Anmeldelser · Nyere dansk

Christina Hesselholdt: Vivian

Et kunstnerliv

Hesselholdt er i gang med en romantrilogi, som har det udgangspunkt, at hver bog skal være inspireret af en dokumentarfilm. Bind to i serien, Virginia is for lovers, udkom sidste år, men den første var Vivian fra 2016. Det er ikke usædvanligt, at forfattere fremmer den kunstneriske proces med den form for selvvalgte benspænd, men ud over at inspirere Hesselholdt til historien – hvilket jo også er væsentligt nok – er det svært at se, hvordan filmformatet har været med til forme bogen. Det er heller ikke så vigtigt, for det er en glimrende roman, der udmærket kan læses uden kendskab til projektet.

Christina Hesselholdt: Vivian - forside

Vivian Maier var en amerikansk gadefotograf, der fra starten af 1940’erne og frem til sin død i 2009 tog hundredetusindvis af fotografier. Tit og ofte fandt hun sine motiver på storbyernes gader, hvor hun var i konstant bevægelse i sit slidte tøj og sine herresko, der ikke levede op til tidens modeidealer, men som til gengæld var gode at trave i. Maier udstillede aldrig sine billeder og er først senere blevet opdaget som en væsentlig amerikansk kunstner. I stedet ernærede hun sig som barnepige, som var netop den type ufaglært arbejde, der gav hende bevægelsesfrihed. Børnene blev så hevet med, enten i klapvogn eller på egne ben, som de måtte lære at bruge i en vis fart.

Romanen fortæller historien om Maiers opvæks i en tysk-fransk indvandrerfamilie i 1920’ernes og 1930’ernes New York. Familien var netop så levende og alsidig, som man kunne forvente, men det var også en familie præget af store ulykker. Faderen drak alt for meget og blev til tider voldelig, så forældrene levede som hund og kat, og de endte da også med at gå fra hinanden. Broderen blev vagabond og narkoman, og da tiderne var sortest, rejste Vivian med moderen tilbage til den landsby i de franske alper, som de var udvandret fra.

Opvæksten og familiehistorien er det ene tyngdepunkt i bogen. Det andet tyngdepunkt er tiden i slutningen af 1960’erne og starten af 1970’erne, hvor Vivan var barnepige for familien Rice i Chicago. Det var et af en lang række ansættelsesforhold, som Hesselholdt bruger som omdrejningspunkt for den side af Maiers tilværelse. Det spiller nok også ind, at Chicago med raceuroligheden og demokraternes notoriske konvent i 1968 var omdrejningspunkt for den frigørelsesproces, som bogen også kredser om. En proces, hvor kvinder i langt højere grad fik mulighed for at realisere deres egne drømme og gå deres egne veje.

I Hesselholdts fremstilling var Vivian Maier tydeligvis en kantet personlighed, drevet af en ubønhørlig kunstnerisk skabertrang. At billederne sjældent blev fremkaldt og aldrig udstillet spillede ingen rolle. Her fortæller Sarah Rice om et episode, hvor Vivian ville sælge hende et billede af datteren Ellen:

”’Det er et voldsomt billede, Viv’, sagde jeg, og det var det. Ellen var på vej op ad en lang næsten lodret trappe til en rutsjebane der var snoet som en serpentine. … Men Ellen var alene på den halsbrækkende trappe. Og hvorfor? Fordi Vivian Maier var optaget af at fotografere sceneriet. Hende havde jeg overladt Ellen til. Og hvorfor var jeg der ikke selv ligesom de andre forældre. Der var fædre på billedet, det måtte være en søndag. …
’Kunst er ikke et sted man hygger sig’, sagde hun.” (s. 102-103)

Teksten glider ubesværet fra skildringen af fotografiet over Sarahs alvorlige tvivl til Vivans selvbevidste konstatering af kunstens væsen. Alt sammen skrevet i et smukt og ligetil sprog.

Historien er bygget op i kapitler, som igen er inddelt i små tekststykker med titel efter den person, historien fortælles fra. Det kan være Mr. og Mrs. Rice, oftest er det Viv, andre gange er det hendes familiemedlemmer. Mange tekststykker har titlen ”fortælleren”. De bruges typisk til at fastlægge fakta og fortælle rammerne om historien, men undertiden diskuterer fortælleren også med romanens personer. Den særlige form tydeliggør de forskellige synsvinkler i historien. Jeg er dog ikke sikker på, at fortællerkonstruktionen er andet end et sjovt påfund. Hvis formålet er at tydeliggøre forfatterens position, kan det i hvert fald diskuteres, om resultatet ikke er det modsatte: Fortælleren kan ses som endnu et forsøg på at tilsløre forfatteren, der jo i sidste ende står bag alle personernes ord.

Hesselholdt skriver godt, og Vivian Maier er en interessant skikkelse, som forfatteren formår at give et rigt indre liv og et tæt samspil med menneskene omkring hende. Jeg har ikke set den dokumentarfilm, der satte Hesselholdt i gang med romanen, men netop i skabelsen af nuancerede personer, som man kan relatere til og få en dybere forståelse for, ligger en af romankunstens største styrker. Vivian er letlæst, kompleks og spændende.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s