Anmeldelser · Klassikerhjørnet · Scenekanten

William Shakespeare: Kong John

Patriotisk kongedrama

Kong John er ikke et af Shakespeares berømte stykker, og når man læser det, er det ikke svært at forstå hvorfor. Sproget er sprudlende, men stykkets dramatiske motor fungerer ikke rigtigt. Historien om John er for mudret til en tydelig historie. Men det er interessant at se en fremstilling af Johns styre, hvor det folkelige oprør knyttet til historierne om Robin Hood slet ikke spiller en rolle.

William Shakespeare: Samlede skuespil i ny oversættelse- bind 2

Stykket åbner med velkendte elementer i Shakespeares univers: Efter Richard Løvehjertes død, er der opstået strid om den engelske krone. Richards ældste lillebror Geoffrey er også død, så i første omgang var planen, at magten skulle gå videre til Geoffreys søn Arthur. På dødslejet ændres beslutningen, så tronen i stedet overtages af Richards yngste lillebror John. Geoffreys enke Constance vil ikke acceptere den beslutning, så hun er rejst til Frankrig med Arthur for at skaffe opbakning til hans krav. Det gør den franske konge gerne, da enhver svækkelse af England styrker hans egen mulighed for at smide englænderne ud og samle Frankrig under én magt.

De to sider krydser klinger i skarptskårne dialoger og derefter på slagmarken. En egentlig afgørelse kommer det ikke til, men John tager Arthur til fangenskab. Han giver ordre til at myrde rivalen, men som i et andet folkeeventyr kan bødlen ikke få sig selv til at føre beslutningen ud i livet. Og da John konfronteres med sine fællers foragt for sin handling er han hurtig til at lægge afstand til dem.

Et kort øjeblik ser det ud til, at alle stridigheder kan bilægges og en ny alliance mellem Frankrig og England grundlægges gennem ægteskab – et ægteskab som samtidig vil kaste Arthurs krav på den historiske mødding. Det forpurres af en gesandt fra pavemagten, der på det tidspunkt er i skarp konflikt med Kong John og kræver fransk opbakning til en krig mod den bandlyste monark. Inden længe er en invasion af England på tegnebrættet, mens flere af de ledende adelsmænd er klar til at støtte oprøret, fordi de (korrekt) tror, at John har besluttet at få Arthur myrdet.

Det er altså svært at pege entydigt på helte og skurke i dette stykke, men det får kun retorikken til at nå nye højder. Man får den tanke, at den højstemte tale mest er på skrømt og uden videre kan skifte retning, hvis det er mere opportunt. Den franske kong Phillip lovpriser f.eks. Arthur og hans krav, men er kort efter klar til at opgive ham, da bedre muligheder viser sig. John er klar til at lade nevøen myrde, men hylder ham, da han fortryder – eller i hvert fald ser det frafald det skaber. Her er måske stykkets dybeste sandhed om politikkens væsen: Når det handler om magt kan retorikken være et effektivt værktøj, men også i 1600-tallet skulle man passe på ikke at tro for meget på sin egen propaganda.

I sidste ende forløses stykket, da alle samles om en hyldest til Englands enhed, og nogle af de smukkeste passager handler netop om den nationale samling, der efterfølgende skulle blive sat på spil i de blodige rosekrige. Følgende beskrivelse lægges i munden på hertugen af Østrig. Det skete, da han ville støtte Arthurs krav, men mange tilhørere i Globe Theater har nogle nikket anerkendende:

”Jeg trykker på din kind et dybfølt kys
som seglet på mit venskabs pagt og bånd:
Jeg lover, at jeg ikke drager hjem,
førend Angers og al din ret i Frankrig
tillige med de hvide klinters mur,
hvis fod slår tidevandets brøl tilbage
og hegner øens folk mod fremmed magt,
førend dit England, værnet af det hav,
hvor kystens bolværk står urokkeligt
og sejrsbevidst imod hver fremmed hensigt –
før disse landstrøg allerlængst mod vest
vil hilse dig som konge. …” (s. 461)

Mange af de elementer, der driver historiske stykker som Henrik VI og Richard III er altså til stede, men i en knap så ren aftapning. John er ikke helt så villig til mord som Richard III, men han er heller ikke så ubeslutsom som Hamlet. Folkene omkring ham er villige til at flirte med oprør og forræderi, men i sidste ende vender de tilbage til folden. Ikke alle konger kan være skruppelløse magtmennesker som Richard III – heldigvis – men det gør det også sværere at dramatisere deres liv og virke.

En kommentar til “William Shakespeare: Kong John

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s