Anmeldelser · Klassikerhjørnet

Erik Aalbæk Jensen: Gertrud

Livtag med besættelsens mørke sider

Krig er en rodet affære, og det er de færreste, der kommer ud på den anden side uden at være mærket af den. Samtidig er krig en ekstrem konflikt, hvor fjenden dehumaniseres og alting tegnes kraftigt op i sort og hvidt. Enten er du med os, eller også er du imod os! Det ændres der ikke nødvendigvis på, når kampen er slut, for det er som bekendt sejrherrerne, der skriver historien. Det har også været billedet af besættelsen i Danmark, hvor modstandsbevægelsen var utvetydige helte, nazister og tyskvenlige var utvetydige skurke, og det store flertals menneskelige men uheroiske tilpasning til realiteterne blev forbigået i stilhed.

Erik Aalbæk Jensen: Gertrud - forside

Det var i høj grad litteraturen, der var med til at nuancere disse opfattelser, og her spillede Erik Aalbæk Jensen en stor rolle. I Perleporten fordømte han ganske vist nazisympatisørerne i 1930’erne, men han fremstillede dem også som hele mennesker, og i Kridtstregen gjorde han to østfrontsfrivillige til hovedpersoner. Gertrud fra 1956 er både et forstudie til den senere romankreds og et selvstændigt livtag med stikkerlikvideringernes menneskelige følger, som Peter Øvig Knudsen satte på dagsordenen langt senere med Efter drabet.

Fortælleren er en ung forfatter, der i 1950’erne rejser til det lille sogn Ulved ved Jammerbugt for at få fred til at skrive. Han var ung under besættelsen, hvor han var fascineret af docent Hallsten, der havde skrevet interessante afhandlinger om Eddaens betydning. Hallsten var også nazist, men der var gået hen over hovedet på den unge sværmer, der ikke gik så meget op i politik. Derfor kom det som et chok, da Hallsten blev likvideret som stikker, endda lige for øjnene af datteren Gertrud, som han gik i skole med. Hun forsvandt kort efter, og det var år siden fortælleren havde skænket hende en tanke.

Nu tog hun imod ham i præstegården, hvor han havde lånt nøglen til kirken. Efter en tid som lærerinde på skolen var hun blevet gift med præsten, der havde droppet den lokale landmandsdatter Margrethe Ledet. Det havde skabt et dårligt forhold til hendes far Simon Ledet, der var formand for brugsforeningen og en fremtrædende mand i lokalsamfundet – men også en person, der måske havde været lidt for ivrig efter at levere fødevarer til tyskerne under krigen.

Ude klitterne lever også den mystiske Glud, der engang var præst i et nabosogn, men som har opgivet sit kald og nu bruger tiden på at grave dræn ned i den sumpede og utaknemmelige jord. Han er præstens bedste ven, men mellem Glud og Gertrud eksisterer der et skæbnesvangert bånd. Også han er præget af besættelsens voldsomme begivenheder, hvor han var modstandsmand og oplevede ting, han ikke kan slippe igen.

Det lille samfund ved havet er præget af modsætninger og uafsluttede opgør, der ikke kan tales om. Efterhånden hvirvles fortælleren ind i de rygter, der løber om præsten og hans kone. Det meste er stridigheder, der har eksisteret i småsamfund til alle tider, men for Gertrud rammer det ekstra hårdt, fordi hun stadig bærer rundt på skammen over sin fars forbrydelser og chokket over at overvære hans død. Man fornemmer snart, at det ikke kan ende godt.

Romanen hører ikke til Aalbæk Jensens bedste, men det er bestemt ikke nogen dårlig bog. Tværtimod er det en indfølt fortælling om en ung kvinde, der har fundet en ny chance i livet, for så at konstatere at hun ikke kan undslippe fortiden, og at hun aldrig kan blive vurderet i sin egen ret men altid vil leve i sin fars skygge. Det er også en fortælling om, hvordan små synder vokser sig store, når de hævngerrige får lov til at sætte tonen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s