der bare og er svær at ryste af.

Romanens fortæller er franske professor Aronnax, der er specialist i livet i havet. Da der begynder at indløbe rapporter om skibe, der ødelægges eller ligefrem sænkes af et mystisk fabeldyr, stiller han op med sin egen teori: Det er en meget stor og endnu ukendt art af narhvaler, der er på spil. Det er tilstrækkeligt til at blive inviteret med, da den amerikanske flåde udstyrer krigsskibet Abraham Lincoln til en gang for alle af fjerne den ukendte trussel mod den frie handel.

Nemt er det ikke at finde det mystiske væsen på Stillehavets uendelige overflade, og da skibet endelig kommer på sporet har det ikke en chance. En canadisk hvalfanger, Ned Land, hamrer sin harpun line ned i fænomenets krop, men den preller bare af, for det sandheden er selvfølgelig, at det ikke er en hval men den mystiske ubåd Nautilus, de har kastet sig over.

Aronnax, hans tjener Conseil og Land kastes over bord, og da det endelig bliver morgen, er det ubåden, der redder dem fra at drukne. Her møder de en besætning, der taler sammen på et kunstigt og uforståeligt sprog, så den eneste, de forholder sig til er kaptajn Nemo. Han har selv designet og bygget fartøjet og efter eget udsagn sagt farvel til landjorden for evigt. Han bliver jagtet af krigsskibe, men han er selv en stridbar natur, og det er ikke til at sige, hvem der har startet krigen.

De tre strandede får et tilbud, de ikke kan sige nej til: De kan blive ombord på Nautilus og lære havets hemmeligheder at kende, men Nemo vil ikke afsløres, så de må aldrig forlade den igen. Ned Land føler sig fanget og sat i fængsel – han er heller ikke meget for den rene havbaserede kost – og begynder hurtigt at tænke i flugtplaner, men Aronnax er ikke forsker for ingenting. Her er endelig mulighed for at udforske det hav, der ellers er utilgængeligt for ham, og han bliver også snart fascineret af kaptajnen selv.

Nu starter en fantastisk rejse. Rundt i Stillehavet, ud i det indiske ocean, videre til Middelhavet og rundt på havstrømmene i Atlanterhavet. Undervejs udforsker vennerne og kaptajnen undersøiske skove, besøger østersbanker, hvor fattige fiskere dykker efter perler, og de kommer endda til sydpolen, der hos Verne er et isfrit punkt bag en kæmpe rand af is. Undervejs overkommer Nautilus suverænt den ene udfordring efter den anden, men selv den stærkeste maskine kan møde sin overmand i naturen.

Der er også glimt af Nemos krig med menneskene fra landjorden. På et tidspunkt bliver de tre spærret inde, tilsyneladende fordi Nautilus skal slå til mod et skib. Det koster et besætningsmedlem livet, og Aronnax bliver vidne til en rørende begravelse under havet. Men det er måske ikke alle mennesker, Nemo foragter. Han redder i hvert fald en fisker fra druknedøden, og i et andet tilfælde afleverer han guld fra havets bund til en gruppe oprørere.

Verne skriver science fiction, og nogle af de teorier han refererer til, virker bedagede. På den anden side virker beskrivelsen af ubådens form og brugen af elektricitet som drivmiddel fornuftig nok, og det betyder heller ikke så meget, om det hele holder vand. Historien er først og fremmest et eventyr, og Vernes frodige fantasi kommer fuldt til udtryk i beskrivelsen af havets liv. Og så er der som nævnt den mystiske Nemo, der er halvt superskurk, halvt menneske og under alle omstændigheder et fascinerende mysterium.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s