Anmeldelser · Europæiske perler

José Saramago: Elefantens rejse

Rendyrket fortælleglæde

Det er en fantastisk historie Saramago har fået fat på, tilsyneladende ved en tilfældighed. I 1551 beslutter den portugisiske konge og hans dronning, at de har behov for at finde en imponerende gave til hans fætter, ærkehertug Maximilian af Østrig. Valget falder på elefanten Salomon, der er kommet til Lissabon fra Indien et par år tidligere. Efter den første tids begejstring er den gået lidt i glemmebogen, men som ekstravagant gave er den ideel. Problemet er, at den ikke er helt nem at aflevere, og romanen handler om rejsen til Valladolid, videre med skib til Genoa og hen over alperne til Wien.

José Saramago: Elefantens rejse - forside

En elefant har brug for en mahut, en elefantpasser, og Sobhro, romanens egentlige hovedperson, fulgte med Salomon til Portugal. Han er dødtræt af den kedsommelige tilværelse i Lissabon, så han er hurtig til at se mulighederne i et skifte til et andet hof.

Udfordringerne handler om logistik og praktiske problemer – hvordan får man egentlig foder og vand med til en elefant hen over den iberiske halvø? – men der er også andre ting at tage hensyn til. Der går selvfølgelig politik i sagen. Kong João og hans vigtigste rådgiver Alcacova Carneiro giver en lille opvisning i hofetikette og velplaceret smiger, men forholdet til den evige storebror Spanien er mere indviklet. Vil Maximilian overhovedet acceptere gaven? Og da han har sagt ja, hvordan kan det så sikres, at overleveringen af gaven sker på en ligeværdig og korrekt måde?

Ansvaret for transporten til Valladolid overlades til en kaptajn fra kavaleriet. I første omgang gælder det om at komme først til grænsefæstningen Castelo Rodrigo, så portugiserne kan tage imod den østrigske eskorte. Skulle det omvendte ske, vil det være en ydmygelse, og skulle østrigerne tvinge sig adgang til borgen, kan det betyde krig. Som kongen støtter sig til sin minister, kommer kaptajnen til at støtte sig til Sobhro. Han er den eneste, der ved noget om elefanter, og han har masser af gode ideer til, hvordan karavanen kan organiseres mere effektivt. Kaptajnen sørger selvfølgelig for at sætte ham på plads, men ideerne kan bruges, og frem til afskeden i Valladolid bliver de venner.

Fra Spanien er det Maximilian og hans folk, der organiserer transporten. På god imperialistisk vis modtager han gaven og gør den til sin egen ved at give elefanten og mahutten nye navne. Suleiman passer bedre i det politiske spil, og Fritz er lidt nemmere at udtale. Den geskæftige Sobhro/Fritz er tæt på at bringe sig alvorligt i fedtefadet med sine lidt for åbenhjertige kommentarer om kristendom, om sit nye navn og med sine mange ideer.

Jeg har læst en del Saramago efterhånden, og Elefantens rejse er typisk for hans forfatterskab. Lange, tætskrevne afsnit, finurlig dialog og fine iagttagelser af mennesker og deres relationer fylder romanen, men samtidig føles fortællingen lettere. Han virker ikke tynget af en stor idé, der skal skrives igennem, og som f.eks. gjorde Stenflåden, hvor den iberiske halvø river sig løs og driver ud i Atlanterhavet, til lidt tung læsning. Her giver han sig fortællingen i vold, og det gør romanen letlæst uden at den mister noget af sin tematiske tyngde.

 

En kommentar til “José Saramago: Elefantens rejse

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s