Anmeldelser · Europæiske perler

Daniel Kehlmann: F

At leve på en løgn

Kehlmann slog igennem med Opmålingen af verden, som jeg stadig har til gode. Faktisk er hans næste roman F – tænk sig, at Helle Helle er slået på kortfattede titler – mit første bekendtskab med ham. Det bliver ikke det sidste, for hans studie af menneskeligt (selv)bedrag fanger noget centralt i tidsånden og forløser det i en inspirerende roman.

Daniel Kehlmann: F - forside

Historien er fortællingen om tre brødre. Martin er den ældste, mens tvillingerne Eric og Iwan er børn af faderen Arthurs andet ægteskab. Vi møder dem først som små. Arthur gør halvhjertede forsøg på at slå igennem som forfatter, da han tager drengene med til en hypnoseforestilling. For ham er det ren underholdning, for som han flere gange siger, så kan man ikke hypnotisere mennesker, der ikke ønsker at blive det. Alligevel bliver han hevet på scenen af Den store Lindemann, der klæder ham af for åbent tæppe og giver ham besked på at kaste sig helhjertet over forfattergerningen og blive så dygtig som han kan. Efter forestillingen forlader han drengene og sin nye kone, bruger al sin tid på at skrive og slår igennem med et nihilistisk værk om tilværelsens meningsløshed. Virker hypnosen? – eller har Arthur bare arrangeret et alibi for at forfølge sine egoistiske planer?

Historien springer frem til sommeren 2008. De tre brødre har fået succes, men de lever på løgn og hykleri, og de bliver på en måde symboler på stemningen op til finanskrisen, hvor ingen så katastrofen komme, selvom den økonomiske fremgang hvilede på usikker grund. Martin er blevet præst, fordi han var tiltrukket af klosterlivets ro, men han har det svært med den disciplin, der følger med. Som en anden broder Tuck kan han ikke holde sig fra mad, og han har genoptaget sin gamle hobby, nemlig at løse professorterning på konkurrenceniveau. Men det største problem er, at han ikke tror på gud og aldrig har gjort det, og det må jo siges at være en temmelig stor livsløgn for en præst.

Eric er det direkte symbol på finanssektorens moralske forfald. Allerede som barn skabte han sin position i klassen med frygt og vold, og nu er han indbegrebet af succes: smuk kone, stor villa med årgangsvin i kælderen og ægte trofækunst på væggene. Han kan ikke døje billedet af Klee, men det er hipt, og værdien ser ud til at stige. På arbejdet har han mistet fornemmelsen for markedet. For at dække over de små tab er han begyndt at ”låne” penge fra den store formue han bestyrer, og det har ført til større tab. Nu står han på den økonomiske afgrunds rand og er begyndt at hallucinere i vågen tilstand. Hvis hans bedrag har gjort ham lykkelig på et tidspunkt, så er det i hvert fald ikke tilfældet længere.

Iwans livsløgn og bedrag er lige så stor, men han lever lykkeligere med den end brødrene. Hans førte drøm var at blive kunstmaler, og da han oplevede, at han ikke havde talent eller personlighed til at slå igennem, valgte han at læse kunsthistorie i stedet. Nu er han kunstkritiker, kunsthandler og på overfladen kurator for maleren Heinrich Eulenböck, der var hans kæreste gennem mange år. I virkeligheden er Eulenböcks succes nøje konstrueret af Iwan, der har malet alle hans berømte billeder. Til gengæld havde Eulenböck al den personlighed og karisma, der skulle til for at slå igennem i en international kunstverden, der mere handler om business og evnen til at forudsige de næste værdistigninger end om at frembringe originale værker.

Iwans løgn og hemmelighedskræmmeri er fuldt på højde med Martins og Erics, men hvor Martins løgn gør ham ude af stand til at handle i sin verden, og hvor Erics fører direkte til andre menneskers ruin, så er kunstens løgn kreativ og skabende. Det kræver umenneskelig energi at holde det komplicerede falskneri kørende, men drømmen om at skabe kunst er gået i opfyldelse.

De tre brødres historie bindes sammen over nogle få dage i juli måned på en både tragisk og raffineret måde. Den sammenhæng skal ikke røbes her, men kort efter fejer finanskrisen ind over vesten, og selvom meget går tabt, åbner den også op for nye veje.

Kehlmann skriver med stor psykologisk indsigt, og den skarpe personskildring kombineres med overvejelser om bedragets væsen. Er det hele i sidste ende meningsløst, som Arthurs hovedværk ’Mit navn er Ingen’ påstår, eller findes meningen i selve det levede liv, med alle dets modsætninger og selvbedrag? Og hvis det er tilfældet, hvor går så grænsen mellem uskyldige, lykkefremmende løgne, og det bedrag, der ødelægger andre mennesker og samfundets fundament?

En kommentar til “Daniel Kehlmann: F

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s