Anmeldelser · Europæiske perler

Anne Enright: The Green Road

Genforening med dysfunktionel familie

Ude ved den irske vestkyst vokser de fire søskende Hanna, Dan, Constance og Emmet Madigan op i 1960’erne og 1970’erne. Moderen er den velstående Rosaleen, der som ung forelskede sig til op over begge ører i den fattige landmandssøn Pat. Nu kører han hver dag ud for at passe sin beskedne jord, besøge sin mor og så vende tilbage til det store hus, som hun har arvet fra sine forældre. På overfladen er det en almindelig – og måske lykkelig – familie, men skrabes der lidt i overfladen, dukker konflikterne op. Rosaleen styrer familien med hård hånd og forstår at give børnene dårlig samvittighed. Når tingene går hende i mod, lægger hun sig i sengen og er syg i ugevis.

Da børnene bliver voksne, kan de ikke komme hurtigt nok væk fra barndomshjemmet. Dan vil være præst, og det bryder moderen sig ikke om, men præsteseminaret er kun første stop. Hurtigt flytter han til USA og bliver en del af det homoseksuelle miljø i New York, hvor den ene efter den anden dør af AIDS. Emmet flygter også ud i verden og bliver en del af det professionelle og rodløse udviklings- og nødhjælpsmiljø. Overalt finder han meningsfyldt arbejde, men kærlighed og hjem finder han ikke. Hanna vil være skuespiller og rejser til Dublin, men selvom hun får nogle roller, så har hun svært ved at slå rigtigt igennem. I stedet lever hun i et ulykkeligt forhold med Hugh, får et barn og slår sig på flasken. Constance er den eneste, der bliver tilbage. Hun gifter sig med Desmond MacGrath, får tre dejlige børn og bliver selvfølgelig også den, Rosaleen støtter sig til i hverdagen.

Første del af bogen består af en række kapitler, der følger børnene hver for sig. Det første handler om Hanna og foregår, mens de stadig bor hjemme, hvorefter der tages et langt spring i tid og rum til Dan i New York. I anden del har Rosaleen besluttet at sætte sig hus til salg, og det bliver anledning til, at børnene endelig kommer hjem på samme tid. Moderen håber på en sidste, hyggelig jul i huset, mens især Dan og Emmet håber at kunne gøre et regnskab op og lukke en dør efter sig. Det bliver en dramatisk højtid, og selvom sandheder kommer på bordet, lykkes det ikke nødvendigvis at overvinde de gamle modsætninger.

Enrights styrke er skildringen af konkrete situationer. Det gøres så levende og med så stor forståelse for personerne, at man næsten føler, at man er til stede. Et kapitel om Constance, der skal til undersøgelse for brystkræft, er en mesterlig fortælling om et sundhedssystem, der prøver at være empatisk og omsorgsfuldt, men som ikke kan undgå at virke klodset og jo slet ikke kan undgå at konfrontere patienterne med dødens mulighed. I et andet velskrevet kapitel følger vi Emmet på en udstationering i Afrika, hvor han forelsker sig i den idealistiske Alice, som han alligevel ender med at støde fra sig. Centrale er også et par kapitler fortalt fra Rosaleens perspektiv. Det giver læseren mulighed for at få et mere nuanceret syn på hende, mens børnene fanges i deres gamle roller og ikke kan se ud over deres etablerede billede af hende som manipulerende og fordomsfuld.

Jeg kunne godt lide skildringen af den dysfunktionelle familie, ikke mindst fordi Enright formår at dosere ulykkerne. En ensom gammel kvinde, der ikke forstår eller bliver forstået af hendes børn, er en alvorlig sag, og familien ville ikke blive mere genkendelig ved at blive udsat for endnu større ulykker. Der er som sagt også nogle meget velskrevne passager, og det er altid fascinerende at følge, hvordan en slægt fjerner sig fra sit udgangspunkt og alligevel trækkes tilbage. Der er altså meget godt at sige om The Green Road, men det er også en historie, jeg har læst eller set mange gange før.

Jenny Erpenbeck: Før sol går ned - forside

En kommentar til “Anne Enright: The Green Road

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s