Anmeldelser · Europæiske perler

J.G. Ballard: Skabelsens dag

Imperiedrømme møder magisk realisme

Måske er det falsk reklame at kalde Skabelsens dag for magisk realisme. Reelt sker der kun én overnaturlig ting i romanen – og selv den får måske en forklaring – men som i José Saramagos Stenflåden bliver den ene ting definerende for resten af bogen. Doktor Mallory er havnet i Centralafrika, hvor Sahara vinder frem. Det er så langt uden for alting, at oprørsgeneralen kun råder over nogle pjaltede soldater med kassettebåndoptagere om halsen.

J.G. Ballard: Skabelsens dag - forside

Men så en dag får Mallory en kilde til at bryde frem, og inden længe er den svulmet op til en strøm, der så bliver til en vældig flod. Den bliver en besættelse for ham. Han er overbevist om, at det er ham, der har fremmanet floden med sin viljes kraft, og han har skiftevis lyst til at forsvare den som en del af sin krop og at ødelægge den som erstatning for at ødelægge sig selv. Det er selvovervurdering og selvhad på et episk niveau, og der er da heller ingen omkring ham, der kan tage hans overbevisning alvorligt – bortset fra Noon, en barnesoldat fra oprørshæren, som han har helbredt for et sår i foden, og som knytter sig lige så meget til vandløbet som han. Hun tager med ham, da han stjæler en gammel færge og rejser op ad strømmen for at finde flodens udspring.

Skabelsens dag er fortællingen om de tos dramatiske rejse. Foran dem venter general Harare og hans pjaltede oprørere, bag dem kommer kaptajn Kagwa, der vil have sin Mercedes tilbage – den står på færgen – og erobre kontrollen med området. Floden kan være den tredje Nil, og det giver pludselig ødemarken strategisk betydning og kaptajnen ambitioner om sit eget rige. Andre er også på vej op af floden: Mrs. Warrander, der har drevet et asyl for lokale dyrearter, ledsages af en gruppe kvinder, der også er blevet voldtaget og har set deres mænd blive myrdet, og filmmanden Sanger, der engang lavede populærvidenskabelige naturprogrammer og nu kæmper desperat for at holde fast.

Ballard trækker på masser af litterære referencer. Kvindernes gamle båd hedder Diana, færgen hedder Salammbo efter Gustave Flauberts sensualiserede roman om Kartago efter første puniske krig, og hele rejsen op ad floden, der kun fører sygdom, vold og barbari med sig, kan dårligt ses som andet end en kommentar til Joseph Conrads Heart of Darkness. Ballards hovedperson hedder Mallory, Conrads fortæller er kaptajn Marlowe, og Mallory selv er en ærketypisk britisk antihelt: Flegmatisk og plaget, men også handlekraftig og stædig.

Men selvfølgelig er bogen skrevet i en anden tid. Kolonierne er afviklet, og selvom barbariet stadig venter ude i junglen, så er det ikke i form af en europæer, der har givet efter for sine dyriske instinkter. Mallorys rejse er dybt afhængig af Noon, der leder ham hele vejen, og mens Conrads vision fører ind i en svulmende, livskraftig jungle, så løber Mallorys patetiske fantasier bogstavelig talt ud i sandet. Drømmen om at blive den næste store opdager, om at beherske verden på vegne af det britiske imperium er ikke andet end det: En illusion uden indhold.

Selvom symbolikken i romanen er voldsom, er det ikke en svær bog at læse. Fortællingen drives frem af en tydelig og elementært spændende fortælling, som Ballard skriver frem i et smukt billedsprog, og hvor det kan være svært at tage Mallory alvorligt, når han hævder at have skabt floden, så ER den der jo som et fascinerende mysterium. Bogens sidste tredjedel bliver lidt lang i spyttet, men alt i alt var det et interessant bekendtskab.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s