Anmeldelser · Klassikerhjørnet

Cecil Bødker: Silas og den sorte hoppe

Gensyn med klassisk børnebog

Jeg er sikker på, at jeg har læst Silas, da jeg var barn, og den oplevelse deler jeg med mange på min alder (jeg er født i 1973). Den første bog i serien udkom i 1967, der efterhånden er kanoniseret som det år, hvor der blev sat en ny retning for børnelitteraturen i Danmark. Det var slut med at se og vurdere børnene på de voksnes præmisser, for den nye generation af forfattere tog udgangspunkt i børnenes egen oplevelse af verden, der ofte adskilte sig radikalt fra de voksnes.

Cecil Bødker: Silas og den sorte hoppe - forside

Silas er en dreng på 13 år. Vi ser ham først gennem hestehandler Bartolins undrende blik, da han kommer glidende ned af en flod i en båd uden mål eller retning. Først i sidste øjeblik retter Silas sig op og ror ind til bredden, hvor han uden videre spørger Bartolin om han kan få noget at spise. Det er åben udfordring af den voksnes autoritet, men hestehandleren kan alligevel ikke få sig selv til at sige nej.

Der går heller ikke længe, før han finder på sine egne planer: Han kunne godt bruge en stalddreng til at muge ud og holde øje med hestene, når han er på rejse, og da Bartolin er nærig indgår han et væddemål med drengen. Hvis han kan ride en runde i folden på hans bedste hest – en flot sort hoppe med et iltert temperament – må han få den. Hvis han bliver smidt af, skal han arbejde for kost og logi i to år. Silas siger ja, for han er vant til heste fra sin opvækst i cirkus, og det lykkes ham selvfølgelig at tæmme hoppen.

Så bliver afstanden mellem børnenes og de voksnes verden for alvor tydelig. For Silas var aftalen entydig og retfærdig, men Bartolin prøver at snige sig uden op, selvom væddemålet var hans egen idé. Han forslog det kun, fordi drengen ikke så ud til at kunne noget, og han føler sig ikke forpligtet til at overholde aftalen, fordi drengen havde ”snydt” ved at være noget, han ikke så ud til at være. Alligevel trækker Silas det længste strå, da han truer med at gøre alle hestene gale med sit fløjtespil. Han rider glad af sted kun for at opdage, at Bartolin langt fra er den eneste voksne, der ikke spiller efter reglerne.

Næste gang er det en hel landsby, der er klar til at bedrage ham. De hilser ham velkommen og byder ham på godt øl, men bag den sleske facade er de i virkeligheden bare ude på at stjæle hans hest. Da Silas kommer til sig selv, har han ondt i hovedet og driver igen ned af floden, denne gang i en faldefærdig pram og uden selv at ville det. Nu begynder en lang og sej kamp for at få hesten igen. Det bliver både til et gensyn med det cirkus, han er stukket af fra, og et møde med drengen Ben-Godik, der hellere ville være træskærer.

Cecil Bødker, der døde for et par uger siden, tager barnets perspektiv og handlekraftighed alvorligt. Historien ses fra Silas’ side, også når han opfører sig urimeligt over for de mennesker han møder, og hun prøver ikke at give en forklaring på ham eller hans handlinger. Som læser identificerer man sig selvfølgelig med hovedpersonen, men i en vis forstand har man det som Bartolin, der aldrig rigtigt kommer til at forstå Silas og hans bevæggrunde.

Historien foregår et ubestemmeligt sted i en ubestemmelig fortid – navnene er europæiske men ikke fra et bestemt land. Romanens udgangspunkt er strengt realistisk. Her er ingen magi eller talende dyr. I stedet møder vi børn og voksne, der er såre menneskelige og selv må forholde sig til de udfordringer de møder. Bogen er stadig værd at læse, men jeg kan godt blive i tvivl om, om der er nok spræl i historien til at fastholde interessen hos børn, der er vant til de hektiske fortælleformer på TV.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s