Anmeldelser · Europæiske perler · Klassikerhjørnet

W. Somerset Maugham: The Moon and Sixpence

Portræt af kunstner som besat geni

Fortælleren – der tilsyneladende har en del lighedstræk med forfatteren – vil tegne et portræt af Charles Strickland, der efter sin død er blevet udråbt som et geni inden for malerkunsten, og han har særlige forudsætninger for det, fordi han været tæt på flere dramatiske episoder i Stricklands liv.

W. Somerset Maugham: The Moon and Sixpence - forside

Bogen er groft inddelt i tre dele. I den første kommer fortælleren som ung mand og spirende forfatter til London, hvor han hurtigt bliver en del af de litterære miljøer. En af de kvinder, der ynder at omgive sig med kunstnere til te og middagsselskaber, er Mrs. Strickland. Hun lever en ganske almindelig middelklassetilværelse. Manden forsørger familien, de har været gift i næsten tyve år, og de har to smukke børn, der klarer sig godt. Charles Strickland møder han kun kortvarigt, og han finder ham helt igennem almindelig og kedsommelig.

Intet kunne være mere forkert. Da konen vender hjem fra ferie, finder hun et brev. Charles har afviklet sit børsmæglerfirma og er rejst til Paris. Alle tror selvfølgelig, at der er tale om en affære, og Mrs. Strickland beder fortælleren om at opsøge ham og overbevise ham om at vende tilbage. Her kommer de første tegn på, at Strickland er en meget speciel personlighed. Det er overraskende nok, at han ikke er rejst til Paris med en elskerinde men for at male, og at han allerede taler om det at male som en besættelse, der ikke vil slippe sit tag i ham. Men det særlige er den fuldkomne ro og kulde han viser over for konen og børnene: Han har givet dem tyve år af sit liv, de har ikke krav på hjælp fra ham, de interesserer ham ikke længere, og han udviser ikke det ringeste tegn på dårlig samvittighed.

Andel del udspiller sig nogle år senere og er romanens bedste. Fortælleren flytter til Paris, hvor han bruger meget tid sammen med den følsomme hollandske kunstner Dirk Stroeve, der på alle måder er Stricklands modsætning. Stroeve har intet kunstnerisk geni, men hans håndværk er godt nok til at han kan leve fornuftigt af italienske landlivsbilleder. Strickland er genial – hvad Stroeve er den første til at anerkende – men ingen kan se kvaliteten i hans billeder. Stroeve er empatisk og hjælper sine venner, så det grænser til udnyttelse. Strickland er kold i røven og tager kun i mod. Stroeve lever i et kærligt forhold til sin kone Blanche, mens Strickland bor for sig selv på et usselt hummer og ikke laver andet end at male. Da Strickland bliver alvorligt syg plager Stroeve Blanche til at lade Strickland flytte ind, så de kan pleje ham, og det ender selvfølgelig nogen lunde så galt, som man kan tænke sig.

Tredje del handler om Stricklands liv efter han har forladt Paris. Fortælleren har mistet kontakten til ham, og da maleren på dette tidspunkt allerede er død, fortælles historien gennem mennesker, der har mødt Strickland på Tahiti, hvor han langt om længe er faldet til ro. Det er her han har malet sine bedste billeder, men det er også her, at han er død af spedalskhed.

Romanen baserer sig delvist på Paul Gauguins liv, og det er et fascinerende portræt af prototypen på et kunstnerisk geni uden sociale kompetencer. Strickland er ikke ond, men han er så fuldkommen ligeglad med alt andet end at male den vision, der har besat ham, at han er et chokerende bekendtskab for fortælleren og for læseren. Man må håbe, at de fleste store kunstnere kan kombinere deres talent med en smule mere empati.

En kommentar til “W. Somerset Maugham: The Moon and Sixpence

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s