Anmeldelser · Europæiske perler

Pavlos Matesis: Hundens mor

Besættelsen var en hård tid: Grækenland-udgaven

På tværs af de forskellige lande gennemløber den europæiske litteratur om anden verdenskrig flere faser. Efter en umiddelbar hyldest til frihedskæmpere og modstandsbevægelse opstår der et langt mere komplekst billede, hvor der først kommer fokus på de eksistentielle dilemmaer heltene konfronteres med (De nøgne træer kunne være et dansk eksempel) og hvor interessen siden breder sig til dem, der havnede på den forkerte side eller bare handlede i strid med eftertidens moral.

Pavlos Matesis: Hundens mor - forside

Pavlos Matesis’ roman fra 1990 er et græsk eksempel på denne udvikling. Historien fortælles af den ældre kvinde Raraú, der ser tilbage på en mislykket liv og især på den barske tid under besættelsen, hvor hun gik fra at være en stor pige til at være en ung voksen. Historien er placeret i landsbyen Epálxis, der betyder noget i retning af ”voldskøbing”, og hvor hele det græske samfund er repræsenteret.

Der er de rige, som kollaborerer med besættelsesmagten – først italienerne, så tyskerne – og der er den brede befolkning, der må prøve at få tilværelsen til at hænge sammen, som de nu kan. Rundt om byen er landet, hvor bønderne klarer sig bedst i en tid med sult og nød, og bjergene, hvor de overvejende kommunistiske partisaner holder til. Byen er i et tæt samspil med omgivelserne. Det er der, folk må drage ud for at finde mad i naturen eller ved at stjæle den fra gårdene, og samtidig foregår der en udveksling af våben og mennesker med modstandsbevægelsen.

Raraú hedder egentlig Rubíni, og hun bor sammen med moderen Asimína og to brødre. Faderen var tidlig sendt til Albanien som soldat, hvor han blev dræbt og efterlod familien uden den beskedne men livsnødvendige indtægt fra arbejdet som tarmrenser. I ren desperation indleder Asimína et forhold til først en og så en anden italiensk officer, der, i modsætning til de morderiske tyskere, egentlig er omgængelige nok. Med undtagelse af fru Kanello, der både smugler våben til partisanerne, opdrager en ordentlig børneflok og har sit moralske kompas i orden, kigger naboerne skævt til familien. Og efter den ”såkaldte befrielse” – sådan omtaler Raraú den konsekvent – bliver moderen hentet på en lastbil og kørt rundt i landsbyen sammen med andre kollaboratører. Ydmygelserne strækker sig over en hel dag, mens hoben får afløb for deres vrede og frustrationer.

Moderen bliver aldrig den samme, og det gør datteren i virkeligheden heller ikke. De flytter til Athen, hvor de lever to år under kummerlige forhold, inden det lykkes at sælge huset i Epálxis og investere i en lejlighed. Samtidig lykkes det at få en enkepension efter faderen, så de kan leve et ydmygt liv. Raraú mener ganske vist, at hun får en lang karriere som skuespiller og rejser landet tyndt på turneer, men i virkeligheden er hun nok bare statist. Generelt er troværdigheden størst i barndomserindringerne, mens det bliver sværere at skelne mellem fantasi og virkelighed i den sidste del af historien.

Stærkest står besættelsen og befrielsen. Det hele fortælles i en naivt-barnlig stil, men bogen er fuld af skarptskårne situationer, som er svære at glemme bagefter. På et tidspunkt får familien f.eks. en kylling, men nøden er så stor, at den ender med at dø af sult og blive begravet under Raraús seng. Der er dristig smugling af granater i flettede kurve med indsamlede urter ovenpå. Og der er hjerteskærende episoder, som da en mor må køre sin henrettede søn hjem i en trillebør for at gøre ham i stand.

Hundens mor er en medrivende roman om krigens invaliderende væsen. Det er krigen, der tvinger nogle mennesker til at træffe desperate valg, og det er krigens voldsomhed, der efterfølgende får andre til at fordømme dem. Matesis formidler fint de politiske modsætninger i Grækenland og lader dem leve i sine personer. Niveauet faldet lidt i den sidste tredjedel, men det er stadig en glimrende roman.

Tak til Birthe Wied for at give sig i kast med oversættelsen og til Det Poetiske Bureaus Forlag for at stå for udgivelsen. Selvom romanen er en nygræsk klassiker, er den indsats desværre gået ret ubemærket hen i avisernes bogsektioner.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s