Anmeldelser · Europæiske perler

Olga Tokarczuk: Rejsende


Bevægelsen som livets mening

For en måneds tid siden læste jeg Tokarcazuks Kør din plov over de dødes knogler, som er en ret traditionelt opbygget roman med et klart plot. Denne bog er helt anderledes. Der er ganske vist en fortæller, der som forfatteren er fra Polen og har læst psykologi, men hun træder kun lejlighedsvis frem. Hovedparten af bogen består af små og store fortællinger, som alligevel bliver et samlet værk om menneskets pendulering mellem trangen til at bryde op og drømmen om at høre til.

Olga Tokarczuk: Rejsende - forside

Fortællerens første erindring om rejsen er som barn. Hun løber væk hjemmefra, ud over markerne, og selvom hun selvfølgelig bliver fundet igen og kommer hjem igen, så bliver det et billede på hendes liv. Hendes forældre rejste også, men de gjorde det altid som turister, hvor målet var at indrette sig hjemligt på campingpladsen og i sidste ende at sidde i stuen og se på lysbilleder af ferien. Fortælleren er anderledes – hun ønsker ikke noget hjem, hun vil hele tiden være i bevægelse og de tilfældige småjobs har hun udelukkende for at få penge til at rejse ud.

Bogen undersøger rejsens væsen gennem så tekstklumper. I lufthavne forelæser nyuddannede om rejsens psykologi, men vigtigere er de mange mindre fortællinger om, hvad det vil sige at rejse. Der er historien om Kunicki, der er taget på ferie i Kroatien og pludselig konfronteres med den største rædsel, da konen og barnet pludselig er væk. Der er Karen, der har giftet sig med en ældre antikprofessor, som nu er stærkt svækket af demens, men stadig kan aktivere sin enorme baggrundsviden, når han optræder for interesserede gæster på krydstogt i det græsk øhav. Og der er moderen til en handicappet dreng og en mand med PTSD i Moskva, der pludselig ikke magter hverdagen længere og bliver hjemløs i metroen.

Men der er også fortællinger, der peger i en anden retning. Fortælleren er fascineret af raritetskabinetter, der ikke er velordnede museer men samlinger af kuriositeter. Særligt de medicinske samlinger, hvor organer og deformiteter er blevet taget ud af menneskekroppe og opbevaret i konserverende væsker har hendes interesse. En stribe fortællinger handler om at undersøge kroppen og fastholde den for eftertiden. Det spores tilbage til renæssancen i Holland og føres helt frem til moderne teknikker, hvor hele kroppe drænes for blot, bades i acetone og fyldes med silicone, så muskelgrupper og organer kan udstilles uden det forstyrrende hudlag.

Ønsket om at dissekere, bevare og udstille kroppen er selvfølgelig også at udøve magt over den. Det er ikke noget tilfælde, at det var henrettede, der blev brugt til offentlige obduktioner, og i det imperialistiske Europa var det heller ikke noget tilfælde, at det var eksotiske mennesker, man kunne finde på at udstoppe og udstille efter deres død. Fra en dansk kontekst kender man historien om den grønlandske dreng Minik, der i New York kunne se sin far udstillet som skelet, og i Østrig lod kejser Franz I sin kammertjener Angelo Soliman udstoppe efter hans død. I Rejsende skriver datteren bønfaldende om han ikke kan få en kristen begravelse.

At rejse er måske nok at leve, men bevægelsen er altid modsvaret af en længsel efter hjemmet, holdepunktet og det bestandige. Måske er det denne underforståede længsel, der gør rejsen så tiltrækkende, men det handler selvfølgelig også om frihed fra et undertrykkende regime og retten til at bestemme over sin egen krop. Historisk set opstod stater for alvor, da folk begyndte at dyrke jorden og slå sig ned. Landbruget skaber det nødvendige overskud – og bofastheden gør det nemmere at kontrollere folk.

”Derfor bærer tyranner af alle hudfarver hadet til enhver nomade i blodet – derfor forfølger de sigøjnere og jøder, derfor tvangsbosætter de alle frie folk, og idømmer os fast bopæl.
For dem handler det om at oprette en stivnet orden hvor tiden tilsyneladende står stille, hvor dagene gentager sig selv og ikke kan skelnes fra hinanden, de vil konstruere et vældigt maskineri hvor hver eneste skabning må blive på sin plads og kun tilsyneladende bevæge sig…
Bevæg dig, tag af sted. Velsignet er den som vandrer.” (s. 260)

Den sociologiske analyse af rejsens undergravende væsen er lagt i munden på en gal kvinde i Moskva, og i det moderne samfund betragtes nomadetilværelsen vel også nærmest som vanvid. Det er i hvert fald afvigende ikke at have et hjem. Men netop fordi samfundet er så afhængige af, at folk bor et sted, bliver muligheden for at rejse både en central frihedsrettighed for den enkelte og et effektivt barometer for om samfundet løser sin opgave godt nok. Det var trods alt de rejsende østtyskere, der hurtigt og effektivt fjernede fundamentet under regimet.

Rejsende er bredt anerkendt som et mesterværk, og jeg kan sagtens se hvorfor. Bogen er proppet med skarpe iagttagelser, fantastisk sprog og interessante personer, og dens plot-løse undersøgelse af rejsen som fænomen har utvivlsomt passet perfekt til nobelkomiteens litteratursyn. Jeg vil også gerne anbefale den, og det er ikke en svær bog at læse, men jeg foretrækker romaner med lidt mere plot og en mere samlende struktur og personkreds.

En kommentar til “Olga Tokarczuk: Rejsende

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s